1862 (fra 6. november)
06.11 (to) Auksjonsberammelse (satt til 25.11.1862) kunngjort ved oppslag: «Tirsdagen den 25. November førstkommende, om Eftermiddagen Kl. 3, bliver, efter Reqvisition fra Kæmner Torgersen, Auction afholdt hos Theaterdirectør Ibsen, boende i Gaarden No 33 i Oslo Strandgade her i Staden, over ½ Dusin Stole, en Lænestol, en Sopha, et Divanbord, samt en Moderatørlampe, der vd Udpantningsforretning ere udlagte Christiania By- og Fattigkasse for Hr. Ibsens resterede Nærings- og Fatigskat for Aaret 1861.
Christiania den 6 - November 1862.
G. Lunde.»
Torgersen og Lunde ukjent. Dahl, s. 43.
09.11 (sø) Blyantskissen «Parti fra Bræheimsvandet i Nordfjord» xylografert ved Haakon Adelsten Lunde (se 19.10.1862), samt artikkelen «Ved Bræheimsvandet i Nordfjord» (se også 09.07.1862), og artikkelen «Norske Sagn» (del 2 av 2), i denne artikkel med overskrift «Norske Folkesagn», publisert i Illustreret Nyhedsblad (nr 45). Ytterligere to sagn gjengitt etter manuskript av Peder Fylling, som HI fikk låne under samlerferd sommeren 1862 (se 18.07.1862). Sagnene er «Troldpilen ved Bolsø Kirke» og «Fanden i Strømmene». Publiserer artikkelen «Christiania Theater», en anmeldelse av skuespillet «Diana» i Morgenbladet (nr 312), Christiania, men også bla: «Normændene er jo desuden et Fremtidsfolk, det vil sige et Folk, som af to Grunde trøstigt kan sove i Nuet og ligesaa trøstigt vil kunne sove i ethvert kommende Nutidsmoment; for det Første fordi vi har den historiske Vished for at vore Forfædre har gjort et forsvarligt Dagværk, og for det Andet fordi vi er saa inderligt forvissede om, at vore Efterkommere engang vil vaagne til en stor Fremtidsmission.» HIS, Ibsen.nb.no, Koht (bind I), s. 180, Mohr, s. 42+46+75, HISB16s394-395+401-406.
15.11 (lø) Ludvig Daae (se 22.11.1859) skriver i sin dagbok: «I Adresseavisen i Dag seer jeg Ibsens Løsøre averteret til Auktion for resterende Skatter. Kanskee [sic.] det er det bedste, at han reiser til Kjøbenhavn alligevel.». Daae (I), s. 157, Dahl, s. 43.
17.11 (ma) Skriver kontrakt (NBO Ms.8° 740) med boktrykker Johan Dahl (eg. Johan Anthon Abraham Fjeldsted Dahl, 1807-1877, forlegger og bokhandler) om å trykke sagnsamling mot honorar på 160 spesiedaler (tilsvarende som av 12.08.1862). Kontrakten fører til at auksjon til dekning av utestående skatt for 1861, berammet av kemneren hos HI den 25.11.1862, blir avverget. Først 20.02.1863 ble skatterestansen innbetalt. HIS, SIB, Figueiredo, «Mennesket», s. 243, HISOT, HIS (under Sakprosa, «Dagbok og Folkesagn», NBO Ms.8° 2603), Edvardsen, s. 73, Koht (bind I), s. 77, Dahl, s. 44, HISB16s269-367.
25.11 (ti) Se 17.11.1862 om avvergelse av auksjon.
28.11 (fr) Jonas Lie (se vår 1851) skriver bla flg om Illustreret Nyhetsblad og HI til Paul Botten-Hansen (se 13.04.1851): «Min mening med Ibsen var at han skulde oprette sig en eller anden Artikkel i Bladet, indeholdende hvad han vilde, naar det blot er interessant og ikke Politik. Snart Vers, snart Prosa, snart 'Kunstkritikk', snart Andet. Ved Juletider faar vi tale sammen om ham.» Edvardsen, s. 89 (note 4).
30.11 (sø) Artikkelen «Theaterkommitteens Indstilling» publisert i Illustreret Nyhedsblad (nr 48). HIS, HISB16s407.
Desember (usikkert, estimat). Skriver siste akt av «Kjærlighedens Komedie» av 31.12.1862 etter påtrykk fra Jonas Lie (se 20.06.1862). Jonas Lie (se vår 1851) skriver om skuespillet til Paul Botten-Hansen (se 13.04.1851) at han har «tilskrevet Ibsen, Jensen og Olsen om Nytaarsgaven i en reen satanisk Stiil for at sætte den fornødne Fyr i den til denne Bogs betimelige Trykning og har opsparet til i mit Brev til Dig at bede Dig om at slaa Dit afgjørende Slag i Sagen tilslut.» Jonas Lie fortalte siden at han ikke fikk den før han hadde utslynget som sin siste trussel: 'kommer ikke siste akt nu, så skriver jeg den selv!'» HIS, Edvardsen, s. 91 (note 7), BKS, s. 37.
14.12 (sø) HIs anmeldelse «See Tiden an» publisert i Illustreret Nyhedsblad (nr 50), om en novelle skrevet av Israel Dehn (eg. psevdonym for den norske forfatter og overrettssakfører Frithjof Foss, 1830-1899). HIS, HISB16s408-410.
15.12 (ma) Inngår fordringsforlik med ukjent(e) person(er) om å innbetale totalt 16 spesiedaler og 60 skilling, renter og omkostninger ikke medregnet. Beløpet inkluderte også et forlik datert 12.08.1861 (men se også 29.07.1862). Ibsen85-86, s. 193.
21.12 (sø) Publiserer anmeldelsen «Sigurd Slembe» (Bjørnstjerne Bjørnsons skuespill) i Illustreret Nyhedsblad (nr 51). HI skrev her bla flg, som kanskje kunne være like betegnende for sitt eget og senere verk «Brand» av 16.03.1866: «Konflikten i Digtet ligger ikke saameget i Begivenhederne, som i Heltens sjælelige Brydninger med sig selv, og Værket kan i saa meget fuldere Forstand kaldes en storartet Monolog, som Hovedpersonen heelt igjennem er fremstillet som den Isolerte i Verden, som den i en forfærdelig Forstand Eensomme midt i Massen. Det er et Menneske, Bjørnson har villet give, udrustet med rige Evner og mægtig Villie, med en ubetvingelig Trang til Daad og med Ret til at handle, - men uforstaaet og stødt tilbage af sin hele Samtid.» HIS, Koht (bind I), s. 245.
26.12 (fr) Ludvig Daae (se 22.11.1859) skriver i sin dagbok: «Ibsen har faaet sin Komedie færdig. Han faar 100 Spdl. derfor af Nyhedsbladet og haaber at faae 300 Sp. af Theatret. Efter dette maa dog en Poet kunne leve ogsaa i vort Land.» Iht Dahl beløp forfatterhonoraret seg til kun 30 spesiedaler (utbetalt 05.02.1863). Edvardsen, s. 91-92 (note 8), Dahl, s. 40, HISB16s411-412.
Slutten 1862. Skriver iht SIB brev (ukjent eier) til Bernhard Dunker (se november 1862), sannsynligvis om ansettelse ved Christiania Theater og/eller antagelse av «Kjærlighedens Komedie». Stykket ble antatt mot forskudd på 30 spesiedaler (utbetalt 05.03.1863), men ikke oppført der før 24.11.1873. Skriver også iht SIB brev (ukjent eier) til Wilhelmine Holmboe-Schenström (1842-1938, norsk operasangerinne) og Henriette Konow (ukjent leveår), iht HISOT begge dedikasjoner i eksemplarer av «Kjærlighedens Komedie» av 31.12.1862. HIS, SIB, HISOT, Dahl, s. 40.
31.12 (on) «Kjærlighedens Komedie- Komedie i tre Akter» (trykt hos Hans Jacob Jensen, se november 1857) utgitt i Illustreret Nyhedsblad som «Nytaarsgave for 1863». Levert gratis til abonnenter (ca 2200) i Christiania på døren nyttårsaften. Separatavtrykk (ukjent opplag) for salg i bokhandlere også trykt iht avtale med Jonas Lie (se 20.06.1862). HI selv blant modellene til «Falk», Suzannah Ibsen modell for «Svanhild», og navnet Svanhild sannsynligvis hentet fra «Volsunga-saga». Johan Herman Thoresen (se 07.01.1856) mulig modell for «kopist Styver». Om Camilla Collett som modell for «Svanhild», og hennes roman «Amtmannens Døtre» som inspirasjon for stykket, se 27.12.1871. HI kan også ha hentet inspirasjon fra bla Frederik Paludan-Müllers (se 23.03.1851) «Amor og Psyche» (utgitt 1834), Paul Botten-Hansens (se 13.04.1850) «Huldrebryllupet» (1851), Andreas Munchs (se 1847) «Lord William Russell» (utgitt 1857), Henrik Wergeland (se 1847), Ludvig Holberg (se 1847), og verk (feks «Enten - Eller» og «Gjentagelsen», begge ugitt 1843) av Søren Kierkegaard (se 1847), Johan Ludvig Heiberg (se 21.04.1852), Johann Wolfgang von Goethe (se 1847), og Eugène Scribe (se opphold København 1852), samt barndomsminner for enkelte scener. Der finnes (iht BKS) «en rekke hentydninger til aktuelle begivenheter og samtale-emner i Christiania 1862, en fast tilknytning til tid og sted, som er mer iøinefallende enn i noget annet av Ibsens verker, og som gav adskillig stoff både til modelljakt og småbysladder.» HI skrev selv bla flg om skuespillet (og Suzannah) i brev av 28.10.1870: «Denne bog gav anledning til megen snak i Norge; man blandede mine personlige forholde ind i diskutionen, og jeg tabte meget i det almindelige omdømme. Den eneste, som dengang billigede bogen var min kone. Hun er en karakter, som jeg netop behøver, - ulogisk, men med et stærkt poetisk instinkt, med et storsindet tænkesæt og med et næsten voldsomt had til alle smålige hensyn. Alt dette forstod ikke mine landsmænd, og jeg skøttede ikke om at skrifte for de karle. Så lystes jeg da i ban; alle var imod mig.» Og HIs forord i den lett reviderte utgaven av 03.05.1867 lyder slik:
«Nærværende Digt er skrevet i Sommeren 1862 og første Udgave udkom samme Aars Vinter. Men jeg begik den Fejl at udgive Bogen i Norge. Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere og mere udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
Modtagelsen overraskede mig forøvrigt ikke. 'Den sunde Realisme', som vi Normænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Bestaaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun ufuldstændigt gjennemgaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget Kursus. Et Forord er ingen ABC.
Till Danmark kom der i sin Tid neppe synderlig flere Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøbenhavnske Blade till Anmeldelse.
For den Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig. Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig, og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
Enkelte lokale Hentydninger vil maaske være uforstaaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af Digtets Gang og Tanke.
Rom, i Januar 1867 Henrik Ibsen» Gran skriver imidlertid flg: «Ibsen hadde nok ventet sig et voldsomt skrik fra dem som han mente at ha rammet, og senere, - i fortalen til 2den utgave og i breve - ser vi at han den gang selv trodde at skriket virkelig kom; men her har han vistnok husket feil, - de anmeldelser som fremkom, var faa og noksaa tamme, og den harme stykket vakte, hørtes der kun litet til, - altfor, altfor litet for Ibsen som intet heftigere ønske hadde. Ernst Sars har fortalt mig at han ganske nøiagtig husket en dag fra denne tid, han var sammen med Ibsen og Carl Lie. Lie var et udmerket hode, men en utpræget ironiker og en ubarmhjertig ertekrok som godt visste hvor harpunen skulde sættes ind for at ramme paa det saareste. 'Du Ibsen,' sa han, ' du hadde visst ventet dig et stort opstyr av denne komedien din, men det ser ikke ut til at nogen bryr sig, - ikke en kjæft som knyr, - det maa være ærgerlig.' Ibsen svarte ikke et ord, blev blek som et lik og slog med sin knytnæve i bordet, saa det rystet, reiste sig og gik sin vei.» Carl Ludvig Lie (1830-1912, norsk stiftsoverretsjustitiarius, bror av Jonas Lie, se vår 1851), om Ernst Sars, se sommer 1859. Jonas Lie (se vår 1851) skrev senere (i 1898) om tilblivelsen av stykket; at HI «under en lille Collation i Petri Kirke tog mig tilside og betroede mig en del af Planen til et Skuespil. Det var særlig Effektscenen i sidste Akt, han dvælede ved, - hvorledes netop i det Øieblik, Champagnen føres skummende til Læberne, Glasset igjen tages bort! - Tanken forbløffede mig; jeg var ikke Dramatiker nok til at paaskjønne Effekten.» HIS, Meyer, s. 205-206, Ording, s. 222-223, Mosfjeld, s. 111+149-150+168, Jæger, s. 144+149, Ferguson, s. 85+103-105, Edvardsen, s. 70 (note 10)+89 (note 2)+93-94 (note 15), Koht (bind I), s. 163+182-186, Gran (bind 1), s. 97-98+146-148+150-152, BKS, s. 25-37, Duve, s. 108+110.
Desember (usikkert, estimat). Skriver siste akt av «Kjærlighedens Komedie» av 31.12.1862 etter påtrykk fra Jonas Lie (se 20.06.1862). Jonas Lie (se vår 1851) skriver om skuespillet til Paul Botten-Hansen (se 13.04.1851) at han har «tilskrevet Ibsen, Jensen og Olsen om Nytaarsgaven i en reen satanisk Stiil for at sætte den fornødne Fyr i den til denne Bogs betimelige Trykning og har opsparet til i mit Brev til Dig at bede Dig om at slaa Dit afgjørende Slag i Sagen tilslut.» Jonas Lie fortalte siden at han ikke fikk den før han hadde utslynget som sin siste trussel: 'kommer ikke siste akt nu, så skriver jeg den selv!'» HIS, Edvardsen, s. 91 (note 7), BKS, s. 37.
14.12 (sø) HIs anmeldelse «See Tiden an» publisert i Illustreret Nyhedsblad (nr 50), om en novelle skrevet av Israel Dehn (eg. psevdonym for den norske forfatter og overrettssakfører Frithjof Foss, 1830-1899). HIS, HISB16s408-410.
15.12 (ma) Inngår fordringsforlik med ukjent(e) person(er) om å innbetale totalt 16 spesiedaler og 60 skilling, renter og omkostninger ikke medregnet. Beløpet inkluderte også et forlik datert 12.08.1861 (men se også 29.07.1862). Ibsen85-86, s. 193.
21.12 (sø) Publiserer anmeldelsen «Sigurd Slembe» (Bjørnstjerne Bjørnsons skuespill) i Illustreret Nyhedsblad (nr 51). HI skrev her bla flg, som kanskje kunne være like betegnende for sitt eget og senere verk «Brand» av 16.03.1866: «Konflikten i Digtet ligger ikke saameget i Begivenhederne, som i Heltens sjælelige Brydninger med sig selv, og Værket kan i saa meget fuldere Forstand kaldes en storartet Monolog, som Hovedpersonen heelt igjennem er fremstillet som den Isolerte i Verden, som den i en forfærdelig Forstand Eensomme midt i Massen. Det er et Menneske, Bjørnson har villet give, udrustet med rige Evner og mægtig Villie, med en ubetvingelig Trang til Daad og med Ret til at handle, - men uforstaaet og stødt tilbage af sin hele Samtid.» HIS, Koht (bind I), s. 245.
26.12 (fr) Ludvig Daae (se 22.11.1859) skriver i sin dagbok: «Ibsen har faaet sin Komedie færdig. Han faar 100 Spdl. derfor af Nyhedsbladet og haaber at faae 300 Sp. af Theatret. Efter dette maa dog en Poet kunne leve ogsaa i vort Land.» Iht Dahl beløp forfatterhonoraret seg til kun 30 spesiedaler (utbetalt 05.02.1863). Edvardsen, s. 91-92 (note 8), Dahl, s. 40, HISB16s411-412.
Slutten 1862. Skriver iht SIB brev (ukjent eier) til Bernhard Dunker (se november 1862), sannsynligvis om ansettelse ved Christiania Theater og/eller antagelse av «Kjærlighedens Komedie». Stykket ble antatt mot forskudd på 30 spesiedaler (utbetalt 05.03.1863), men ikke oppført der før 24.11.1873. Skriver også iht SIB brev (ukjent eier) til Wilhelmine Holmboe-Schenström (1842-1938, norsk operasangerinne) og Henriette Konow (ukjent leveår), iht HISOT begge dedikasjoner i eksemplarer av «Kjærlighedens Komedie» av 31.12.1862. HIS, SIB, HISOT, Dahl, s. 40.
31.12 (on) «Kjærlighedens Komedie- Komedie i tre Akter» (trykt hos Hans Jacob Jensen, se november 1857) utgitt i Illustreret Nyhedsblad som «Nytaarsgave for 1863». Levert gratis til abonnenter (ca 2200) i Christiania på døren nyttårsaften. Separatavtrykk (ukjent opplag) for salg i bokhandlere også trykt iht avtale med Jonas Lie (se 20.06.1862). HI selv blant modellene til «Falk», Suzannah Ibsen modell for «Svanhild», og navnet Svanhild sannsynligvis hentet fra «Volsunga-saga». Johan Herman Thoresen (se 07.01.1856) mulig modell for «kopist Styver». Om Camilla Collett som modell for «Svanhild», og hennes roman «Amtmannens Døtre» som inspirasjon for stykket, se 27.12.1871. HI kan også ha hentet inspirasjon fra bla Frederik Paludan-Müllers (se 23.03.1851) «Amor og Psyche» (utgitt 1834), Paul Botten-Hansens (se 13.04.1850) «Huldrebryllupet» (1851), Andreas Munchs (se 1847) «Lord William Russell» (utgitt 1857), Henrik Wergeland (se 1847), Ludvig Holberg (se 1847), og verk (feks «Enten - Eller» og «Gjentagelsen», begge ugitt 1843) av Søren Kierkegaard (se 1847), Johan Ludvig Heiberg (se 21.04.1852), Johann Wolfgang von Goethe (se 1847), og Eugène Scribe (se opphold København 1852), samt barndomsminner for enkelte scener. Der finnes (iht BKS) «en rekke hentydninger til aktuelle begivenheter og samtale-emner i Christiania 1862, en fast tilknytning til tid og sted, som er mer iøinefallende enn i noget annet av Ibsens verker, og som gav adskillig stoff både til modelljakt og småbysladder.» HI skrev selv bla flg om skuespillet (og Suzannah) i brev av 28.10.1870: «Denne bog gav anledning til megen snak i Norge; man blandede mine personlige forholde ind i diskutionen, og jeg tabte meget i det almindelige omdømme. Den eneste, som dengang billigede bogen var min kone. Hun er en karakter, som jeg netop behøver, - ulogisk, men med et stærkt poetisk instinkt, med et storsindet tænkesæt og med et næsten voldsomt had til alle smålige hensyn. Alt dette forstod ikke mine landsmænd, og jeg skøttede ikke om at skrifte for de karle. Så lystes jeg da i ban; alle var imod mig.» Og HIs forord i den lett reviderte utgaven av 03.05.1867 lyder slik:
«Nærværende Digt er skrevet i Sommeren 1862 og første Udgave udkom samme Aars Vinter. Men jeg begik den Fejl at udgive Bogen i Norge. Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere og mere udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
Modtagelsen overraskede mig forøvrigt ikke. 'Den sunde Realisme', som vi Normænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Bestaaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun ufuldstændigt gjennemgaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget Kursus. Et Forord er ingen ABC.
Till Danmark kom der i sin Tid neppe synderlig flere Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøbenhavnske Blade till Anmeldelse.
For den Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig. Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig, og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
Enkelte lokale Hentydninger vil maaske være uforstaaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af Digtets Gang og Tanke.
Rom, i Januar 1867 Henrik Ibsen» Gran skriver imidlertid flg: «Ibsen hadde nok ventet sig et voldsomt skrik fra dem som han mente at ha rammet, og senere, - i fortalen til 2den utgave og i breve - ser vi at han den gang selv trodde at skriket virkelig kom; men her har han vistnok husket feil, - de anmeldelser som fremkom, var faa og noksaa tamme, og den harme stykket vakte, hørtes der kun litet til, - altfor, altfor litet for Ibsen som intet heftigere ønske hadde. Ernst Sars har fortalt mig at han ganske nøiagtig husket en dag fra denne tid, han var sammen med Ibsen og Carl Lie. Lie var et udmerket hode, men en utpræget ironiker og en ubarmhjertig ertekrok som godt visste hvor harpunen skulde sættes ind for at ramme paa det saareste. 'Du Ibsen,' sa han, ' du hadde visst ventet dig et stort opstyr av denne komedien din, men det ser ikke ut til at nogen bryr sig, - ikke en kjæft som knyr, - det maa være ærgerlig.' Ibsen svarte ikke et ord, blev blek som et lik og slog med sin knytnæve i bordet, saa det rystet, reiste sig og gik sin vei.» Carl Ludvig Lie (1830-1912, norsk stiftsoverretsjustitiarius, bror av Jonas Lie, se vår 1851), om Ernst Sars, se sommer 1859. Jonas Lie (se vår 1851) skrev senere (i 1898) om tilblivelsen av stykket; at HI «under en lille Collation i Petri Kirke tog mig tilside og betroede mig en del af Planen til et Skuespil. Det var særlig Effektscenen i sidste Akt, han dvælede ved, - hvorledes netop i det Øieblik, Champagnen føres skummende til Læberne, Glasset igjen tages bort! - Tanken forbløffede mig; jeg var ikke Dramatiker nok til at paaskjønne Effekten.» HIS, Meyer, s. 205-206, Ording, s. 222-223, Mosfjeld, s. 111+149-150+168, Jæger, s. 144+149, Ferguson, s. 85+103-105, Edvardsen, s. 70 (note 10)+89 (note 2)+93-94 (note 15), Koht (bind I), s. 163+182-186, Gran (bind 1), s. 97-98+146-148+150-152, BKS, s. 25-37, Duve, s. 108+110.
#Ibsen
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar