1828
Skien (vel 2000 innbyggere, HIS)
20.03 (to) Henrik Johan Ibsen (første navn etter farfaren, det andre etter morfaren) født i Stockmanngården (Matr. nr. 39 og 41b) i Telemarksgaten, Skien, i hjørnerommet i andre etasje. Gården opprinnelig eid av Christian Paus Stockmann (1780-1842, norsk kjøpmann). Bygget brant ned i bybrannen i 1886. Foreldre Knud Plesner Ibsen (1797-1877, norsk kjøpmann) og Marichen Cornelia Martine Altenburg (1799-1869, førstenavn etter farmoren Marichen Barth, 1737-1769, gift 20.03.1760 med Didrik Altenburg, 1719-1766, forvalter ved Ulefos Jernverk), gift 01.12.1825. Altenburg-slekten kan (iht Mosfjeld og Østvedt) føres tilbake til Henrik Didriksen Altenburg (1651-1711, norsk sorenskriver og «Auditør». Han hadde fire barn, hvorav Jochum Altenburg, 1684-1745, norsk kjøpmann, fikk sønnen Didrik Altenburg nevnt over). Søsken Johan Altenburg (1826-1828, døde 14.04.1828, under 2 måneder etter HI ble født), Johan Andreas Altenburg (1830-?, utvandret 1849, bosatt bla i Oconomowoc, Wisconsin, og antatt at han døde på vei til California i 1851 eller 1852), Hedvig Cathrine (1831-1920, oppkalt etter begge bestemødrene, gift Stousland), Nicolai Alexander (1834-1888, ryggskadet etter å ha blitt mistet i gulvet som spedbarn, emigrerte til USA 1869 og døde i Estherville, Iowa) og Ole Paus (1835-1917, oppkalt etter Knud Ibsens stefar og Marichens onkel, visittkortportretter av ham og hans andre kone, Jenny Paus Ibsen, født Jenny Petrine Mathilde Elisabeth Myhre, 1836-1906, fantes i Ibsens fotoalbum, tatt senest i 1885). Både HI, Ole Paus og Hedvig led av en misdannelse av det ene øyet som fremhevet størrelsen på det andre. Et rykte om at Tormod Knudsen Borgejorde (1799-1868, stortingsmann, ordfører, bygdedikter) skulle være HIs far ble (langt) senere (i 2009) avsannet ved hjelp av DNA-analyse. Men ryktet/sladderen var muligens kjent for HI allerede som gutt, og han skrev da også senere om dramatiske konsekvenser etter uavklarte forhold i farskap (feks «Hedvig» i «Vildanden» av 11.11.1884). HIs kjølige forhold til foreldrene etter at han kom ut i verden kan muligens også delvis sees i lys av hans kjennskap til ryktene om moren og Borgejorde, samt farens fallitt. Men det skal også nevnes; Koht skriver at ryktene om «at hans far i røynda skulle vori ein annan mann, ikkje kom opp så tidleg at han sjølv eller andre hørte om det alt i ungdomstida hans.» Første «norske stamfar» for HIs slekt var (iht Mosfjeld og Østvedt) Simen Ibsen-Holst (født i Bergen på 1570-tallet, tok skipperborgerskap 1604, giftet seg i Stege på Møn, Danmark). Simens sønn Rasmus Ibsen (1632-1703, gift to ganger, fikk barna Ingeborg født 1674 og Johan født 1677 i første ekteskap), dansk skipper, kjøpmann og gårdbruker, fikk bla 3 sønner (av totalt 8 barn i begge ekteskap) i andre ekteskap som flyttet tilbake til Bergen: Matthias, Jan og Peter Ibsen (sistnevnte 1694-1766, norsk skipper og kjøpmann, gift 3 ganger), alle gift med søstre med etternavn Holtermann. Peter Ibsen giftet seg 12.12.1721 med Birgitte Holtermann (1698-1728), som fikk barna Rasmus Peter (1722-?), Anna (1723-1804), Karen (1727-1818) og Henrich (Henrik), sistnevnte HIs oldefar, se 10.06.1828. HIS, HISB13s169, Haave (om DNA-analyse) s. 39 (note 103), Koht (bind I), s. 5 (som har anført Peter Ibsen som den «norske ættfaren») +8+13-14, Mosfjeld, s. 11-16+32+34+40+44+153-158, Figueiredo, «Mennesket», s. 356-357, Ferguson, s. 15 (note 1)+16+60, Jæger, s. 6, Borchsenius, s. 90+92, Schneider, s. 240+244, Duve, s. 16-17+50-52, Ibsen54, s. 59, Herleiv Dahl, s. 1, Peter Larsen, s. 98, Noreng, s. 14-15, Østvedt4, s. 14-18+113-114+128-130+177-188, Haave, s. 29+31-32+45-46 (hvor fødselsåret til Johan Altenburg er feilaktig anført til 1827) +51+72+86+147+167-168+183-184 (note 136 om Nicolai Alexanders emigrasjon til USA, muligens allerede i 1863) +223+286, Plesner, s. 6771, Halvorsen, s. 1-2.
Hedvig 8 år gammel (malt 1839)
28.03 (fr) Hjemmedåp. HIS, Meyer, s. 13-14, Wikipedia, Ferguson, s. 15, Schneider, s. 245, Koht (bind I), s. 13, Gran (bind 1), s. 3, Beyer, s. 7, Ibsen63-64, s. 10-17.
14.04 (ma) HIs bror, Johan Altenburg dør.
1830
September. Om flytting til Altenburggården, se januar 1831.
1831
Januar. Flytter til Altenburggården (på hjørnet av Prinsens gate og Skistredet), Skien. «Den låg noko lenger oppe i byen, og der hadde ein ikkje berre husvegger for augo såleis som nede på torget; men det var hage atåt huset, såleis sin det var med mange andre hus oppetter den gata som fylgde by-bekken. Verda var annleis å sjå til her oppe.» HIS, Mosfjeld, s. 71, Koht (bind I), s. 15-16, Duve, s. 17, Østvedt4, s. 21, Haave, s. 51 (som anfører at man kan «regne med» at flyttingen fant sted «mellom september 1830 og januar 1831»).
1833
August (iht Roksund mandag 12.08.1833). Begynner på Skien borgerskole. Haave argumenterer mot at HI gikk på borgerskolen i det hele tatt, bla med referanse til HIs egne «Barndomsminner» (se 1835). HIS, Haave, s. 63-64, Roksund, s. 17+105+125.
1833
August (iht Roksund mandag 12.08.1833). Begynner på Skien borgerskole. Haave argumenterer mot at HI gikk på borgerskolen i det hele tatt, bla med referanse til HIs egne «Barndomsminner» (se 1835). HIS, Haave, s. 63-64, Roksund, s. 17+105+125.
1835
Vår (ut mars 1835 iht Roksund). Slutter på Skien borgerskole. Se også august 1833. Roksund, s. 125.
(Vår?) Juni. Flytter til Erlands Venstøp, et stort hus med 120 mål jord til. En natt (i ukjent årstall) fikk faren, Knud, besøk av en innbruddstyv der: «Væbnet med en stok gik han ned fra soveværelset og overrasket malefikanten, en liten feier fra Fossum, som i sin forfjamselse ikke visste andet middel til at redde sig end at han tok frem en lommelærke av brystlommen og spurte indsmigrende: 'Jeg maatte vel ikke by Dem en dram, Ibsen!» Bergliot Ibsen skriver:
«Knud Ibsen var blond, liten, nærmest spinkel av vekst, men meget velproporsjonert. Han hadde markerte trekk, en krum nese og et par glimtende øine, man uvilkårlig la merke til. Hans blikk var samtidig skarpt og underfundig. Han gikk alltid med en liten lue, en slags barett og var elegant klædt. Han var vittig og morsom, slagferdig og sarkastisk, alltid full av historier. Han var i sine yngre dager elskverdig, men allikevel var folk redde for hans hvasse tunge. I sin storhetstid var han rundhåndet, gjestfri, og et selvfølgelig midtpunkt i byens selskapelighet.» Østvedt skriver bla: «I sine barneår på Venstøp bodde den unge Henrik bare en kilometer fra det mangfoldige grubenettet som hørte til det store jernverket på Fossum, og som mange fremdeles er det, var han interessert i å studere de dype grubegangene, Glasergruben, Breigangen, Langgangen, Rødgangen og mange andre.» HI leser bla «Harrison's History of London» (eg. «A New and Universal History, Description and Survey of the Cities of London and Westminister, the Bourough of Southwark, and their adjacent Parts»), nevnt i «Vildanden» av 11.11.1884. Boken ble skrevet av Walter Harrison (ukjent leveår) og utgitt 1775 i 300 eksemplarer. HIs søster Hedvig fortalte senere (i intervju referert 16.05.1903) bla flg om HI: «Da Henrik var 8 Aar kjøbte Faderen en Landeiendom ovenfor Skien, den het Venstøb og der var det han tilbragte sin Barndom. Henrik var den ældste af 5 Søskend og ganske forskjellig fra os andre. Vore Lege af alle Slags havde han aldrig Lyst til at være med i; naar det gik paa det bedste udenfor i Gaarden, sad han i et lille Aflukke i en Gang, der gik ind til Kjøkkenet og stængte for sig med en Krog for at beskytte sig mot vore hensynsløse Indfald.
Jeg synes endnu jeg ser de store firkantede Bøger i brunt Skinnbind, og som jeg ikke kan begribe hvor han havde faaet fra, og som jeg den gang ikke kunde forstaa, kunde interessere ham saa dybt, att han kunde sidde over dem, ikke alene i Sommertiden, men ogsaa i den strængeste Vinterkulde, naar han bare maatte faa Lov til at være alene. For os andre var han den gang ingen hyggelig Gut, og vi gjorde stadig vort for at forstyrre ham, ved at kaste Stene og Snæbolde i Vægge og Dør; vi ville have ham med i Legen og naar han da ikke længere kunde udholde vore Angreb, styrtede han ud, og efter os bar det, men da han ingen Færdighed havde i nogen Slags Sport, og Voldsomhed laa langt fra hans Karakter, saa blev der ikke mer af det, han gik tilbake til sine Bøger, naar han havde opnaaet at faa os langt nok bort. Det var imidlertid ikke udelukkende Bøgerne der optog hans Tid; han var stærkt optagen i Retning af Tryllekunster [;] han havde faaet Lov, enkelte Søndagsaftener, at optræde som Kunstner i et af Husets Værelser, og alle omkringboende Naboer bleve indbudte til at overvære Forestillingen. Jeg ser ham saa tydelig i sin korte Trøie, staaende bag en stor Kasse der var omvundet og dekoreret for Anledningen, og her var det han præsterede Ting, der for de forbausede Tilskueres Øjne, tog sig du som Troldom.
Ingen vidste naturligvis, at inde i Kassen sad Henriks yngre Broder, der i Forveien havde ladet sig godt betale, eller i modsat Fald truet med at gjøre Skandale, og da dette for Henriks Natur var det skrækkeligste, som kunde hænde, lovede han altid at gjøre alt hvad den anden forlangte. Saavidt jeg senere har forstaaet, ved at tænke over mange Ting, var det at blive latterliggjort noget af det pinligste der kunde vederfares ham.» Østvedt argumenterer for at Knud Ibsen først leide Venstøp, for så å kjøpe stedet i 1838. HIs yngre kusine, Marie Elise Paus (1838-?), hørte også om HIs redsel for å bli latterliggjort. Hun skrev senere (1879) at han var «meget misfornøiet» når de andre lo av ham. «Ikke le af mig», ropte han da til dem. Ellers skrev hun at HI som barn var «ordentlig, ja næsten pærtentlig», men også at han kunne være småmorsom. Ibsen.nb.no, Meyer, s. 15, Figueiredo, «Masken», s. 292, HISB12s735, Mosfjeld, s. 71, Ferguson, s. 18, Jæger, s. 20, Schneider, s. 248, Edvardsen, s. 23-24, Koht (bind I), s. 11+17, Gran (bind I), s. 7-8 (som har anført flytting til Venstøp til 1836), Bergliot, s. 6-7, Ibsen57-59, s. 95-98, Østvedt3, s. 62, Østvedt4, s. 48-49+53-56+66+175-176, Østvedt8, s. 12-13, Haave, s. 82 (som har anført at familien allerede våren 1835 «hadde etablert seg på Venstøp for sesongen») +90-91 (note 357+359) +99-100 (note 397 om kusinen) +110.
Sommer/høst. Begynner på Fossum jernverks skole (under lærer Hans Isaksen Grini, 18001853, norsk skolelærer og huseier) og/eller hos klokker Christen Larsen Lund (1787-1867) på Århus gård. HI var meget sammen med Lunds eldste sønn Christian Wilhelm Lund (1823-1854?), samt Theodor Eckstorm (1826-1879, utvandret til USA rundt 1849) fra Grini gård.
Sistnevnte skal bla ha virket som medhjelper under HIs forestillinger med dukketeater. Christian Lunds søster Annette Wilhelmine Lund (1833-?, gift Andersen, norsk syerske) skal også ha gått på skolen med HI. Hun har fortalt at hun «husket at Henrik gikk med rød topplue om vinteren. Når det hadde vært snøfall om vinteren, så man den røde toppluen over brøytekanten lenge før bæreren av den kom til syne. Henrik Ibsen var, som kjent, liten av vekst, så hans korpus rakk ikke opp over brøytekantene. Men når de andre elevene så den røde toppluen bevege seg opp og ned langs brøytekanten, visste de at 'lille Henrik' var i anmarsj». Haave nevner flg andre bekjente av HI fra området rundt Venstøp: Georg Jessen Cudrio (1826-1908, sønn av Ulrich Cudrio, se 10.06.1828), brødrene Christian Gottfried (1827-1876) og August Gasmann (1829-1907, begge utvandret senere til USA). Gudmand Fredrik Myhre (1827-1901) skal også ha vært blant HIs bekjente under skoletiden. HIS, Mosfjeld, s. 96+98, Ibsen53, s. 70, Koht (bind I), s. 18+21, Østvedt2, s. 9, Østvedt3, s. 9-10, Østvedt4, s. 65-66. Haave, s. 87 hvor det for øvrig argumenteres ut fra aldersforskjell mot vennskapet med Lunds barn (note 338+339) +92 (note 363 som argumenterer mot at HI skal ha gått på skolen ved Fossum verk) +94+107+119+133.
(Vår?) Juni. Flytter til Erlands Venstøp, et stort hus med 120 mål jord til. En natt (i ukjent årstall) fikk faren, Knud, besøk av en innbruddstyv der: «Væbnet med en stok gik han ned fra soveværelset og overrasket malefikanten, en liten feier fra Fossum, som i sin forfjamselse ikke visste andet middel til at redde sig end at han tok frem en lommelærke av brystlommen og spurte indsmigrende: 'Jeg maatte vel ikke by Dem en dram, Ibsen!» Bergliot Ibsen skriver:
«Knud Ibsen var blond, liten, nærmest spinkel av vekst, men meget velproporsjonert. Han hadde markerte trekk, en krum nese og et par glimtende øine, man uvilkårlig la merke til. Hans blikk var samtidig skarpt og underfundig. Han gikk alltid med en liten lue, en slags barett og var elegant klædt. Han var vittig og morsom, slagferdig og sarkastisk, alltid full av historier. Han var i sine yngre dager elskverdig, men allikevel var folk redde for hans hvasse tunge. I sin storhetstid var han rundhåndet, gjestfri, og et selvfølgelig midtpunkt i byens selskapelighet.» Østvedt skriver bla: «I sine barneår på Venstøp bodde den unge Henrik bare en kilometer fra det mangfoldige grubenettet som hørte til det store jernverket på Fossum, og som mange fremdeles er det, var han interessert i å studere de dype grubegangene, Glasergruben, Breigangen, Langgangen, Rødgangen og mange andre.» HI leser bla «Harrison's History of London» (eg. «A New and Universal History, Description and Survey of the Cities of London and Westminister, the Bourough of Southwark, and their adjacent Parts»), nevnt i «Vildanden» av 11.11.1884. Boken ble skrevet av Walter Harrison (ukjent leveår) og utgitt 1775 i 300 eksemplarer. HIs søster Hedvig fortalte senere (i intervju referert 16.05.1903) bla flg om HI: «Da Henrik var 8 Aar kjøbte Faderen en Landeiendom ovenfor Skien, den het Venstøb og der var det han tilbragte sin Barndom. Henrik var den ældste af 5 Søskend og ganske forskjellig fra os andre. Vore Lege af alle Slags havde han aldrig Lyst til at være med i; naar det gik paa det bedste udenfor i Gaarden, sad han i et lille Aflukke i en Gang, der gik ind til Kjøkkenet og stængte for sig med en Krog for at beskytte sig mot vore hensynsløse Indfald.
Jeg synes endnu jeg ser de store firkantede Bøger i brunt Skinnbind, og som jeg ikke kan begribe hvor han havde faaet fra, og som jeg den gang ikke kunde forstaa, kunde interessere ham saa dybt, att han kunde sidde over dem, ikke alene i Sommertiden, men ogsaa i den strængeste Vinterkulde, naar han bare maatte faa Lov til at være alene. For os andre var han den gang ingen hyggelig Gut, og vi gjorde stadig vort for at forstyrre ham, ved at kaste Stene og Snæbolde i Vægge og Dør; vi ville have ham med i Legen og naar han da ikke længere kunde udholde vore Angreb, styrtede han ud, og efter os bar det, men da han ingen Færdighed havde i nogen Slags Sport, og Voldsomhed laa langt fra hans Karakter, saa blev der ikke mer af det, han gik tilbake til sine Bøger, naar han havde opnaaet at faa os langt nok bort. Det var imidlertid ikke udelukkende Bøgerne der optog hans Tid; han var stærkt optagen i Retning af Tryllekunster [;] han havde faaet Lov, enkelte Søndagsaftener, at optræde som Kunstner i et af Husets Værelser, og alle omkringboende Naboer bleve indbudte til at overvære Forestillingen. Jeg ser ham saa tydelig i sin korte Trøie, staaende bag en stor Kasse der var omvundet og dekoreret for Anledningen, og her var det han præsterede Ting, der for de forbausede Tilskueres Øjne, tog sig du som Troldom.
Ingen vidste naturligvis, at inde i Kassen sad Henriks yngre Broder, der i Forveien havde ladet sig godt betale, eller i modsat Fald truet med at gjøre Skandale, og da dette for Henriks Natur var det skrækkeligste, som kunde hænde, lovede han altid at gjøre alt hvad den anden forlangte. Saavidt jeg senere har forstaaet, ved at tænke over mange Ting, var det at blive latterliggjort noget af det pinligste der kunde vederfares ham.» Østvedt argumenterer for at Knud Ibsen først leide Venstøp, for så å kjøpe stedet i 1838. HIs yngre kusine, Marie Elise Paus (1838-?), hørte også om HIs redsel for å bli latterliggjort. Hun skrev senere (1879) at han var «meget misfornøiet» når de andre lo av ham. «Ikke le af mig», ropte han da til dem. Ellers skrev hun at HI som barn var «ordentlig, ja næsten pærtentlig», men også at han kunne være småmorsom. Ibsen.nb.no, Meyer, s. 15, Figueiredo, «Masken», s. 292, HISB12s735, Mosfjeld, s. 71, Ferguson, s. 18, Jæger, s. 20, Schneider, s. 248, Edvardsen, s. 23-24, Koht (bind I), s. 11+17, Gran (bind I), s. 7-8 (som har anført flytting til Venstøp til 1836), Bergliot, s. 6-7, Ibsen57-59, s. 95-98, Østvedt3, s. 62, Østvedt4, s. 48-49+53-56+66+175-176, Østvedt8, s. 12-13, Haave, s. 82 (som har anført at familien allerede våren 1835 «hadde etablert seg på Venstøp for sesongen») +90-91 (note 357+359) +99-100 (note 397 om kusinen) +110.
Sommer/høst. Begynner på Fossum jernverks skole (under lærer Hans Isaksen Grini, 18001853, norsk skolelærer og huseier) og/eller hos klokker Christen Larsen Lund (1787-1867) på Århus gård. HI var meget sammen med Lunds eldste sønn Christian Wilhelm Lund (1823-1854?), samt Theodor Eckstorm (1826-1879, utvandret til USA rundt 1849) fra Grini gård.
Sistnevnte skal bla ha virket som medhjelper under HIs forestillinger med dukketeater. Christian Lunds søster Annette Wilhelmine Lund (1833-?, gift Andersen, norsk syerske) skal også ha gått på skolen med HI. Hun har fortalt at hun «husket at Henrik gikk med rød topplue om vinteren. Når det hadde vært snøfall om vinteren, så man den røde toppluen over brøytekanten lenge før bæreren av den kom til syne. Henrik Ibsen var, som kjent, liten av vekst, så hans korpus rakk ikke opp over brøytekantene. Men når de andre elevene så den røde toppluen bevege seg opp og ned langs brøytekanten, visste de at 'lille Henrik' var i anmarsj». Haave nevner flg andre bekjente av HI fra området rundt Venstøp: Georg Jessen Cudrio (1826-1908, sønn av Ulrich Cudrio, se 10.06.1828), brødrene Christian Gottfried (1827-1876) og August Gasmann (1829-1907, begge utvandret senere til USA). Gudmand Fredrik Myhre (1827-1901) skal også ha vært blant HIs bekjente under skoletiden. HIS, Mosfjeld, s. 96+98, Ibsen53, s. 70, Koht (bind I), s. 18+21, Østvedt2, s. 9, Østvedt3, s. 9-10, Østvedt4, s. 65-66. Haave, s. 87 hvor det for øvrig argumenteres ut fra aldersforskjell mot vennskapet med Lunds barn (note 338+339) +92 (note 363 som argumenterer mot at HI skal ha gått på skolen ved Fossum verk) +94+107+119+133.
Barndomsminner
I 1881 (se bla 17.01.1881) skrev HI et egenhendig manuskript (NBO Ms.8º 785) om minner fra Skien:
«Dengang da gaderne i min fødeby Skien for en del år siden fik navne - eller kanske de bare blev omdøbte - nød jeg den ære at få en gade opkaldt efter mig. Således har ialfald aviserne berettet, og jeg har hørt det samme af troværdige rejsende. Efter deres forklaring skulde denne gade strække sig fra torvet ned imod havnen eller 'Muddringen'.
Men hvis dette opgivende er rigtigt, så skønner jeg ikke af hvilken grund gaden kom til at bære mit navn; thi jeg er ikke født i den gade og har aldrig boet der.
Jeg er derimod født i en gård ved torvet, Stockmanns gård, som den dengang kaldtes. Denne gård lå lige imod kirkens forside med den høje trappe og det ansélige tårn. Til højre for kirken stod byens gabestok og til venstre lå rådstuen med arrestrum og 'dårekisten'. Den fjerde side af torvet indtoges af latinskolen og borgerskolen. Kirken lå frit i midten.
Dette prospekt var således den første vue over verden, som fremstillede sig for mine øjne. Altsammen arkitektur; intet grønt; intet landligt frilands‐landskab. Men over dette firkantede rum af sten og træ fyldtes luften, så lang dagen var, af dæmpet drønnende sus fra Langefos og fra Klosterfossen og fra de mange andre faldende vande, og gennem fosseduren skar fra morgen til kveld noget, der ligned hvasse, snart hvinende, snart stønnende kvindeskrig. Det var de hundrede sagblade, som arbejdede ude ved fossene. Når jeg siden læste om guillotinen, måtte jeg altid tænke på disse sagblade. Kirken var naturligvis byens staseligste bygværk. Dengang Skien en julaften i slutningen af forrige århundrede ved uforsigtighed af en tjenestepige blev stukken i brand, så brændte den daværende gamle kirke også. Tjenestepigen blev, som rimeligt kunde være, henrettet. Men byen, som genopbyggedes med lige og brede gader i de bakkedrag og dalsænkninger, hvori den ligger, fik ved den anledning en ny kirke, om hvilken beboerne med en viss stolthed påstod at den var af gul hollandsk klinker, at den var opført af en københavnsk bygmester, samt at den akkurat ligned kirken på Kongsberg. Disse fortrin forstod jeg ikke dengang tilbørligt at skatte; men hvad der magtfuldt bed sig fast i min opmærksomhed det var en hvid, diger, sværlemmet engel, som til hverdags svæved højt oppe under hvælvingen med en skål i hænderne, men som om søndagen daled sagtelig ned iblandt os når der skulde døbes børn.
Næsten mere end den hvide engel inde i kirken beskæftiged mig dog den sorte puddelhund, som holdt til øverst oppe i tårnet, hvor vægteren råbte om natten. Den havde glorøde øjne; men den kom ikke ofte tilsyne; ja egentlig viste den sig, så vidt jeg ved, bare en eneste gang. Det var en nytårsnat, just som vægteren råbte et ud af gluggen på tårnets fremside. Da kom den sorte puddelhund op af tårntrappen bag ham, stod stille, bare så på ham med de gloende øjne, slet ikke andet, men på hodet stupte vægteren udigennem tårngluggen lige ned på torvet, hvor de så ham ligge død, alle de andægtige, som nytårsmorgen tidligt gik til froprædiken.
Siden den nat råbte vægteren aldrig et gennem den tårnglug i Skiens kirke.
Denne tildragelse med vægteren og puddelhunden foregik nu forresten længe før min tid, og jeg har senere hørt fortælle at lignende begivenheder i gamle dage skal have tildraget sig i adskillige andre norske kirker. Men denne samme tårnglug havde for mig, dengang jeg var barn, noget særlig mærkværdigt derved at det var oppe i den jeg modtog det første bevidste og blivende indtryk. Min barnepige bar mig nemlig en dag op i tårnet og lod mig få sidde ude i den åbne glug, fastholdt bagfra, naturligvis, af hendes trofaste arme. Jeg mindes tydeligt hvorledes det slog mig at jeg kunde se folk ned på hattepullene; jeg så ned i vore egne stuer, så vindueskarmene, så gardinerne, så min moder stå dernede i et af vinduerne; ja, jeg kunde se over hustaget og ned i gårdsrummet, hvor vor brune hest stod bunden ved stalddøren og visped med halen. På staldvæggen husker jeg der hang et blankt blikspand. Men så blev der rend og stimmel og vinken op dernede i vor gadedør og pigen trev mig ilsomt væk og skyndte sig ned med mig. Resten mindes jeg ikke; men siden fortalte de ofte at min moder havde fåt øje på mig oppe i tårngluggen, at hun havde skreget, at hun var besvimet, som man dengang brugte, og at hun siden, da hun fik mig igen, havde grædt og havde kysset og klappet mig. Som gut gik jeg sidenefter aldrig over torvet uden at jeg så op til tårngluggen. Jeg syntes at den glug ligesom særligt vedkom mig og kirkepuddelen.
Bare et eneste minde til har jeg beholdt fra disse mine første år. Til vuggegave havde jeg blandt andre ting fåt en stor sølvpenge med et mandshoved på. Manden havde en høj pande, en stor kroget næse og en fremstående underlæbe; derhos var han barhalset, hvilket jeg fandt besynderligt. Barnepigen belærte mig om at manden på pengen var 'kong Fredrik rex' og engang tog jeg mig til at trille med den på gulvet med det ulykkelige udfald at pengen trilled ned i en sprække. Jeg tror, mine forældre så et ondt varsel heri, siden det var en vuggegave. Gulvet blev brudt op og der blev søgt og gravet både vel og længe, men kong Fredrik rex kom aldrig for dagens lys mere. Det var ikke frit for at jeg længe bagefter holdt mig for en slem forbryder og når jeg så byens politibetjent, Peter Tysker, komme ud fra rådstuen og stile over imod vor gadedør, så løb jeg alt hvad jeg kunde ind i barnekammeret og gemte mig under sengen.
I gården nede på torvet blev vi forresten ikke længe boende. Min far købte et større hus, hvor vi flytted ind da jeg vel kunde være så omtrent fire år gammel. Dette mit nye hjem var en hjørnegård, som lå lidt højere oppe i byen, lige ved foden af «Hundevadbakken», således kaldet efter en gammel tysktalende doktor, hvis staselige frue kørte i «glaskaret», der om vinteren blev omgjort til slædevogn. I dette hus var mange og store stuer både nedenunder og ovenpå og her blev ført et meget selskabeligt liv. Men vi gutter færdedes ikke meget inden døre. Torvet, hvor jo de to største skoler lå, var den naturlige samlingsplads og slagmark for byens ungdom. I latinskolen herskede dengang den gamle fornemme og højst elskværdige rektor Ørn; første mand i borgerskolen var nok pedellen, Iver Fladsrud, også en staselig gubbe, der tillige forrettede som byens hårskærer og barbér. Mellem gutterne i disse to skoler blev der ført mangen hidsig kamp nede omkring kirken; men da jeg ikke hørte til nogen af disse skoler, var jeg for det meste kun tilstede som iagttager. Forresten var jeg i min barndom overhovedet slet ikke stridslysten. For mig lå der en langt større tiltrækningskraft i den før omtalte gabestok og i rådstuen med alle dens formodede skumle gådefuldheder. Gabestokken var en rød brun stolpe på omtrent mandshøjde; oventil havde den en stor rund knap, der oprindelig havde været sortmalet; nu så denne knap ud som et velvilligt indbydende menneskeansigt, lidt på skakke. Foran på stolpen hang en jernlænke og i denne en åben bøjle, der for mig tog sig ud som to små åbne arme, som med den allerstørste fornøjelse var rede til at klamre sig om min hals. Den havde forøvrigt ikke været brugt på mange år; men jeg husker godt at den alligevel blev stående al den tid jeg var i Skien. Om den står der endnu ved jeg ikke.
Og så var det rådstuen. Den havde ligesom kirken en høj trappe. Nedenunder var arrestkældere med tilgittrede vinduer ud imod torvet. Indenfor de gittere har jeg set mange blege og skumle ansigter. Et rum længst nede i rådstukælderen blev kaldt «dårekisten» og skal virkelig, så utroligt det nu forekommer mig, i sin tid være bleven brugt til at indespærre vanvittige. Dette rum havde et vindusgitter som de andre; men indenfor gitteret var hele den lille vindusåbning udfyldt af en massiv jernplade, der var gennemboret af små runde huller, så den så ud som et dørslag. Denne hule sagdes forøvrigt også at have tjent til opholdssted for en dengang meget omtalt forbryder ved navn Brendeis, som var bleven brændemærket; og ligeledes tror jeg den var bleven beboet af en udbrudt og igen fakket livsslave, der blev kagstrøgen oppe på Li‐torvet. Om denne sidste fortalte øjenvidner at da han førtes til exekutionsstedet, havde han danset, men da han skulde tilbage i arresten igen, måtte han drages på en kærre.
Skien var i mine barneår en overmåde livsglad og selskabelig by, ganske modsat af hvad den senere skulde blive. Mange højt dannede, velstående og ansete familjer bode dengang dels i selve byen, dels på store gårde i omegnen. Et nærmere eller fjernere slægtskab forbandt de fleste af disse familjer indbyrdes, og baller, middagsselskaber og musikalske sammenkomster afløste hverandre både vinter og sommer i tæt rækkefølge. Mange rejsende kom der også til byen og da der ingen egentlige hoteller fandtes dengang, så tog man ind til venner og slægtninge. Vi havde næsten altid fremmede på besøg i vor store rummelige gård og i jule‐ og markedstiden især var huset fuldt og åbent bord fra morgen til aften. Skiens marked holdtes i Februar måned og det var en særlig lyksalig tid for os gutter; allerede et halvt år i forvejen begyndte vi at samle på skillinger for at kunne få se taskenspillerne og linedanserne og «hesteberiderne», og for at kunne købe honningkager nede i markedsboderne. Om dette marked havde nogen videre betydning for forretningslivet, ved jeg ikke; for mig står det nærmest som en stor folkefest, der vared omtrent en hel uge tilende.
Syttende Mai blev der i de år ikke gjort synderlig stas af i Skien. Nogle unge mennesker skød med nøglebøsser ude på Blegebakken eller brændte «troldkærringer» af; det var omtrent det hele. Jeg tror nok at denne tilbageholdenhed i vor ellers så livsglade by nærmest iagttoges af hensyn til en viss meget højtbetroet mand, som havde sit herresæde i byens omegn og hvem man af forskellige grunde ikke gerne vilde støde for hodet.
Men desto lystigere gik det til Sankthansaften. Den blev ikke fejret af alle i fællesskab, men gutterne og byens voksne ungdom slog sig sammen i fem, seks eller flere forskellige samlag, som hvert arbejdede for sig for at skaffe materialier til sit eget bål. Allerede fra pintsetid begyndte vi i flok og følge at gå omkring på skibsværfterne eller i kramboderne for at «tigge» tomme tjæretønder. En ejendommelig skik havde holdt sig fra umindelige tider. Hvad vi ikke godvilligt fik blev stjålet uden at hverken ejerman den eller politiet nogensinde tænkte på at påtale den slags forgribelse. Et samlag kunde således efterhånden forskaffe sig en hel stabel af tomme tjæretønder. Den samme hævdvundne rettighed havde vi lige over for gamle pramme. Kunde vi overkomme sådanne optrukne på land, kunde det lykkes os at slæbe en eller anden bort i al stilhed og holde byttet vel gemt, så var vor ejendomsret derved erhvervet, eller blev i allefald ikke bestridt af nogen. Prammen blev da, dagen før Sankthansaften, båret i triumf gennem gaderne til brandstedet. Oppe i prammen sad en spillemand. Jeg har flere gange været vidne til og selv en gang deltaget i et sligt optog.» Om valg av gatenavn, se 07.10.1872. Rektoren i latinskolen var Knut Ramshart Ørn (1778-1843, norsk rektor), «pedellen» (vaktmester) Iver Fladsrud (eg. Iver Fladserud, 1791-1880). Skiens marked ble gjenopptatt i 1835 «efter 51 aars hvile». HI fortalte også Henrik Jæger (se 13.12.1881) om sin barndom da de møttes i Fredrikshavn 02.09.1887: «Lige ved Ibsens fædrehus laa kirken, latinskolen og borgerskolen, arresten i raadhuset, hvori der ogsaa var galehus (Fogdens byggeplaner i 'Brand'), og der stod ogsaa gabestokken endnu og paraderede. Hele det officielle maskineri havde Ibsen saaledes stadig for øje. Kirken var gjenstand for hans barnlige beundring; man sagde, at den var bygget i samme stil som Kongsberg kirke, og han forestillede sig derfor denne som noget af det prægtigste af kirkebygningskunst; det var, som om man havde fortalt, at den var bygget i samme stil som Peterskirken.» HIS, Schneider, s. 255, Edvardsen, s. 21 (note 4), Østvedt4, s. 109, Halvorsen, s. 2, Faaland, s. 184-185.
1837
Flg utgave fra dette år fantes i HIs private bibliotek/boksamling: Jacob Peter Mynster (1775-1854, dansk biskop og teolog): «Betragtninger over de christelige Troslærdomme .. I + II». Med dedikasjon til jomfru Marie Daae fra prost Thoresen. Boken i biblioteket er oppskåret fra forlaget. Ibsen85-86, s. 71.
1840
1840
Går på tegneskole (mellom 1840-1841). Skiens tegneskole (stiftet av bla Hother Erich Werner Bøttger, 1801-1857, norsk snekker, arkitekt og politiker, og snekkermester Ole Nilsen, ukjent leveår) eller boktrykker Peter Fredrik Feilbergs (1800-1863, norsk tegner og litograf, også medstifter av Skiens tegneskole) private tegneskole (se også 1842). Idrett fra barne- og ungdomsår: Svømming. Hobbyer/aktiviteter fra barne-år: Dukker og dukketeater, trylling, tegning, kjelkeaking. Folk gikk lange veier for å se HIs dukketeater. Det kostet en halv skilling å overvære forestillingen. En vårdag da det var tillyst stor forestilling på Venstøp, fikk det hele et uventet forløp. Ole Paulsen (1827-?) fra Gulset og Peder Christian Lund Pedersen fra Limi gård (1828-1899, norsk lensmann) kuttet snorene over. Da ble HI ordentlig sint. Han for på Ole, enda denne var meget større. Peder måtte frem og hjelpe sin venn Ole, for selv om HI var liten av vekst, var han seig. Det unge publikum skrek høyt, og levenet var skrekkelig. Da hørtes en stemme som overdøyvde det hele: «Hva er dette for spetakkel?» Det var Knud Ibsen (se 20.03.1828). Da han fikk se de kjempende, oppfattet han med én gang situasjonen, for han sa: «Kan dere ikke la Henrik og dukkene hans i fred!». Det var Ole Paulsens søster, Benedicte Regine Paulsen (1835-?) som senere fortalte om episoden. Som gutt førte HI også opp en dukketeater-forestilling han selv hadde skrevet teksten til. Stykket hadde tittelen «Ferdinand og Isabella», og handlet om det berømte spanske kongepar fra 1400-tallet. Også HIs mor, Marichen Ibsen (se 20.03.1828) yndet å leke med dukker selv i fremskreden alder.
Om aking skriver Haave: «Kjelkeaking ser ut til å være en av svært få sosiale uteleker som det rapporteres om fra Henrik Ibsens barndom. Kilden som forteller om akingen, påpeker nettopp dette. Karoline var datter av lensmann Pedersen i Gjerpen. Hun har fortalt at Henrik sjelden var sammen med andre jevnaldrende i lek, men ble det snakk om å ake, hendte det at han stilte opp. Særlig hvis han kunne ha med seg småpikene på kjelken.» Lensmannen var Peder Pedersen Limi (1782-1874), datteren sannsynligvis Caroline Mathilde Pedersen (1829-1907), søster av ovenfor nevnte Peder Christian Lund Pedersen. Videre skriver Haave: «En av de foreldreløse sønnene etter Niels Jørgen Hirschholm hadde en vinterdag trukket Henrik hjem på kjelken. Underveis kom de to i prat, det lille barnet og den noe eldre gutten. Unge Hirschholm tok farvel og ruslet hjem til Nordre Brekke, et stykke oppover i akebakken. Vel inne i varmen skal han ha sagt til søsteren: ˈDet er mye til hue på den vesle Henrik Ibsen, du.ˈ Søsteren svarte at deres egen bror, som også het Henrik, hadde vel omtrent et like godt hode. ˈJa, det er slikt et skolehue, det. Men han Henrik Ibsen, det er noget annet, det. Nei, det er mye til hue på han, du.ˈ» Niels Jørgen Hirschholm (1782-1829, norsk skipskaptein, fra 1814 frem til sin død, evt i 1817, eier av Venstøp Gård, og også av boken «History of London», se 1835). Hirscholms sønn kan ha vært Henrik Bjørn Poulsen Hirschholm (1825-?), den omtalte broren var Henrik Jørgen Hirschholm (1826-?), og søsteren var Gerhardine Augusta Hirschholm (1816-1906, gift Jynge). Et av Peder Pedersens barndomsminner (se også 15.08.1904) fra oppveksten med HI omhandler en episode på Venstøp, også her gjengitt fra Haave. Både Pedersen, August og Christian Gotfried Gasmann (se sommer/høst 1835) bodde ikke så fryktelig langt unna Venstøp, så ofte gikk de i følge med Henrik og Johan (se 20.03.1828) på vei hjem fra byen: «På Venstøp hadde de en mannevond vær som sto tjoret like i nærheten av husene. En dag foreslo Johan at de kunne slippe løs den sinte bukken og se hva som skjedde. Gasmann-guttene og Pedersen skred modig til verket og løp alt de kunne. Men væren var ikke interessert i dem. I stedet fòr den rett på Henrik, som ganske sikkert hadde planer om å være tilskuer til denne begivenheten også, på en avstand som hadde virket betryggende. Den planen gikk ettertrykkelig i vasken. Med bukken i hælene løp Henrik alt han kunne mot vannkaret som sto ute på gårdsplassen. Heldigvis var det tomt, og Henrik hoppet oppi. Omtrent samtidig smalt bukkens horn i karets vegg så det klang over hele gården. ˈDunk fulgte paa Dunk i Karetˈ, og etter en tid kom tjenestegutten løpende til, ˈbukken maatte retiere og Ibsen slapp ud af Klemmenˈ.»
Ellers skaffet HI seg lommepenger ved å lage små hendige papparbeider som han fikk solgt gennom Maren Mela (sannsynligvis Maren Gurine Kittilsdatter, 1817-?), hagekonen på Mela hovedgård. Hun omsatte HIs papphus og lignende ting når hun satt på torget med bær. HI var også ved flere anledninger i Limiesalen (Skien) og så teater. Barndomskameratene var temmelig samstemmige i å karakterisere HI som lite sympatisk. De uttalelser som foreligger om ham, gir bildet av en hovmodig, selvbevisst, egen og innesluttet gutt, som sjelden nedlot seg til å leke med andre barn. Men: «I tolv-års alderen fekk han dessutan eit visst omgjenge med unge jenter frå same krinsen. Dei kom på ball hos kvarandre. Det var ball i jula hos familjene der i kring, både på Århus og på Limi og hos Ibsens på nordre Venstøp likså vel som hos kjøpmann Cudrio på søndre Venstøp. Og Henrik var slett ikkje den ringaste ballkavaleren. Tvert imot - jentene likte godt å danse med han. Han var reint bråvakker, og dei tykte gildt i at han var så finsleg klædd. Nokon kløppar til å danse var han no ikkje, og når han hadde fått seg ei dame å danse med, dansa han helst heile kvelden berre med henne, - han våga ikkje gje seg i kast med fleire. Han kjente seg utrygg mellom jentene. Men for dem som sto det - i det minste da dei vart eldre - som at det var ei ære å bli bedd opp av han.» HIS («Catilina» under «Bakgrunn»), Mosfjeld, s. 28 (note 53) +48 (note 26) +55 (note 44) +94+102+106-107, Ferguson, s. 19+22, Jæger, s. 21, Schneider, s. 217, Koht (bind I), s. 21-22, Mohr, s. 10-11, Haave, s. 65-67+67 (note 251+252) +102 (note 410) +105+107 (note 431+432) +116-117 (note 471) +120, Internett (diverse slektstavler).
1841
Skriver norskstilen «En drøm» (muligens 1842). HI leste den høyt i klassen, senere nedskrevet etter hukommelsen av klassekamerat Boye Ording (1829-1906, prest), se også 22.05.1878. Stilen skildrer hvordan en engel kom til ham og bød ham bli med - «et syn vil jeg lade dig se, menneskelivet i dets virkelighed og sannhed.» Engelen førte ham ned i dødsriket - «her ser du, alt er forfængelighed.» Det blåser opp en kraftig storm, de døde våkner og griper etter drømmeren, som våkner opp fra drømmen med et redselsskrik. Om stilen forklarte HI selv: «Denne norske Stil bragte mig i nogen Tid paa spændt Fod med min fortræffelige Lærer Stockfleth. S. havde nemlig sat sig i Hodet, at jeg havde taget Stilen fra en eller anden Bog, og udtalte dette i Klassen. Hans fejlagtige Formodning tilbageviste jeg da paa en mer energisk Maade, end han syntes om.» Om Stockfleth, se vår 1841. HI tegner «Astronomen» (muligens 1842) og «En Gjetergut, siddende paa en Bergknabbe» (om sistnevnte se også 1845). Kallenavnet «Astronomen» henspeilte på en klassekamerat av HI, en gutt som hadde gloende, ildrødt hår og «en Klædedragt af brunrødt Stof, hvis øverste Del var en liden Spidskjole, som ikke lidet bidrog til at forøge Personens, Figurens temmelige komiske Virkning.» Han satt ofte oppe i et tre eller på et plankegjerde med sin lille kikkert og betraktet månen og stjernene, for så å belære sine venner om de iakttakelser han hadde gjort av himmellegemene. Så godmodig «Astronomen» var, kom han likevel opp i en uoverensstemmelse med HI, og fikk med seg en kamerat til å øve seg i smedediktets kunst (fortalt av Boye Ording): «Ibsen bed det i sig med en tilsynelatende Ro, og hine Skriblere indbildte sig nok allerede at have grundigt tugtet sin Motstander. Men saa hændte det en Morgen; vi havde just taget Plads paa Bænkene, men Undervisningen var endnu ikke begyndt. Ligeoverfor Ibsen sad 'Astronomen' i sin vanlige Rødhed noksaa tilfreds. Men med et fik hans lysende Ansigt en endnu stærkere Farve, og han begyndte at gjøre utvetydige Tegn til at komme over Bordet for at benytte de saakaldte Argumenta ad hominem, Aarsagen til hans stærke Oprør viste sig at være et Stykke Papir, som Ibsen paa sin Side holdt op imod ham og syntes at virke paa samme Maade som en rød Klud paa somme Dyr. Ikke underligt; paa Papiret stod Stjernekrigeren livagtig afbildet i alt sit røde Tilbehør med Kikkerten for øjet, bespejdende den lyse Halvmaane, og nedenunder var skrevet hans videnskabelige Sats: 'Tror ikke, den er beboet!'» HIS, Ibsen.nb.no, Mosfjeld, s. 99, Ferguson, s. 22, Edvardsen, s. 28+30 (note 10), Koht (bind I), s. 26-27, HISB16s13, Østvedt3, s. 15-16, Østvedt4, s. 72-73+75-76, Haave, s. 122 (note 500) +123. Halvorsen, s. 4-5.
Vår. Begynner på Johan Hansen (1811-1865, norsk adjunkt og teolog) & William Fredrik Stockfleths (1809-1897, norsk klokker og teolog) private borgerskole i Scheele-gården, som lå i Telemarksgaten i bakken opp til Snipetorp. Hansen og Stockfleth averterte at deres skole begynte «den 15de marts i mad. Petronelle Hansens hus, guttene kl. 9 og pikene kl. 3». Stockfleth beskrev senere at HI var «en stille gutt med et par sjeldne øyne og et ikke alminnelig anlegg for tegning - men ellers uten særlig utpreget vesen og tilbøyelighet.» HI lærer bla tysk og latin (sistnevnte ikke blant fagene, men HI fikk særskilt undervisning av Hansen, som HI senere til Halvorsen uttalte hadde «et blødt elskeligt Barnegemyt. Jeg mindes ham med stor Hengivenhed»). Ved siden av norsk og religion var historie og tegning de fag som interesserte HI mest. Hansens medlærer, Gunder Austad (ukjent leveår), underviste i norsk (mens HI omtalte selv Stockfleth som «sin kjære lærer i norsk»), regning og skrivning. En venninne fra Gjerpen beskrev bla flg om HIs interesse for tegning (og skuespill): «Han morede sig meget ved Tegning. Sit Farveskrin benyttet han meget, og han kunde tegne de eleganteste Damer og Herrer i stort Toilet. Disse bleve udklippede og klæbede til et lidet Træstykke, oppstillede i Grupper som vare de i de livligste Samtaler. Henrik Ibsen var den gang i tolv- trettenaars Alder.
Det var mange Ting forresten; han arbeidede meget ihærdig paa at faa frem. Alt gik i Retning af Skuespil, men de assisterendes Kræfter vare for ringe, saa det tilfredsstillede ham ikke helt.
Henrik Ibsen var tænksom for sin Alder, trofast mod sine Venner og delte med Glæde hvad han havde; en stærk Natur der kunde døie adskillig Ondt, der var aldrig nog[le] Klagemaal over noget der ikke ander[ledes] kunde være. Men han var stille, taus og alvorlig og kanske ikke saa let for alle at komme nær.» Meyer, s. 18, Mosfjeld, s. 98-99+108, Ferguson, s. 22, Schneider, s. 235+248-249+295, Edvardsen, s. 25 (note 5), Koht (bind I), s. 24, Ibsen54, s. 60, Østvedt3, s. 10-13, Østvedt4, s. 67+69-70, Haave, s. 118-119, Faaland, s. 39, Halvorsen, s. 3.
Vår. Begynner på Johan Hansen (1811-1865, norsk adjunkt og teolog) & William Fredrik Stockfleths (1809-1897, norsk klokker og teolog) private borgerskole i Scheele-gården, som lå i Telemarksgaten i bakken opp til Snipetorp. Hansen og Stockfleth averterte at deres skole begynte «den 15de marts i mad. Petronelle Hansens hus, guttene kl. 9 og pikene kl. 3». Stockfleth beskrev senere at HI var «en stille gutt med et par sjeldne øyne og et ikke alminnelig anlegg for tegning - men ellers uten særlig utpreget vesen og tilbøyelighet.» HI lærer bla tysk og latin (sistnevnte ikke blant fagene, men HI fikk særskilt undervisning av Hansen, som HI senere til Halvorsen uttalte hadde «et blødt elskeligt Barnegemyt. Jeg mindes ham med stor Hengivenhed»). Ved siden av norsk og religion var historie og tegning de fag som interesserte HI mest. Hansens medlærer, Gunder Austad (ukjent leveår), underviste i norsk (mens HI omtalte selv Stockfleth som «sin kjære lærer i norsk»), regning og skrivning. En venninne fra Gjerpen beskrev bla flg om HIs interesse for tegning (og skuespill): «Han morede sig meget ved Tegning. Sit Farveskrin benyttet han meget, og han kunde tegne de eleganteste Damer og Herrer i stort Toilet. Disse bleve udklippede og klæbede til et lidet Træstykke, oppstillede i Grupper som vare de i de livligste Samtaler. Henrik Ibsen var den gang i tolv- trettenaars Alder.
Det var mange Ting forresten; han arbeidede meget ihærdig paa at faa frem. Alt gik i Retning af Skuespil, men de assisterendes Kræfter vare for ringe, saa det tilfredsstillede ham ikke helt.
Henrik Ibsen var tænksom for sin Alder, trofast mod sine Venner og delte med Glæde hvad han havde; en stærk Natur der kunde døie adskillig Ondt, der var aldrig nog[le] Klagemaal over noget der ikke ander[ledes] kunde være. Men han var stille, taus og alvorlig og kanske ikke saa let for alle at komme nær.» Meyer, s. 18, Mosfjeld, s. 98-99+108, Ferguson, s. 22, Schneider, s. 235+248-249+295, Edvardsen, s. 25 (note 5), Koht (bind I), s. 24, Ibsen54, s. 60, Østvedt3, s. 10-13, Østvedt4, s. 67+69-70, Haave, s. 118-119, Faaland, s. 39, Halvorsen, s. 3.
1842
Iht Østvedt skifter HI skole til Skien borgerskole, og blir der frem til Grimstad-avreise (se bla 16.11.1843). Bestyrer var Tønnes Taraldsen (1786-?, norsk teolog og pedagog), og lærer Fredrik Georg Wibe (1787-1845) fungerte som «hører». Haave stiller spørsmål om HI muligens «fullførte hele det toårige skoleløpet ved Hansen og Stockfledts privatskole, eller om han tok det siste året på borgerskolen i byen.» Han får også privatundervisning (1842 eller 1843) i landskapsmaling av telemarkskunstneren Mikkel Mandt (1822-1882, norsk maler). I brev referert 18.06.1889 skrev HI: «Jeg besøgte som gut i et års tid tegneskolen i Skien og lærte der lidt blyantstegning. Samtidig eller lidt senere fik jeg nogen vejledning i oljemaling af en ung landskabsmaler Mandt fra Telemarken, som undertiden opholdt sig i Skien.» Se også 1840. Hobby fra ungdomsår: Fisking, dansing. HI skal bla ofte ha fisket i Børsesjø sammen med sin halvfetter Johan Altenborg Paus (1834-1894, norsk artillerioffiser og krigskommissær), og skal ha lært seg å svømme i Hoppestadelven. Østvedt skriver: «Han drog på fotturer opp på det omkring 500 meter høye Skrehellefjellet i øst og den 400 meter høye Ulvskollen mot vest, på fisketurer til Børsesjø nede i Gjerpensdalen, og i skoleferiene kunne han dra helt opp til de villere traktene omkring de store innsjøene Fjellvannet og Øktern, hvor hans far stundom var på ulvejakt sammen med sin venn apotekeren, Henrik Adolph Mülertz.» Henrich Adolph Mülertz (1782-1838) var gift med Helene Elisabeth Mülertz (1787-1856), og man tror at det var henne som fikk HI anbrakt i apotekerlære i Grimstad. Mülertz var forøvrig eier av Venstøp fra 1831-1838 (se også 1835). Iht Haave var det Iver Halvardus Halvorsen (1814-1889, norsk kjøpmann og grosserer) «som hørte om stillingen ved apoteket i Grimstad da han besøkte byen i mai 1843». Wikipedia, Meyer, s. 19, Mosfjeld, s. 94-95+96+102, Koht (bind I), s. 19, Mohr, s. 10-11, Østvedt2, s. 9, Østvedt3, s. 11-12+18-19, Østvedt4, s. 48-49+67-68+76+95, Haave, s. 89 (note 345+346) +120+124 (note 508) +127 (note 521), Roksund, s. 128.
Maler akvarell av Store Follestad (landsted for HI's grandonkel Nicolay Plesner, 1774 eller 1776-1842, norsk kemner og grosserer). Bildet har (iht Mohr) «på baksiden følgende påskrift: 'Follestad Gård ved Skeen, bygget 1812 af Kjøbmand Nicolay Plesner'». Se også 22.10.1896. Maler oljemaleriet «Romantisk vinterlandskap» og oljemaleriet «Dalen i Telemark med Bandaksvatn» (begge muligens 1843), begge nå Telemarks museum. Østvedt skriver: «En sommer tok Mandt ham med til sitt hjemsted i Dalen, hvis høye fjellsider med Bandaksvatnet i bunnen Ibsen har gjengitt i et dyktig komponert bilde. Ferden oppover fra Skien fulgte vassdraget nordvestover, til Lunde og den berømte Vrangfossen, som August Cappelen skulle gjengi et tiår senere i sitt maktfulle bilde 'Fos i Nedre Telemark', og så gikk turen videre med båtskyss på de langstrakte vannene opp til Dalen. For den unge Henrik Ibsen ble dette innvielsen i den ville og voldsomme fjellnaturen han senere så ofte brakte inn i sin diktning. Hengebratte, stundom helt blankslitte fjellsider styrtet lukt i vannene, mørke skoger stod omkring, og bare ved fjellfoten, på de små, gressvokste flatene i de trange daljuvene, bodde det mennesker.» Om Mikkel Mandt, se innledningsvis 1842, Herman August Cappelen, 1827-1852, norsk maler, oldebarn av Knud Plesner (se 10.06.1828), og tremenning av HI. Eitrem, s 132, Meyer, s. 19, Ibsen.nb.no, Mosfjeld, s. 102, Schneider, s. 232, Edvardsen, s. 28, Mohr, s. 16+18, Østvedt2, s. 17, Østvedt8, s. 17, Haave, s. 120.
Store Follestad
#Ibsen
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar