1850
Skriver diktene «Til Norges Skjalde» (først publisert 15.01.1892), «Blandt Ruiner» (ikke trykt i HIs levetid), «Ungdomsdrømme» (ikke trykt i HIs levetid) og manuskriptet «Blandede digtninger fra Aarene 1848, 1849 og 1850» som også inneholder diktet «Resignation» fra 1847. Manuskriptet ikke utgitt i HIs levetid. Inneholder følgende 26 dikt: «Resignation», «Ved Havet», «Tvivl og Haab», «Kjæmpeégen» (ikke trykt i HIs levetid), «Erindringskilden», «Dødningeballet» (se også 1847), «Afskedens Minde» (ikke trykt i HIs levetid), «Høstaftenen», «Sjælens Solglimt» (ikke trykt i HIs levetid, se også 1847), «Maaneskinsfart paa Havet», «Midnatsstemning» (ikke trykt i HIs levetid), «Til Stjernen», «Aftenvandring i Skoven», «I Høsten», «Vaarens Minde» (ikke trykt i HIs levetid, se også 1847), «Til Ungarn!», «Vaagner Skandinaver!», «Til Norges Skjalde», «Balminder» (ikke trykt i HIs levetid, se også sommer 1849, også referert til i brev av 05.01.1850), «Møllergutten» (ikke trykt i HIs levetid, se også 1847), «Det er forbi!» (ikke trykt i HIs levetid, se også 1847), «Ledigt Logis» (se også 1847), «Skjalden i Valhall», «I Natten», «Maaneskinsstemning» (sonette) og «Maaneskinsvandring efter et Bal» (se også vår 1888). Maler «Landskap med foss og sagbruk». HISOT («Kunst»). Oljemaleri på lerret. Kostymetegninger i blyant, kopiert etter «Fuldstændigt Billedgalleri over alle Nationer . . .» av J.R. Reiersen (muligens Johan Reinert Reiersen, 1810-1864, norsk redaktør, oversetter, skribent og foregangsmann for norsk utvandring til USA). Om «Requisit Bog», se 1857. Ibsen.nb.no, HIS, HISOT («Kunst»), NB («Hanske», Katalog over privatarkiv og musikkmanuskripter, digital versjon), Mosfjeld, s. 136, Ferguson, s. 34, Jæger, s. 49-53+57+58, Koht (bind I), s. 32+44+46+48+222, Ebbell, s. 107-113, Herleiv Dahl, s. 289-294, Høst, s. 32-33.
Landskap med foss
05.01 (lø) Mottar brev fra Ole Schulerud (se sommer 1847) om avvisningen av «Catilina». Se 24.12.1849. Skriver samme dag brev til Ole Schulerud om «Catilinas dødsdom» og om nye skuespill; «Normannerne» og «Olav Trygvason», samt novellen «Fangen paa Agershuus» (den siste i to kapitler om bondeopprøren Christian Jensen Lofthuus, 1750-1797, som var Else Sophie Birkedalens bestefar, se også 09.10.1846), sistnevnte muligens en etterlignelse av Maurits Hansens (se 1847) fortellerstil. Skriver også at Clara Ebbell (se sommer 1849) har forlovet seg med sin egen onkel Henning Junghans Bie (1813-1889, norsk seilskutekaptein, losoldermann og havnefogd), samt at Thomas Crawfurd (1779-1850, skotskfødt norsk kjøpmann og skipsreder) døde to dager før. Ebbells forlovelse ble hevet samme sommer (bare for å gifte seg med den samme mannen i 1855), og hun besøkte da HI i Christiania høsten 1850. HI lånte bøker hos T. Crawfurds søster og husholderske Georgiana (eg Georgine Meck Crawfurd, født 1797), en venninne av Ida Katrine Nielsen (se 21.02.1847). Mosfjeld, s. 144, Ferguson, s. 34+41-42, Koht (bind I), s. 32, BKS, s. 8, Ebbell, s. 82+113+128+130, HISB16s21-38, Faaland, s. 60-61.
20.01 (sø) Adam Oehlenschläger (se 1847) dør.
Slutten januar. Skriver diktet «Skjalden i Valhal» (til minne om Adam Oehlenschläger, se 1847). HIS.
10.02 (sø) Skriver brev til Ole Schulerud (c/o Madame Sæther, Pipervigen, Christiania) vedlagt diktet «Skjalden i Valhal».: «Nogle Ord i største Hast. - Indlagte Digt som jeg i vemodig Begeistring nedskrev ved Efterretningen om Oehlenschlägers Død beder jeg dig at lade indrykke i Chr:posten snarest muligt. I din Skrivelse til Due for en Maaned siden siger du at du tilskriver mig med næste Post, jeg er følgelig i min fulde Ret naar jeg forventer dit Brev med næste Post; jeg behøver vel ikke at forsikkre dig med hvilken Længsel det imødesees.
Lev vel
Din Ven
Henr. Ibsen.» Adam Oehlenschläger (se 1847) døde 20.01.1850. Se sommer 1847 om Schulerud.
16.02 (lø) Diktet «Skjalden i Valhal» (under tittel står det «Ved Efterretningen om Oehlenshclägers Død») publisert i Christiania-Posten (nr 554). BB. HIS, Koht (bind I), s. 56, Bergwitz, s. 21, Ebbell, s. 121, Herleiv Dahl, s. 292.
Vår. Ledsager Sophie Holst (1828-? gift Tofte, norsk handelsmannhustru) til ball. Det skal ha gått tregt til å begynne med. Men som Due skriver: «Vi søgte imidlertid at sætte Mod i Ibsen, og det lykkedes, ved hans Dames og andres velvillige Assistance at se Parret sætte afsted i en rask Gallop, vistnok i Begyndelsen med nogen Vanskelighed, men dog uden opsigtsvækkende Fatalia, og snart gik det noksaa feiende, saa at Situationen var reddet. Senere forsøgte han sig ogsaa i andre Danse med nok saa godt Resultat. -» Gunder Holst (1826-1912, kjøpmann og skipsreder, se også 1845) og fetteren Jacob Holst (1820-1912, kjøpmann og skipsreder), begge slektninger av Sophie, var venner av HI under hans Grimstad-opphold. HI skal (iht Bergwitz og Ebbell) også ha blitt kjent med Johan Theodor Gude Smith (1822-?, norsk politimester) under Grimstadoppholdet. På ballet traff HI også den nyforlovede Clara Ebbell (se sommer 1849 og sist 05.01.1850). HISB11s340, Koht (bind I), s. 39, Duve, s. 57, Bergwitz, s. 18+20-22, Ebbell, s. 86-87+101+120, Due, s. 44.
07.04 (sø) Diktet «Maaneskinsstemning» levert til Sophie Holst (se vår 1850). Ikke publisert i HIs levetid. HIS, Ibsen72, s. 35.
12.04 (fr) «Catilina : Drama i tre Acter» blir utgitt pr. «kommisjon» hos bokhandler Peter Fredrik Steensballe (1821-1895) i Christiania under psevdonymet BB. Opplag på 250 eksemplarer (45 solgt første år iht Koht, Beyer og FU, bind 1, I-II, 40 iht Ibsen.nb.no og BKS, 30 iht Jæger, og 32 iht Due). Jæger skriver: «En af de faa, som havde sans for bogen, var en høker; han fandt den særdeles skikket som indpakningspapir, og under Ibsens første ophold i Kristiania afkjøbte han ham og hans ven en hel del exemplarer en aftenstund, da deres maver var ligesaa tomme som deres portemonæer.» Gran skriver: «Sjælehistorisk er 'Catilina' et vigtig kapitel i Ibsens utvikling. Det var første gang hans uttryksdrift for alvor slap løs og brøt dæmningen, første gang han følte uimotstaaelige kræfter i sit indre; det var hans første anfald paa verden, hans første tiltak til at erobre menneskene, hans første skinnende haab og hans første bitre nederlag.» I forordet til 2. utgave (se mars 1875) skrev HI flg: «Dramaet
ˈCatilinaˈ, det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatterbanen, er skrevet i vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå op til student-examen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen, opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig, - alt dette greb mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i den retfærdige kamp mod «tyrannerne»; jeg skrev en lang række sonetter til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring om at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin hær, at rykke brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg nu for tiden, i modsætning til dengang, betvivler at mine vingede opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor manuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke, - hverken fra venner eller ikke-venner, - indbragte mig andet end det tvivlsomme udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivilligt morsomme, medens andre fandt det i højeste måde påfaldende at et ungt menneske i min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent det bedre af mig, og hvis venskab jeg igrunden satte pris på. Overhovedet, - medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og omstændigheder.
Således var stillingen da jeg under forberedelserne til examen gennemgik Sallusts «Catilina» samt Ciceros taler imod sidstnævnte. Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt. Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast, forinden tingene havde taget en sådan vending at der ikke længere var nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i modstandernes vold, end Catilinas.
Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg sågodtsom stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studie-timer stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig andet end natten at ty til. Jeg tror at dette er den ubevidste årsag til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.
En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig; men ganske uden medvidere kan en tyveårig digter ikke godt forblive, og jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed beskæftigede mig.
Vi tre knyttede store forventninger til ˈCatilinaˈ» da det var bleven færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet forfatternavn, at indleveres til theatret i Kristiania, og derhos skulde det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast, et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student, senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften. Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var ˈCatilinaˈ indleveret til theatret; at det snart vilde komme til opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvivl, såsom direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligesålidt kunde det betvivles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han, var kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle vanskeligheder at vise sig. Fra theaterdirektionen erholdt min ven stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag. Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som en udtalte de sig i samme retning som theaterdirektionen. Den højstbydende forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt forretningsmæssigt ved sagen - undtagen korrekturlæsning, hvilken han anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten. Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania. Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort iforvejen var ˈCatilinaˈ kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde vers og fandt forøvrigt bogen umoden. En mere anerkendende dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget af det lille oplag; min ven havde en del af exemplarerne i sit værge, og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første fornødenheder. -
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog jeg også ˈCatilinaˈ for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min senere digtning har drejet sig, - modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og komedie på engang, - kommer allerede her frem i tågede antydninger, og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæums-skrift at foranstalte en ny udgave, - et forsæt, hvortil min forlægger med sædvanlig redebonhed gav sin billigelse.
Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det allerførste rå udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydeligt, hvad der oprindelig havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen sågodtsom intetsteds afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning, således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed, da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.» Vennene var Ole Schulerud og Christopher Due (se sommer 1847 for begge).
20.01 (sø) Adam Oehlenschläger (se 1847) dør.
Slutten januar. Skriver diktet «Skjalden i Valhal» (til minne om Adam Oehlenschläger, se 1847). HIS.
10.02 (sø) Skriver brev til Ole Schulerud (c/o Madame Sæther, Pipervigen, Christiania) vedlagt diktet «Skjalden i Valhal».: «Nogle Ord i største Hast. - Indlagte Digt som jeg i vemodig Begeistring nedskrev ved Efterretningen om Oehlenschlägers Død beder jeg dig at lade indrykke i Chr:posten snarest muligt. I din Skrivelse til Due for en Maaned siden siger du at du tilskriver mig med næste Post, jeg er følgelig i min fulde Ret naar jeg forventer dit Brev med næste Post; jeg behøver vel ikke at forsikkre dig med hvilken Længsel det imødesees.
Lev vel
Din Ven
Henr. Ibsen.» Adam Oehlenschläger (se 1847) døde 20.01.1850. Se sommer 1847 om Schulerud.
16.02 (lø) Diktet «Skjalden i Valhal» (under tittel står det «Ved Efterretningen om Oehlenshclägers Død») publisert i Christiania-Posten (nr 554). BB. HIS, Koht (bind I), s. 56, Bergwitz, s. 21, Ebbell, s. 121, Herleiv Dahl, s. 292.
Vår. Ledsager Sophie Holst (1828-? gift Tofte, norsk handelsmannhustru) til ball. Det skal ha gått tregt til å begynne med. Men som Due skriver: «Vi søgte imidlertid at sætte Mod i Ibsen, og det lykkedes, ved hans Dames og andres velvillige Assistance at se Parret sætte afsted i en rask Gallop, vistnok i Begyndelsen med nogen Vanskelighed, men dog uden opsigtsvækkende Fatalia, og snart gik det noksaa feiende, saa at Situationen var reddet. Senere forsøgte han sig ogsaa i andre Danse med nok saa godt Resultat. -» Gunder Holst (1826-1912, kjøpmann og skipsreder, se også 1845) og fetteren Jacob Holst (1820-1912, kjøpmann og skipsreder), begge slektninger av Sophie, var venner av HI under hans Grimstad-opphold. HI skal (iht Bergwitz og Ebbell) også ha blitt kjent med Johan Theodor Gude Smith (1822-?, norsk politimester) under Grimstadoppholdet. På ballet traff HI også den nyforlovede Clara Ebbell (se sommer 1849 og sist 05.01.1850). HISB11s340, Koht (bind I), s. 39, Duve, s. 57, Bergwitz, s. 18+20-22, Ebbell, s. 86-87+101+120, Due, s. 44.
07.04 (sø) Diktet «Maaneskinsstemning» levert til Sophie Holst (se vår 1850). Ikke publisert i HIs levetid. HIS, Ibsen72, s. 35.
12.04 (fr) «Catilina : Drama i tre Acter» blir utgitt pr. «kommisjon» hos bokhandler Peter Fredrik Steensballe (1821-1895) i Christiania under psevdonymet BB. Opplag på 250 eksemplarer (45 solgt første år iht Koht, Beyer og FU, bind 1, I-II, 40 iht Ibsen.nb.no og BKS, 30 iht Jæger, og 32 iht Due). Jæger skriver: «En af de faa, som havde sans for bogen, var en høker; han fandt den særdeles skikket som indpakningspapir, og under Ibsens første ophold i Kristiania afkjøbte han ham og hans ven en hel del exemplarer en aftenstund, da deres maver var ligesaa tomme som deres portemonæer.» Gran skriver: «Sjælehistorisk er 'Catilina' et vigtig kapitel i Ibsens utvikling. Det var første gang hans uttryksdrift for alvor slap løs og brøt dæmningen, første gang han følte uimotstaaelige kræfter i sit indre; det var hans første anfald paa verden, hans første tiltak til at erobre menneskene, hans første skinnende haab og hans første bitre nederlag.» I forordet til 2. utgave (se mars 1875) skrev HI flg: «Dramaet
ˈCatilinaˈ, det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatterbanen, er skrevet i vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå op til student-examen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen, opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig, - alt dette greb mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i den retfærdige kamp mod «tyrannerne»; jeg skrev en lang række sonetter til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring om at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin hær, at rykke brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg nu for tiden, i modsætning til dengang, betvivler at mine vingede opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor manuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke, - hverken fra venner eller ikke-venner, - indbragte mig andet end det tvivlsomme udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivilligt morsomme, medens andre fandt det i højeste måde påfaldende at et ungt menneske i min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent det bedre af mig, og hvis venskab jeg igrunden satte pris på. Overhovedet, - medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og omstændigheder.
Således var stillingen da jeg under forberedelserne til examen gennemgik Sallusts «Catilina» samt Ciceros taler imod sidstnævnte. Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt. Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast, forinden tingene havde taget en sådan vending at der ikke længere var nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i modstandernes vold, end Catilinas.
Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg sågodtsom stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studie-timer stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig andet end natten at ty til. Jeg tror at dette er den ubevidste årsag til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.
En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig; men ganske uden medvidere kan en tyveårig digter ikke godt forblive, og jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed beskæftigede mig.
Vi tre knyttede store forventninger til ˈCatilinaˈ» da det var bleven færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet forfatternavn, at indleveres til theatret i Kristiania, og derhos skulde det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast, et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student, senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften. Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var ˈCatilinaˈ indleveret til theatret; at det snart vilde komme til opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvivl, såsom direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligesålidt kunde det betvivles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han, var kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle vanskeligheder at vise sig. Fra theaterdirektionen erholdt min ven stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag. Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som en udtalte de sig i samme retning som theaterdirektionen. Den højstbydende forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt forretningsmæssigt ved sagen - undtagen korrekturlæsning, hvilken han anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten. Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania. Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort iforvejen var ˈCatilinaˈ kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde vers og fandt forøvrigt bogen umoden. En mere anerkendende dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget af det lille oplag; min ven havde en del af exemplarerne i sit værge, og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første fornødenheder. -
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog jeg også ˈCatilinaˈ for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min senere digtning har drejet sig, - modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og komedie på engang, - kommer allerede her frem i tågede antydninger, og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæums-skrift at foranstalte en ny udgave, - et forsæt, hvortil min forlægger med sædvanlig redebonhed gav sin billigelse.
Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det allerførste rå udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydeligt, hvad der oprindelig havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen sågodtsom intetsteds afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning, således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed, da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.» Vennene var Ole Schulerud og Christopher Due (se sommer 1847 for begge).
HI kan ha hentet inspirasjon til stykket fra forfattere som Sallust (se 1847), Cicero (se 1847), Gaius Julius Cæsar (se høst 1848), Adam Oehlenschläger (se 1847), William Shakespeare (se 1847), Henrik Wergeland (se 1847), «Menschenhass und Reue» (1820) av August Friedrich Ferdinand von Kutzebue (1761-1819, tysk forfatter og dramatiker), «Fiesco» (1783), «Wilhelm Tell» (1804) og «Die Räuber» (1781) av Friedrich Schiller (se 1847), Maurits Hansen (se 1847), Søren Kierkegaard (se 1847), Frederik Paludan-Müller (se 23.03.1851), og Johan Ludvig Heibergs (se 21.04.1852) avhandling «Om den menneskelige Frihed» (1824). Ikke oppført før 03.12.1881, da basert på revidert utgave av mars 1875. Se også januar-mars 1849. Foretar iht HISOT («Diverse») en rettelse av forfatternavnet fra «Brynjolf Bjarme» til «Henrik Ibsen», samt en tilføyelse av forfatternavnet («Henr. Ibsen») i to forskjellige eksemplarer (på ukjente datoer i 1850). HI skal også (på ukjent dato) ha sendt et eksemplar av «Catilina» med dedikasjon til Anette Lund (se sommer/høst 1835). Skriver brev med diktet «Maaneskinsvandring efter et Bal» «Tilegnet Jomfru Cathrine Martini!» og sender kopi av selve diktet til Sophie Holst (samme dag, se også vår 1850). Under tittel er det senere tilføyd «Skrevet paa Opfordring av Sophie Holst og Cathrine Martini». Først publisert 1888. (Cathrine, trolig Katrine Pauline Martini, født 1826, ukjent dødsår). HI var også kjent med hennes bror Daniel Emil Martini (1828-? agronom). Daniel var en svær, saktmodig fyr som beveget seg tungt og snakket langsomt, men bråsint var han og morsom å erte. Både HI og Daniel beundret apoteker Jens Reimanns (se januar 1844) oppfinnsomme tjenestepike Marie Thomsen (se 09.10.1846), som selv var berømt for å gjøre spillopper. Christopher Due (se sommer 1847) uttrykte det slik: «Den fælles Gjenstand bar navnet Marie, og til Ære for hende gav Ibsens Medbeiler sin Hest det samme Navn. Med det skulde han nødig have gjort; thi Ibsen tegnede en hel Række Karikaturer af Personen og hans firbenede 'Marie' med forklarende Vers nedenundeer. Hesten saa paa dem alle næsten menneskelig ud; Mennesket havde derimod en fortvilet Lighed med en virkelig Hest. Karikaturene gjorde stormende Lykke, da de blev vist frem for Kameraterne paa 'Hybelen' Men Angjældende var ogsaa tilstede, og at han blev rasende, siger sig selv. Det var en stor sterk Prygl af en Fyr. Ibsen derimod var liden og spinkel; blant Kameraterne gik han under navnet 'den spæde', eller 'Spetus', som man latiniserede det om til. Nu skulde 'Spetus' have Prygl; men 'Spetus' havde ikke synderlig Lyst paa slig kontant Betaling for sit Arbeide; han retirerede behændig bag de Andre, og Enden paa det blev, at Angriberen fór lige mod et stort Speil, der hang paa Væggen, og knuste dette i Smaastykker.» HI skriver i Christopher Dues stambok (eg. gjestebok, av SIB og HISOT datert til 15.04.1850): «Dersom Venskab skal være afhængigt af stadigt Samvær, vilde det for os ophøre, men hvis det betinges af Symphatiens og Aandens Flugt inden samme Sfære, da kan vort Venskab aldrig dø. Din hengivne Ven Henrik Ibsen.». HI forlater Grimstad (med «Prinds Carl» på 1. klasse) og vender aldri tilbake. Dahl skriver at HI kom høyst sannsynlig ombord denne dagen «i leia utenfor Grimstad, hvor dampskipet måtte forventes å passere ca. kl. 19». Haave skriver: «Etter å ha ligget til kai i Arendal fra klokken ni om kvelden til fem neste morgen, tøffet ˈPrinds Carlˈvidere med ankomst til Brevik klokken tolv på formiddagen.» (mao 13.04.1850). Meyer hevder avgang 13.04.1850 klokken 1130 og ankomst Skien samme kveld (men tar sannsynligvis feil av avgang fra Grimstad og Brevik), Koht har anført: «Den 13. april tok den unge diktaren i veg på 'Prinds Carl', gikk av i Brevik og nådde same dagen fram til Skien». HIS, SNL, Ibsen.nb.no, Mosfjeld, s. 121-122+139+142+146+148, Jæger, s. 45+48, Ferguson, s. 38+43, HISB11s412, Meyer, s. 49, Ibsen53, s. 70, Edvardsen, s. 41 (note 13), Koht (bind I), s.41-42+49+50+57-58, Gran (bind I), s. 12-19+21-22, BKS, s. 7-13, Beyer, s. 10, Duve, s. 57-58, Dahl, s. 68, Ebbell, s. 88+122-123+126, Ibsen54, s. 63 (hvor ankomsttidspunkt Brevik er anført til «11½»), Østvedt3, s. 30, Haave, s. 149, Due, s. 47+48, Faaland, s. 42-66, Eckersberg, s. 18, Thuesen («Catilina»), s. 3-16, Ibsen72, s. 35.
13.04 (lø) «Catilina» anmeldt (første anmeldelse av Ibsen-skuespill) av Paul Botten-Hansen (1824-1869, redaktør, boksamler, arkivar) i Samfundsbladet (Studentersamfundets avis) i Christiania, «og vart opplesen om kvelden i Studentersamfunet». Se 12.04.1850 om avreise fra Grimstad, og ankomst Skien. HIS, Ibsen.nb.no, Ferguson, s. 48, Koht (bind I), s. 49+57+63, Faaland, s. 66.
15.04 (ma) Skriver iht SIB brev (innhold ikke kjent) til Grimstad apotek. Skriver iht HISOT sin signatur i skuff for flaskekorker i Grimstad apotek (muligens samme som av SIB referert som brev). Iht Duve (og Ebbell) er dateringen den dagen hans kontrakt løp ut, og ordlyden: «Henr. J. Ibsen 15-4-1850». Iht Thuesen averterer Morgenbladet (nr 105) om utgivelsen av «Catilina» av 12.04.1850. Se 12.04.1850 om hilsen i stambok, og midten april om ankomst Skien. SIB, HISOT, Duve, s. 57, Bergwitz, s. 17 (note 4), Ebbell, s. 122. Thuesen («Catilina»), s. 10-11.
Midten april (men se også 12.04.1850) frem til 27.04.1850. Tilbake i Skien (for siste gang som er dokumentert) på anmodning fra Hedvig (se 20.03.1828). HI blir kjent med Lammersbevegelsen. Skiens-presten Gustav Adolph Lammers (1802-1878), en av mange modeller for «Brand» (se 16.03.1866). Hedvig ble nær venn og støttespiller av Lammers og er gravlagt ved siden av Lammers med hustru i Skien. Det er muligens på denne tid HI på en spasertur sammen med Hedvig (se 20.03.1828) befant seg ved ruinene av den gamle kirken på Kapitelberget, en høyde ved Bratsberg gård utenfor Skien: Han forklarte henne at han ønsket å nå opp til «det største og fuldkommeste af alt, som kunde naaes i storhed og klarhed». «Og naar du saa havde naaet det, hva vilde du da?» spurte hun. «Så vilde jeg dø,» svarte HI. HI traff senere aldri igjen sine foreldre eller søsknene Johan Andreas (se 20.03.1828) og Nicolai Alexander (se 20.03.1828). Søsteren Hedvig (Stousland) og broren Ole Paus (se 20.03.1828) traff han imidlertid. Det har versert rykter om at HI besøkte Skien sommeren 1859 (se feks Figueiredo, «Mennesket», s. 199+405-406, eller høsten 1859 iht SNL, se også Meyer, s. 166167, Mosfjeld, s. 117+128), men intet av dette er verifisert. Jæger, s. 39, Ferguson, s. 44, Edvardsen, s. 24-25 (note 4) +32-36 (note 5), Koht (bind I), s. 51+53, Østvedt3, s. 30, Østvedt4, s. 90+143 (som har anført Skien-oppholdet fra «15. til 28. april»), Haave, s. 150.
27.04 (lø) Reiser sammen med Boye Ording (se 1841) med «Prinds Carl» fra Brevik (sør for Skien) mot Christiania. Meyer, s. 50, Mosfjeld, s. 119 (note 5) +160-162, Koht (bind I), s. 51, Ebbell, s. 126, Ibsen54, s. 63, Østvedt3, s. 30, Havnevik, s. 104, Haave, s. 150.
Christiania (ca 30.000 innbyggere, HIS)
15.04 (ma) Skriver iht SIB brev (innhold ikke kjent) til Grimstad apotek. Skriver iht HISOT sin signatur i skuff for flaskekorker i Grimstad apotek (muligens samme som av SIB referert som brev). Iht Duve (og Ebbell) er dateringen den dagen hans kontrakt løp ut, og ordlyden: «Henr. J. Ibsen 15-4-1850». Iht Thuesen averterer Morgenbladet (nr 105) om utgivelsen av «Catilina» av 12.04.1850. Se 12.04.1850 om hilsen i stambok, og midten april om ankomst Skien. SIB, HISOT, Duve, s. 57, Bergwitz, s. 17 (note 4), Ebbell, s. 122. Thuesen («Catilina»), s. 10-11.
Midten april (men se også 12.04.1850) frem til 27.04.1850. Tilbake i Skien (for siste gang som er dokumentert) på anmodning fra Hedvig (se 20.03.1828). HI blir kjent med Lammersbevegelsen. Skiens-presten Gustav Adolph Lammers (1802-1878), en av mange modeller for «Brand» (se 16.03.1866). Hedvig ble nær venn og støttespiller av Lammers og er gravlagt ved siden av Lammers med hustru i Skien. Det er muligens på denne tid HI på en spasertur sammen med Hedvig (se 20.03.1828) befant seg ved ruinene av den gamle kirken på Kapitelberget, en høyde ved Bratsberg gård utenfor Skien: Han forklarte henne at han ønsket å nå opp til «det største og fuldkommeste af alt, som kunde naaes i storhed og klarhed». «Og naar du saa havde naaet det, hva vilde du da?» spurte hun. «Så vilde jeg dø,» svarte HI. HI traff senere aldri igjen sine foreldre eller søsknene Johan Andreas (se 20.03.1828) og Nicolai Alexander (se 20.03.1828). Søsteren Hedvig (Stousland) og broren Ole Paus (se 20.03.1828) traff han imidlertid. Det har versert rykter om at HI besøkte Skien sommeren 1859 (se feks Figueiredo, «Mennesket», s. 199+405-406, eller høsten 1859 iht SNL, se også Meyer, s. 166167, Mosfjeld, s. 117+128), men intet av dette er verifisert. Jæger, s. 39, Ferguson, s. 44, Edvardsen, s. 24-25 (note 4) +32-36 (note 5), Koht (bind I), s. 51+53, Østvedt3, s. 30, Østvedt4, s. 90+143 (som har anført Skien-oppholdet fra «15. til 28. april»), Haave, s. 150.
27.04 (lø) Reiser sammen med Boye Ording (se 1841) med «Prinds Carl» fra Brevik (sør for Skien) mot Christiania. Meyer, s. 50, Mosfjeld, s. 119 (note 5) +160-162, Koht (bind I), s. 51, Ebbell, s. 126, Ibsen54, s. 63, Østvedt3, s. 30, Havnevik, s. 104, Haave, s. 150.
Christiania (ca 30.000 innbyggere, HIS)
28.04 (sø) Ankommer Christiania med dampskipet «Prinds Carl». Han var «Lav og mager, men undersætsig bygget, sortmudsket, med en svart Haarlug hængende ned over Panden, og med et usikkert Blik, som veg unda». Deler «kvist» med Ole Schulerud (se sommer 1847) i Vinkelgaten 17 i Pipervigen (på hjørnet av Filosofgangen og Vinkelgaten i Vika), Moer Sæthers losji. Losjiet var eid av Schuleruds tante, Anna Johan(ne)sdatter Wiger (1793-1851, også kalt «den kloke konen» Mor Sæther). HI skaffet seg ekstrainntekter ved å undervise en av sønnene til Nils Pedersen Sæthren (1796-1866, norsk pedell = vaktmester), som også bodde i hybelhuset: Ole Peter Schøyen Sæthren (1828-1908, norsk overrettsakfører), konfirmasjonsvenn av Ole Schulerud. HI skal samme år ha forært Ole Peter et oljemaleri («Mølle ved foss»). Maleriet har (iht Mohr) følgende påskrift: «Denne Skitse er malet af Digteren Henrik Ibsen som forærede mig samme i 1850. O. Sæthren.» Marcus Thrane (se høsten 1849) bodde også i samme bygg en periode. Omtrent på denne tid forlot også Ole Schuleruds far (Peder Pedersen Schulerud, 1796-1856, norsk tollbetjent) Grimstad, sammen med Oles lillebror, Carl Johan Schulerud (1839-? norsk maskinist, gårdbruker og handelsmann). De skulle reise til en gård de hadde i Eidskog, men kom i første omgang ikke lenger enn til Christiania. Johan forteller: «Min far skulde holde til hos en slegtning paa Ruseløkbakken, og da han var sykelig og trængte ro, skulde jeg bo hos hos min bror Ole og Ibsen, som da var flyttet sammen. De logerete paa kvisten i gamle mor Sæthers gaard paa hjørnet av Filosofigangen og Vinkelgaten.
Jeg erindrer ikke stort fra disse dagene med Ibsen. Det blev heller ikke mange dagene - av den grund at mor Sæther drev stor melkehandel og jeg hadde en puddelhund, som gjorde saa meget ugagn. Og puddelen het Vakt.
Mor Sæther saa skjævt til mig og Vakt alt fra første dag, vi fandt saa stor fornøielse i at kapspringe opover trapperne til kvisten, og dette skedde jo ikke uten at Vakt gjødde svært, saa det forstyrret alle i huset. En dag klaget vertinden til min bror, som var chef paa vor kvist; senere en dag gjorde Vakt det som verre var end at gjø, og da fik ikke han og jeg hus længer. Mor Sæther drev med mange kuer og stor melkehandel, og indgangen til hendes melkebod var fra portrummet. Dernede tumlet Vakt og jeg en dag i lystig glæde og gjorde megen støi, det traf sig saa, at døren til melkeboden stod paa klem, Vakt satte ind til melken, væltet et traug og med dette òg flere andre traug fulde av melk og rømme, og det blev et gruelig hus av oversvømmelsen. Mor Sæther kom, pikerne kom, de skrek alle over sig, og det hele var for galt, jeg vet det. Jeg stod forfærdet og mottok de ondord, jeg hadde fortjent; Vakt derimot, som var den rette synderen, han la sig rolig ned ved mine føtter og slikket rømmen av sine labber. Aa, men den saa altfor merkelig ut, rømmen hadde grodd igjen øinene paa den, den hadde faatt dotter av rømme hængende i ansigtet, den var ukjendelig.
Tilfældet vilde, at i denne stund kom ogsaa min bror og Ibsen ind av porten, de hører sjauen av os, og min bror spør da med sit venlige smil: Hvad staar paa, mor Sæther? - Staar paa! skriker hun tilbake, den skikkelige kone er rød i ansigtet av forbitrelse, hun sætter hænderne i siden. Det staar det paa, siger hun, at dersom De ikke skeller Dere ved den skarvebikja Demses, saa fløtter De i morra den dag, saa mye De veit det! Forklaringer, ondord, skarvebikja, rømmetraug, melkekunder. Jaja, vi maa naturligvis rette paa dette paa en maate eller en anden! svarer min bror.
Saa gaar vi tre op paa vor kvist for at overlægge, og Vakt følger med. Vi var ikke før kommet ind, før min bror smældte i at le over det hele, over mor Sæther, som var saa sint, og over Vakt, som saa saa uhyre komisk ut, slik tok nu han det. Men Ibsen var ingenlunde fornøiet, der var kommet en smaagut med en puddelhund ind paa hans vei, vi var ham til ingen glæde, som ventelig kunde være, og jeg husker at han sa: Dette er ingenting at le av, slet ikke. Her er det et billig logi, og det er ikke saa nøie med leien paa dagen, Og nu skal en hund kaste os ut!
- Hvad mener du, Johan, spør min bror mig. Vil du skilles med Vakt?
Jeg vilde ikke skilles fra Vakt, men jeg kunde derimot gaa hjem til far igjen og være der med hunden, og vi skulde ikke støie. Saa blev dette vor beslutning. Og nu begynte ogsaa Ibsen at komme i godt humør igjen, det var vel fordi han skulde blive av med mig og Vakt, han tok paa at le han ogsaa. Og jeg vil lægge til, at dette var den første gang, jeg hørte Henrik Ibsen le godt og hjertelig som andre mennesker, og jeg hørte det aldrig siden.» HIS, Mosfjeld, s. 128, Ferguson, s. 45 (note 1), Edvardsen, s. 44-45 (note 2) +73, Koht (bind I), s. 58-59, Mohr, s. 13+24, Duve, s. 58, Ebbell, s. 126, Østvedt3, s. 31-32, Haave, s. 150, Halvorsen, s. 7.
30.04 (ti) Morgenbladet (nr 120), Christiania, skriver i en notis (se også 27.04.1850):
«Passagerer med Dampsk. Prinds Carl, ankomne til Christiania den 28de April. ... Fra Brevig: John Burley, Crøger, A.C. Schmidt, Maren Jansdatter, Stud. Ording, H. Ibsen og Jomfru Middelton.» Edvardsen, s. 44 (note 1), Duve, s. 60, Bergwitz, s. 23 (note 1), Haave, s. 150 (note 635).
Vår. Skriver iht SIB brev (tapt) til søsteren Hedvig (20.03.1828). Begynner på Heltberg og Reehorst Real- og latinskole. HI skal ha hatt sin halvfetter Johan Altenborg Paus (se 1842) som hybelkamerat under skolegangen, og lånt penger (under det siste oppholdet i Skien) av farens stebror Christopher Blom Paus (se høst 1843) for å finansiere skolegangen. Henrik Anton Schjøtt Heltberg (1806-1873, norsk skolemann) var kjent som latinelsker og hadde sannsynligvis stor innflytelse på HI, hvis artiumspensum omfattet bla (se også høst 1848 og liste referert 21.06.1850) tre av Ovids (eg. Publius Ovidius Naso, 43 f.Kr-17 e.Kr, romersk dikter) «Metamorfoser», to bøker av Horats (eg. Quintus Horatius Flaccus, 65-8 f.Kr, romersk dikter) «Oder», Homers (ca 800 f.Kr, gresk forfatter) «Iliaden», Hesiods (omkring 700-600 f.Kr, gresk poet) «Theogonien» og/eller Sofokles' (ca 497/6-406/5 f.Kr, gresk tragedieforfatter) «Filoktetes», verk av Seneca den yngre (eg. Lucius Annaeus Seneca, 4 f.Kr.-65 e.Kr., romersk dramatiker), Titus Livius (59 f.Kr.-17 e.Kr., romersk historiker), Publius (eller Gaius) Cornelius Tacitus (56-120, romersk taler, advokat, senator og en av antikkens største historikere), samt Bions (gresk poet, rundt 100 f.Kr) og Moschus' (gresk poet, rundt 150 f.Kr) «Idyller». Da Heltberg hadde mistet sin dimisjonsrett, dvs retten til å underkaste sine elever en modenhetsprøve for å konstantere hvorvidt de var kvalifisert til å fremstille seg til eksamen, fikk HI den siste finpuss i form av privattimer (til en kostnad av 16 spesiedaler) og dimittert (i august) av stud.philol. Thore Jensen Lie (1821-? norsk lærer). En av medelevene, Johan Kristoffer Støren Heffermehl (1833-1906, norsk jurist og overrettssakfører, høyesterettsadvokat) ble senere HIs sakfører (se 06.06.1861). Ole Jørgensen Richter (1829-1888, norsk høyesterettsadvokat, embedsmann, redaktør, stortingspolitiker og Norges statsminister i Stockholm 1884-1888), og Aasmund Olavsson Vinje (1818-1870, norsk forfatter og journalist) studerte også der samtidig med HI, og bla Oluf Rygh (1833-1899, arkeolog, stedsnavngransker og historiker) avla examen artium samtidig med HI. HI blir bla kjent med Paul Botten-Hansen (se 13.04.1850), Theodor Abildgaard (1826-1884, en av lederne i Thranebevegelsen) som bodde i etasjen under HI hos Mor Sæther, Michael Birkeland (1830-1896, jurist, historiker, riksarkivar), Theodor Christian Bernhoft (1833-1885, norsk prest, ga HI idéen til «Sancthansnatten» av 02.01.1853) og Jakob Olaus Løkke (1829-1881, filolog, skolemann og lærebokforfatter). HI treffer også Bjørnstjerne Martinius Bjørnson (1832-1910, dikter, samfunnsdebattant, redaktør, teatersjef), men først kjent med ham senere (se innledningsvis for Christiania 1857). Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 78-118, HISB11s17+HISB12s75-76+HISB14s405, Mosfjeld, s. 96+127, Ferguson, s. 37+45-47+69, Jæger, s.72-73, Koht (bind I), s. 61, Gran (bind I), s. 26+28-30, Duve, s. 60, Ibsen54, s. 116, Ibsen60-62, s. 229, Ibsen68-69, s. 39-40, Østvedt3, s. 32-42+47+68-79, Faaland, s. 71-83.
16.05 (to) «Catilina» av 12.04.1850 anmeldt i Christiania-Posten (anonymt, men sannsynligvis av Frederik Ludvig Vibe, 1803-1881, norsk professor i gresk filologi). HIS, Ibsen.nb.no, NBI, Ferguson, s. 48-49, Koht (bind I), s. 57-5, Dahl, s. 14, Faaland, s. 66.
Pinse (19. og 20.05. var 1. og 2. pinsedag). Fullfører enakteren «Kjæmpehøien». Arbeidstittel var tidligere «Normannerne», se brev av 05.01.1850. HIS, Koht (bind I), s. 59.
28.05 (ti) HIs bror i USA, Johan Andreas Altenburg, skriver brev hjem til Knud Ibsen (se 20.03.1828 for begge), mot slutten bla: «Naar nogen af Eder tilskrive kjære Henrik, hils ham da fra mig og bed ham om ogsaa tilskrive mig ...» Ibsen60-62, s. 16, Roksund, s. 65.
29.05 (on) Går i demonstrasjonstog (mot utvisning av Harro Paul Harring, 1798-1870, dansk forfatter). Også Bjørnstjerne Bjørnson (se vår 1850 Christiania), Aasmund Vinje (se vår 1850 Christiania), Alfred Bredo Stabell (1807-1865, redaktør, bankmann og politiker) skal ha vært blant demonstrantene. Meyer, s. 57, Jæger, s. 66-67, Ferguson, s. 47-48, Edvardsen, s. 52, Koht (bind I), s. 59, Gran (bind I), s. 26, Duve, s. 60-61, Ibsen54, s. 115, Østvedt3, s. 45-46, Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 61.
02.06 (sø) Christiania-Posten refererer fra demonstrasjonen av 29.05.1850, hvor det ved en trykkfeil står «C. Ibsen». Jæger, s. 67. 10.06 (ma) Se 12.07.1850 om attestasjon.
21.06 (? - fr) Sender iht HISOT («Diverse») Litteraturliste («Opgave over hvad Undertegnede har læst ...») til Det Akademiske Kollegium (eg. Universitetet i Oslo) før denne dato.
Juli. Får purring på utestående barnebidrag (2 spesiedaler) for annet kvartal.
05.07 (fr) «Catilina» av 12.04.1850 anmeldt anonymt i Morgenbladet. HIS, Ibsen.nb.no, NBI.
12.07 (fr) Skriver brev til Kong Oscar 1 (se 1844) med anmodning om å slippe og betale skoleavgift på 8 spesiedaler: «Til Kongen!
Henrik Johan Ibsen ansøger underdanigst om, naadigst at maatte fritages for at erlægge det lovbestemte Gebyhr af 8 Spd til nærmeste Latinskole, for at kunne tilstædes Adgang til Examen artium. -
Idet jeg fra Aaret 1843 har været nødsaget til at sørge for min Underholdning, ved at conditionere som Pharmaceut ved Grimstads Apothek, har jeg dersteds indtil Slutningen af forrige Aar, forsaavidt mine Forretninger tillode det, samt ved fra Begyndelsen af indeværende Aar, at læse privat her i Christiania, gjennemgaaet de til Examen artium nødvendige Disciplina, uden i den Tid at have nydt nogen Understøttelse af min Familie. I Henhold til vedlagte Legitimation for min Uformuenhed, vover jeg derfor, underdanigst at ansøge om, naadigst at fritages for at erlægge det ved Forordningen af 7de November 1809 § 108 bestemte Gebyhr.
Christiania den 12te Juli 1850.
Underdanigst
Henrik Johan Ibsen.» Får avslag 25.01.1851. Dette er det eneste kjente brev der HI uavkortet (med mellomnavn) undertegner med fullt navn. HIs attestasjon (datert 10.06.1850), forfattet av hans onkel, byfogd Christian Cornelius Paus (1800-1879, norsk embetsmann) lyder slik: «At Henrik Johan Ibsen, en Søn af forhenværende Kjøbmand Knud Ibsen her af Byen, er, ligesom hans Fader, uformuende til at erlægge det i Forordningen af 7de November 1809 § 108 bestemte Gebyhr for at erholde Adgang til Examen artium, det bliver herved paa Forlangende bevidnet, idet jeg ikke bør lade ubemærket, at Knud Ibsen er min Halvbroder; gratis.
Skiens Byfogedctr, den 10de Junii [sic.] 1850.
C C Paus.»
HIS, HISB12s84, Dahl, s. 116-122.
22.07 (ma) «Kjæmpehøien» (se 26.09.1850) antatt av Christiania Theater.
28.07 (sø) Skriver kort brev til Det Akademiske Kollegium ifb med oppmelding til examen artium. HIS, Faaland, s. 110.
29.07 (ma) HIs to latinske skrifter referert 1848 og «Norsk stilebog» av 03.02.1848 attestert av Thore Jensen Lie (se vår 1850). Faaland, s. 75-76. Begynnelse august. HI betaler utestående barnebidrag.
Høst. HI og Ole Schulerud (se sommer 1847) flytter til «Midten», (Møllergaten 21), hjørnet av Møllergaten og Hospitalgaten. Vertinnen var jomfru Holth (ukjent leveår). Ole var bekymret fordi lillebroren Johan (se 28.04.1850) forsømte skolegangen, og hentet ham tilbake til Christiania. Johan fortalte senere bla om «Catilina» av 12.04.1850: «Jeg hugser endnu nøiagtig en ting som jeg noterer. Jeg fandt en dag paa øverste loft i huset en diger kasse bøker. Jeg tok en bok op: Catilina, jeg tok op en anden: Catilina; hele kassen var fuld. Jeg laante med mig ned en av bøkerne og satte mig til at læse, og jeg hadde ingen anelse om at den var skrevet av Henrik Ibsen. Mens jeg læste kom Ibsen ind; jeg hadde sprunget over begyndelsen og var kommet ut i slagsmaal og kampe og megen larm, og der var jeg med. Hvad er det for en bok? sier Ibsen. Jeg viser ham den og sa hvor jeg hadde laant den. Er den morsom, synes du? spør han. Og jeg syntes den var storartet, saa mange krigere der var, slik dunder av rop og overfald. Det er ialfald godt at du synes den er god! sa Ibsen og gik bort.» HI blir bla kjent med Karl Marius Anton Johan Hals (1822-1898, norsk pianofabrikant) og hans bror Petter Martin Emil Nilson Hals (1823-1871), som sammen med Karl i 1848 grunnla pianofabrikken «Brødrene Hals» i Christiania. Får (etter oppføring av «Kjæmpehøien» av 26.09.1850) «fri adgang» til Christiania Theaters forestillinger for sesongen 1850-1851. Får artiumsvitnemål underskrevet av Johan Sebastian Welhaven (se 1847), stryker i gresk (under Marcus J. Monrad, se oktober 1850) og aritmetikk (under Ole Jacob Broch, 1818-1889, norsk matematiker, fysiker, sosialøkonom, politiker og professor). HI var hyppig gjest i Studentersamfundets litterære forening «Literaturen» (holdt der foredraget «Realisme og idealisme» som ble innledet av diktet «Sonetter», bestående av 7 sonetter, ikke trykt i HIs levetid), hvor han bla treffer Fredrik Gjertsen (1831-1904, norsk skolemann, oversetter og forfatter). Får besøk av Clara Ebbell (se sommer 1849), som hadde reist til hovedstaden for å ta musikkundervisning. Påbegynner skuespillet «Rypen i Justedalen». Verket eksisterer som et renskrevet manuskript (NBO Ms.4º 932) av én fullført og én nesten fullført akt, med påskriften «Rypen i Justedal, nationalt Skuespil i fire Acter, af Brynjolf Bjarme. 1850.» Det ble senere omarbeidet til «Olaf Liljekrans» (se høst 1856). HIS, HISB11s424, HISB12s75, Meyer, s. 64, Jæger, s. 115, Ferguson, s. 48+49+52, Edvardsen, s. 47+49 note 2), Koht (bind I), s. 61-62+69+148, Gran (bind 1), s. 31+44, Duve, s. 58+63, Dahl, s. 97, Ebbell, s. 128+131, Herleiv Dahl, s. 292, Østvedt3, s. 50-51, Due, s. 34, Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 118+124-125.
26.09 (to) Verdenspremiere på Ibsenskuespill: «Kjæmpehøien - dramatisk Digtning i 1 Act». Christiania Theater av BB, 557 betalende tilskuere. Første av tre oppførelser (også 29.09. og 24.10.1850), skuespillet ble totalt sett av 1171 tilskuere (da om lag 4% av Christianias innbyggere). HI var til stede på premieren, hans honorar 15 spesiedaler. Clara Ebbell (se sommer 1849) sannsynlig modell for «Blanka». HI kan ha hentet inspirasjon til stykket bla fra litteratur av Adam Oehlenschläger (se 1847), Peter Andreas Munch (1810-1863, historiker og nasjonsbygger), Simon Olaus Wolffs (1796-1859, norsk prest og dikter) «Hvor herligt er mit fedreland» (1823), og William Shakespeare (se 1847). Christian Ludvig Jørgensen (1812-1869, dansk-norsk skuespiller og sceneinstruktør) som også hadde regien, spilte i rollen som «Bernhard», Laura Sofie Coucheron Svendsen (1832-1898, gift Gundersen 1864, norsk skuespillerinne) som «Blanka» og Carl Julius Thornam (1820-1868, dansk pianostemmer og skuespiller) som «Hrollaug». Det originale stykket ble ikke utgitt/publisert i HIs levetid (først i Scandinavian Studies and Notes, vol. 4, 1917, basert på en sufflørbok fra teateret). Men den reviderte (drastisk endret) versjon (se høst 1853) ble oppført 02.01.1854 og utgitt 29.01.-08.02.1854. HIS, Ibsen.nb.no, Mosfjeld, s. 146, Jæger, s. 67-70, Ferguson, s. 49, Koht (bind I), s. 60-61, IBS, Beyer, s. 12-13, Duve, s. 58+80 (som feildaterer oppføringen til 26.11.1850), Dahl, s. 91, Ebbell, s. 102-103+127, Havnevik, s. 30+31, Haave, s. 154, Faaland, s. 122-123, Eckersberg, s. 18, Anker («Christiania Theater»), s. 52.
Jeg erindrer ikke stort fra disse dagene med Ibsen. Det blev heller ikke mange dagene - av den grund at mor Sæther drev stor melkehandel og jeg hadde en puddelhund, som gjorde saa meget ugagn. Og puddelen het Vakt.
Mor Sæther saa skjævt til mig og Vakt alt fra første dag, vi fandt saa stor fornøielse i at kapspringe opover trapperne til kvisten, og dette skedde jo ikke uten at Vakt gjødde svært, saa det forstyrret alle i huset. En dag klaget vertinden til min bror, som var chef paa vor kvist; senere en dag gjorde Vakt det som verre var end at gjø, og da fik ikke han og jeg hus længer. Mor Sæther drev med mange kuer og stor melkehandel, og indgangen til hendes melkebod var fra portrummet. Dernede tumlet Vakt og jeg en dag i lystig glæde og gjorde megen støi, det traf sig saa, at døren til melkeboden stod paa klem, Vakt satte ind til melken, væltet et traug og med dette òg flere andre traug fulde av melk og rømme, og det blev et gruelig hus av oversvømmelsen. Mor Sæther kom, pikerne kom, de skrek alle over sig, og det hele var for galt, jeg vet det. Jeg stod forfærdet og mottok de ondord, jeg hadde fortjent; Vakt derimot, som var den rette synderen, han la sig rolig ned ved mine føtter og slikket rømmen av sine labber. Aa, men den saa altfor merkelig ut, rømmen hadde grodd igjen øinene paa den, den hadde faatt dotter av rømme hængende i ansigtet, den var ukjendelig.
Tilfældet vilde, at i denne stund kom ogsaa min bror og Ibsen ind av porten, de hører sjauen av os, og min bror spør da med sit venlige smil: Hvad staar paa, mor Sæther? - Staar paa! skriker hun tilbake, den skikkelige kone er rød i ansigtet av forbitrelse, hun sætter hænderne i siden. Det staar det paa, siger hun, at dersom De ikke skeller Dere ved den skarvebikja Demses, saa fløtter De i morra den dag, saa mye De veit det! Forklaringer, ondord, skarvebikja, rømmetraug, melkekunder. Jaja, vi maa naturligvis rette paa dette paa en maate eller en anden! svarer min bror.
Saa gaar vi tre op paa vor kvist for at overlægge, og Vakt følger med. Vi var ikke før kommet ind, før min bror smældte i at le over det hele, over mor Sæther, som var saa sint, og over Vakt, som saa saa uhyre komisk ut, slik tok nu han det. Men Ibsen var ingenlunde fornøiet, der var kommet en smaagut med en puddelhund ind paa hans vei, vi var ham til ingen glæde, som ventelig kunde være, og jeg husker at han sa: Dette er ingenting at le av, slet ikke. Her er det et billig logi, og det er ikke saa nøie med leien paa dagen, Og nu skal en hund kaste os ut!
- Hvad mener du, Johan, spør min bror mig. Vil du skilles med Vakt?
Jeg vilde ikke skilles fra Vakt, men jeg kunde derimot gaa hjem til far igjen og være der med hunden, og vi skulde ikke støie. Saa blev dette vor beslutning. Og nu begynte ogsaa Ibsen at komme i godt humør igjen, det var vel fordi han skulde blive av med mig og Vakt, han tok paa at le han ogsaa. Og jeg vil lægge til, at dette var den første gang, jeg hørte Henrik Ibsen le godt og hjertelig som andre mennesker, og jeg hørte det aldrig siden.» HIS, Mosfjeld, s. 128, Ferguson, s. 45 (note 1), Edvardsen, s. 44-45 (note 2) +73, Koht (bind I), s. 58-59, Mohr, s. 13+24, Duve, s. 58, Ebbell, s. 126, Østvedt3, s. 31-32, Haave, s. 150, Halvorsen, s. 7.
30.04 (ti) Morgenbladet (nr 120), Christiania, skriver i en notis (se også 27.04.1850):
«Passagerer med Dampsk. Prinds Carl, ankomne til Christiania den 28de April. ... Fra Brevig: John Burley, Crøger, A.C. Schmidt, Maren Jansdatter, Stud. Ording, H. Ibsen og Jomfru Middelton.» Edvardsen, s. 44 (note 1), Duve, s. 60, Bergwitz, s. 23 (note 1), Haave, s. 150 (note 635).
Vår. Skriver iht SIB brev (tapt) til søsteren Hedvig (20.03.1828). Begynner på Heltberg og Reehorst Real- og latinskole. HI skal ha hatt sin halvfetter Johan Altenborg Paus (se 1842) som hybelkamerat under skolegangen, og lånt penger (under det siste oppholdet i Skien) av farens stebror Christopher Blom Paus (se høst 1843) for å finansiere skolegangen. Henrik Anton Schjøtt Heltberg (1806-1873, norsk skolemann) var kjent som latinelsker og hadde sannsynligvis stor innflytelse på HI, hvis artiumspensum omfattet bla (se også høst 1848 og liste referert 21.06.1850) tre av Ovids (eg. Publius Ovidius Naso, 43 f.Kr-17 e.Kr, romersk dikter) «Metamorfoser», to bøker av Horats (eg. Quintus Horatius Flaccus, 65-8 f.Kr, romersk dikter) «Oder», Homers (ca 800 f.Kr, gresk forfatter) «Iliaden», Hesiods (omkring 700-600 f.Kr, gresk poet) «Theogonien» og/eller Sofokles' (ca 497/6-406/5 f.Kr, gresk tragedieforfatter) «Filoktetes», verk av Seneca den yngre (eg. Lucius Annaeus Seneca, 4 f.Kr.-65 e.Kr., romersk dramatiker), Titus Livius (59 f.Kr.-17 e.Kr., romersk historiker), Publius (eller Gaius) Cornelius Tacitus (56-120, romersk taler, advokat, senator og en av antikkens største historikere), samt Bions (gresk poet, rundt 100 f.Kr) og Moschus' (gresk poet, rundt 150 f.Kr) «Idyller». Da Heltberg hadde mistet sin dimisjonsrett, dvs retten til å underkaste sine elever en modenhetsprøve for å konstantere hvorvidt de var kvalifisert til å fremstille seg til eksamen, fikk HI den siste finpuss i form av privattimer (til en kostnad av 16 spesiedaler) og dimittert (i august) av stud.philol. Thore Jensen Lie (1821-? norsk lærer). En av medelevene, Johan Kristoffer Støren Heffermehl (1833-1906, norsk jurist og overrettssakfører, høyesterettsadvokat) ble senere HIs sakfører (se 06.06.1861). Ole Jørgensen Richter (1829-1888, norsk høyesterettsadvokat, embedsmann, redaktør, stortingspolitiker og Norges statsminister i Stockholm 1884-1888), og Aasmund Olavsson Vinje (1818-1870, norsk forfatter og journalist) studerte også der samtidig med HI, og bla Oluf Rygh (1833-1899, arkeolog, stedsnavngransker og historiker) avla examen artium samtidig med HI. HI blir bla kjent med Paul Botten-Hansen (se 13.04.1850), Theodor Abildgaard (1826-1884, en av lederne i Thranebevegelsen) som bodde i etasjen under HI hos Mor Sæther, Michael Birkeland (1830-1896, jurist, historiker, riksarkivar), Theodor Christian Bernhoft (1833-1885, norsk prest, ga HI idéen til «Sancthansnatten» av 02.01.1853) og Jakob Olaus Løkke (1829-1881, filolog, skolemann og lærebokforfatter). HI treffer også Bjørnstjerne Martinius Bjørnson (1832-1910, dikter, samfunnsdebattant, redaktør, teatersjef), men først kjent med ham senere (se innledningsvis for Christiania 1857). Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 78-118, HISB11s17+HISB12s75-76+HISB14s405, Mosfjeld, s. 96+127, Ferguson, s. 37+45-47+69, Jæger, s.72-73, Koht (bind I), s. 61, Gran (bind I), s. 26+28-30, Duve, s. 60, Ibsen54, s. 116, Ibsen60-62, s. 229, Ibsen68-69, s. 39-40, Østvedt3, s. 32-42+47+68-79, Faaland, s. 71-83.
16.05 (to) «Catilina» av 12.04.1850 anmeldt i Christiania-Posten (anonymt, men sannsynligvis av Frederik Ludvig Vibe, 1803-1881, norsk professor i gresk filologi). HIS, Ibsen.nb.no, NBI, Ferguson, s. 48-49, Koht (bind I), s. 57-5, Dahl, s. 14, Faaland, s. 66.
Pinse (19. og 20.05. var 1. og 2. pinsedag). Fullfører enakteren «Kjæmpehøien». Arbeidstittel var tidligere «Normannerne», se brev av 05.01.1850. HIS, Koht (bind I), s. 59.
28.05 (ti) HIs bror i USA, Johan Andreas Altenburg, skriver brev hjem til Knud Ibsen (se 20.03.1828 for begge), mot slutten bla: «Naar nogen af Eder tilskrive kjære Henrik, hils ham da fra mig og bed ham om ogsaa tilskrive mig ...» Ibsen60-62, s. 16, Roksund, s. 65.
29.05 (on) Går i demonstrasjonstog (mot utvisning av Harro Paul Harring, 1798-1870, dansk forfatter). Også Bjørnstjerne Bjørnson (se vår 1850 Christiania), Aasmund Vinje (se vår 1850 Christiania), Alfred Bredo Stabell (1807-1865, redaktør, bankmann og politiker) skal ha vært blant demonstrantene. Meyer, s. 57, Jæger, s. 66-67, Ferguson, s. 47-48, Edvardsen, s. 52, Koht (bind I), s. 59, Gran (bind I), s. 26, Duve, s. 60-61, Ibsen54, s. 115, Østvedt3, s. 45-46, Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 61.
02.06 (sø) Christiania-Posten refererer fra demonstrasjonen av 29.05.1850, hvor det ved en trykkfeil står «C. Ibsen». Jæger, s. 67. 10.06 (ma) Se 12.07.1850 om attestasjon.
21.06 (? - fr) Sender iht HISOT («Diverse») Litteraturliste («Opgave over hvad Undertegnede har læst ...») til Det Akademiske Kollegium (eg. Universitetet i Oslo) før denne dato.
Juli. Får purring på utestående barnebidrag (2 spesiedaler) for annet kvartal.
05.07 (fr) «Catilina» av 12.04.1850 anmeldt anonymt i Morgenbladet. HIS, Ibsen.nb.no, NBI.
12.07 (fr) Skriver brev til Kong Oscar 1 (se 1844) med anmodning om å slippe og betale skoleavgift på 8 spesiedaler: «Til Kongen!
Henrik Johan Ibsen ansøger underdanigst om, naadigst at maatte fritages for at erlægge det lovbestemte Gebyhr af 8 Spd til nærmeste Latinskole, for at kunne tilstædes Adgang til Examen artium. -
Idet jeg fra Aaret 1843 har været nødsaget til at sørge for min Underholdning, ved at conditionere som Pharmaceut ved Grimstads Apothek, har jeg dersteds indtil Slutningen af forrige Aar, forsaavidt mine Forretninger tillode det, samt ved fra Begyndelsen af indeværende Aar, at læse privat her i Christiania, gjennemgaaet de til Examen artium nødvendige Disciplina, uden i den Tid at have nydt nogen Understøttelse af min Familie. I Henhold til vedlagte Legitimation for min Uformuenhed, vover jeg derfor, underdanigst at ansøge om, naadigst at fritages for at erlægge det ved Forordningen af 7de November 1809 § 108 bestemte Gebyhr.
Christiania den 12te Juli 1850.
Underdanigst
Henrik Johan Ibsen.» Får avslag 25.01.1851. Dette er det eneste kjente brev der HI uavkortet (med mellomnavn) undertegner med fullt navn. HIs attestasjon (datert 10.06.1850), forfattet av hans onkel, byfogd Christian Cornelius Paus (1800-1879, norsk embetsmann) lyder slik: «At Henrik Johan Ibsen, en Søn af forhenværende Kjøbmand Knud Ibsen her af Byen, er, ligesom hans Fader, uformuende til at erlægge det i Forordningen af 7de November 1809 § 108 bestemte Gebyhr for at erholde Adgang til Examen artium, det bliver herved paa Forlangende bevidnet, idet jeg ikke bør lade ubemærket, at Knud Ibsen er min Halvbroder; gratis.
Skiens Byfogedctr, den 10de Junii [sic.] 1850.
C C Paus.»
HIS, HISB12s84, Dahl, s. 116-122.
22.07 (ma) «Kjæmpehøien» (se 26.09.1850) antatt av Christiania Theater.
28.07 (sø) Skriver kort brev til Det Akademiske Kollegium ifb med oppmelding til examen artium. HIS, Faaland, s. 110.
29.07 (ma) HIs to latinske skrifter referert 1848 og «Norsk stilebog» av 03.02.1848 attestert av Thore Jensen Lie (se vår 1850). Faaland, s. 75-76. Begynnelse august. HI betaler utestående barnebidrag.
Høst. HI og Ole Schulerud (se sommer 1847) flytter til «Midten», (Møllergaten 21), hjørnet av Møllergaten og Hospitalgaten. Vertinnen var jomfru Holth (ukjent leveår). Ole var bekymret fordi lillebroren Johan (se 28.04.1850) forsømte skolegangen, og hentet ham tilbake til Christiania. Johan fortalte senere bla om «Catilina» av 12.04.1850: «Jeg hugser endnu nøiagtig en ting som jeg noterer. Jeg fandt en dag paa øverste loft i huset en diger kasse bøker. Jeg tok en bok op: Catilina, jeg tok op en anden: Catilina; hele kassen var fuld. Jeg laante med mig ned en av bøkerne og satte mig til at læse, og jeg hadde ingen anelse om at den var skrevet av Henrik Ibsen. Mens jeg læste kom Ibsen ind; jeg hadde sprunget over begyndelsen og var kommet ut i slagsmaal og kampe og megen larm, og der var jeg med. Hvad er det for en bok? sier Ibsen. Jeg viser ham den og sa hvor jeg hadde laant den. Er den morsom, synes du? spør han. Og jeg syntes den var storartet, saa mange krigere der var, slik dunder av rop og overfald. Det er ialfald godt at du synes den er god! sa Ibsen og gik bort.» HI blir bla kjent med Karl Marius Anton Johan Hals (1822-1898, norsk pianofabrikant) og hans bror Petter Martin Emil Nilson Hals (1823-1871), som sammen med Karl i 1848 grunnla pianofabrikken «Brødrene Hals» i Christiania. Får (etter oppføring av «Kjæmpehøien» av 26.09.1850) «fri adgang» til Christiania Theaters forestillinger for sesongen 1850-1851. Får artiumsvitnemål underskrevet av Johan Sebastian Welhaven (se 1847), stryker i gresk (under Marcus J. Monrad, se oktober 1850) og aritmetikk (under Ole Jacob Broch, 1818-1889, norsk matematiker, fysiker, sosialøkonom, politiker og professor). HI var hyppig gjest i Studentersamfundets litterære forening «Literaturen» (holdt der foredraget «Realisme og idealisme» som ble innledet av diktet «Sonetter», bestående av 7 sonetter, ikke trykt i HIs levetid), hvor han bla treffer Fredrik Gjertsen (1831-1904, norsk skolemann, oversetter og forfatter). Får besøk av Clara Ebbell (se sommer 1849), som hadde reist til hovedstaden for å ta musikkundervisning. Påbegynner skuespillet «Rypen i Justedalen». Verket eksisterer som et renskrevet manuskript (NBO Ms.4º 932) av én fullført og én nesten fullført akt, med påskriften «Rypen i Justedal, nationalt Skuespil i fire Acter, af Brynjolf Bjarme. 1850.» Det ble senere omarbeidet til «Olaf Liljekrans» (se høst 1856). HIS, HISB11s424, HISB12s75, Meyer, s. 64, Jæger, s. 115, Ferguson, s. 48+49+52, Edvardsen, s. 47+49 note 2), Koht (bind I), s. 61-62+69+148, Gran (bind 1), s. 31+44, Duve, s. 58+63, Dahl, s. 97, Ebbell, s. 128+131, Herleiv Dahl, s. 292, Østvedt3, s. 50-51, Due, s. 34, Halvorsen, s. 7, Faaland, s. 118+124-125.
26.09 (to) Verdenspremiere på Ibsenskuespill: «Kjæmpehøien - dramatisk Digtning i 1 Act». Christiania Theater av BB, 557 betalende tilskuere. Første av tre oppførelser (også 29.09. og 24.10.1850), skuespillet ble totalt sett av 1171 tilskuere (da om lag 4% av Christianias innbyggere). HI var til stede på premieren, hans honorar 15 spesiedaler. Clara Ebbell (se sommer 1849) sannsynlig modell for «Blanka». HI kan ha hentet inspirasjon til stykket bla fra litteratur av Adam Oehlenschläger (se 1847), Peter Andreas Munch (1810-1863, historiker og nasjonsbygger), Simon Olaus Wolffs (1796-1859, norsk prest og dikter) «Hvor herligt er mit fedreland» (1823), og William Shakespeare (se 1847). Christian Ludvig Jørgensen (1812-1869, dansk-norsk skuespiller og sceneinstruktør) som også hadde regien, spilte i rollen som «Bernhard», Laura Sofie Coucheron Svendsen (1832-1898, gift Gundersen 1864, norsk skuespillerinne) som «Blanka» og Carl Julius Thornam (1820-1868, dansk pianostemmer og skuespiller) som «Hrollaug». Det originale stykket ble ikke utgitt/publisert i HIs levetid (først i Scandinavian Studies and Notes, vol. 4, 1917, basert på en sufflørbok fra teateret). Men den reviderte (drastisk endret) versjon (se høst 1853) ble oppført 02.01.1854 og utgitt 29.01.-08.02.1854. HIS, Ibsen.nb.no, Mosfjeld, s. 146, Jæger, s. 67-70, Ferguson, s. 49, Koht (bind I), s. 60-61, IBS, Beyer, s. 12-13, Duve, s. 58+80 (som feildaterer oppføringen til 26.11.1850), Dahl, s. 91, Ebbell, s. 102-103+127, Havnevik, s. 30+31, Haave, s. 154, Faaland, s. 122-123, Eckersberg, s. 18, Anker («Christiania Theater»), s. 52.
For forrige innlegg, se her. For neste innlegg, se her. For innledning, se her. (Entry revised 08.06.2018)
#Ibsen
#Ibsen
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar