I Henrik Ibsens kjølvann - Carl Lorange

Johan August Frederik Carl Lorange (1833-1875, dansk maler)

Våren 1867 (nærmere bestemt 10. mai) ble det holdt fest i regi av Den Skandinaviske Forening i Roma, i osteriet Raffaels Vigne. Til stede var blant annet Henrik Ibsen, Lars Hansen (1813-1872, dansk portrettmaler), Frederik Gotschalk Knudtzon (1843-1917, dansk kunsthistoriker), Christian Gottlieb Vilhelm Bissen (1836-1913, dansk billedhugger) og Jørgen Bech Meincke (1843-1902, dansk journalist).

Det var også maleren Carl Lorange, som denne kvelden skulle bli offer for Henrik Ibsens skarpe tunge. Etter det danske nederlaget i den prøyssisk-danske krigen i 1864, søkte Lorange kunstneriske utfordringer utenfor landet, og ble nært knyttet til kretsen rundt Den Skandinaviske Forening, selv om han allerede under sitt første opphold i Roma fra 1867-1868 var sterkt sykdomsvekket.

(Maleri av Lorange fra 1860)

Knudtzon beskrev episoden slik: «[Osteriet] kaldtes 'Rafaels Vigne' og laa med Indgang fra den brede Vej, som den gang førte fra Sta Maria Maggiore til Laterankirken. Vi kom fra Vejen ind i en Vinhave. Udenfor Huset fandtes paa et kolossalt Postament, Murværk fra Oldtiden, en Veranda af Vinløv, under hvis luftige Tag vi havde Plads. Vi var godt og vel et Dusin Skandinaver, og i de aldeles charmerende Omgivelser forløb Gildet paa den fornøjeligste Maade. Jeg erindrer denne Aften som en av de smukkeste jeg oplevde i Rom. Men tilsidst opstod en meget skærende Dissonans, og dens Ophavsmand var Ibsen. Han havde Plads med Ryggen mod Huset, og paa den modsatte Side af bordet sad gamle Hansen, der her som ved lignende Lejligheder var den, der tog sig af Regningen og fordelte Udgifterne paa Deltagerne. Han var netop ifærd med dette Arbejde, som han altid udførte med stor Grundighed, men uden stor Hurtighed - da Lorange, hans Sidemand, gav sig til at hjælpe ham med Regnestykket. Nu foer Ibsen pludselig op og begyndte en Tale, som hurtigt formede sig til et ganske brutalt Overfald paa Lorange. Dels var han irritert over at denne tog Del i Opgjøret, dels var han i allerhøjeste Grad misfornøjet med Lorange, og det baade som Kunstner og som Menneske: 'Han var - saaledes sluttede Ibsen sin Tale - ikke værdig til at gaa paa To, men burde gaa paa Fire'. Vi var Alle ganske maalløse over et saadant Overfald paa et sages- og forsvarsløst Menneske, en stakkels brystsyg Mand, der havde nok at kæmpe med - ogsaa uden at blive slaaet ned af Ibsen. Men saa tog Vilhelm Bissen Ordet og sagde til Ibsen, at der ikke var noget at sige til, at Lorange havde bistaaet Hansen med Opgjøret - Bissen havde selv hørt, at Hansen havde anmodet ham derom. Ibsen blev lidt roligere; men den Skylle han havde sendt ud over Lorange, var jo afleveret og lod sig ikke tage tilbage. Og det alleruhyggeligste ved det Hele var, at det meste af hvad Ibsen havde anket paa Lorange som Kunstner og Menneske, var noget, som man egentlig maatte give ham Ret i - kun selvfølgelig ikke i at udtale det paa en saa brutal Maade og ligeoverfor en stakkels syg Mand.

  Da Ibsen havde siddet lidt, rejste han sig atter, og nu kom, ovenpaa Stormen, Blindheten op i hans Sind. Han vilde udbringe en Skaal for en ung Mand, som var et Exempel paa en Kunstner af den rette Slags - for Ludvig Abelin Schou. I smukke og velvalgte Ord priste han nu Schous Evner, hans Sandhed og Stræben, og vi tømte vore Glas paa hans Velgaaende. Men beklageligt, at der ikke fandtes den Mand, som havde Kraft, Mod og Evne til paa en passende og overlegen Maade at reagere mod Overfaldet paa Lorange.

  Men Hansen blev da færdig med Opgjøret, og vi brød op. To og To slentrede Fortroppen ned av Vignen og ned av Vejen. Jeg tænker de har sluttet sig om Lorange og givet Ibsen en passende Overhaling. De sidste var Ibsen, Meincke og jeg. Vi rejste os for at følge de Andre. Men ak! nu viste det sig, at Ibsen ikke kunde styre sin egen Skude. Saa tok Jørgen ham under den højre og jeg ham under min venstre Arm, og saa begav vi os paa Vej hjemefter. Og denne Aftentur med den store Digter var ikke af de korteste. Paa Vejen blev der nok talt, men ikke meget. Ved Ibsens Gadedør bad jeg ham om at give mig sin Nøgle, for at jeg kunde lukke op. Det skete; men da vi vilde følge ham op ad Trappen, modsatte han sig dette bestemt. Det var udenfor al Tvivl, at Ibsens Hjerne fungerte meget bedre end hans Ben. Han reflekterede jo og tog sine Bestemmeelser og takkede os paa det forbindtligste.-»

(Maleri av Lorange fra 1871)

Carl Lorange døde barnløs i Kairo i oktober 1875, men overlevde Ibsens favoritt Ludvig Abelin Schou (1838-1867, dansk maler), som døde av kolera i Firenze bare noen måneder etter «festen», den 30. september. Etter at Ibsen hørte om sistnevntes bortgang, skrev han til sin venn Jonas Sigismund Collin (1840-1905, dansk zoolog) blant annet: «Den sørgelige Meddelelse om Schous Død i Florentz vil rimeligvis være Dem bekjendt; det var i Sandhed et Tab; Schou var en ualmindeligt lovende Kunstner.»

Kilder: Wikipedia, Henrik Ibsens Skrifter, Nordisk familjebok (Digital versjon).

For første innlegg, klikk her. For forrige innlegg, trykk her. For neste innlegg, trykk her. For første innlegg i Ibsen-kronologien, trykk her.

#Ibsen