Grand Hotel får ny sjef!

Grand Hotel får ny sjef!

21. januar 1897 døde Grands eier, Kristian Fritzner, bare 38 år gammel. Angivelig døde han av forgiftning, etter å ha spist bedervede østers. Enken solgte samme år hotellet til et norsk interessentselskap, i generalforsamlingen satt blant andre Thomas Nicolay Fearnley (1841-1927, norsk skipsreder).

Moroa (for meg) begynner i det man skal ansette ny leder. Valget falt på Ludvig Sachs (1860-1938), en svensk forretningsmann av tysk-jødisk familie. Han skulle tiltre fra januar 1898, men allerede i november 1897 dukket han opp i Kristianias avisredaksjoner (historie igjen hentet fra Schulerud):

«Morgenbladet skriver at en elegant og vel frisert herre med knebelsbarter hadde presentert seg som den nye sjef på Grand:

ˈDe vil indføre en Del Forbedringer? - Ja. Kaféen blir betydelig utvidet, nye Møbler anskaffet, og saa blir det anlagt Telefon paa flere Steder i Kaféen, samt paa alle Hotellets Reiseværelser, og Tjenerne faar egne Værelser og egen Spisesal . . . - Vi kom til at tænke paa Grands Kjøkken som er saa daarligt, at Tjenerne, der har Kosten, efter Forlydende spiser ude (!); vi husker, at en Kellner en gang svarede os, da vi bad ham anbefale noget paa Spiseseddelen: ˈNei, det tør jeg ikke!ˈ Og vi spurgte Hr. Sachs: Hvordan blir det nye Kjøkken? - Der blir indlagt en ny Komfyr, og vi har engageret en fransk Kjøkkenchef, som har været ved Saltsjøbaden . . . De vil faa høre mere siden. Jeg reiser nu til Berlin for at studere Hotelvæsenet, spesielt Kontrolsystemet. Over Jul flytter jeg hid med min Familie - Den nye Chef gik med et elskværdigt Løfte om, at vi snart skulde faa flere Nyheder fra Grand. Ellers pleier vi altid søge til Grand for at finde Nyheder. Tænk om vi herefter kunde sidde i Ro paa Kontoret, og la Grand komme til os!ˈ
  Det skulle gå troll i ord, selv om Grand kafé lenge ennå var en umistelig nyhetsbørs for journalistene - med tiden kom Muhammed mer og mer til berget, og den moderne PR-aktivitet hadde gjort sitt inntog.
  I Morgenbladets notis stod det forresten en typisk trykkfeil - kaféen var blitt til kaffen, og syrlig bemerker avisen i sin rettelse at det ville ikke være av veien om også kaffen ble forbedret!»

(Grand Hotel)

Ludvig Sachs, var aktiv og farverik, og ble en populær skikkelse, men, som Schulerud skriver; «fikk også svært mange hugg fordi han var svensk - midt i unionsstridens hete - og spydige stamgjester omdøpte Grand kafé til ˈSveaˈ;

Paa ˈSveaˈ - det vil si paa Grands/Kafé jeg tok et Glas;
jeg keg paa Tvers, jeg keg paa Langs/og fandt en trækfri Plads.
Der Telefon jeg bruke fik - dens Værk istand var sat -
jeg fik den gratis - saadan gik/det mig forleden Nat!

Axel Maurer (1866-1925, norsk dramatiker, redaktør og teatersjef) skrev i Tyrihans:

«Da vi begræd den kjære Fritzners død,
befandt vi os i den svære nød.
'Hvor skal vi ta en chef fra, lige straks?ˈ
ˈDet er jo mig, her har De mig,ˈ sa Sachs.

Og straks det hele gik paa ny fason,
mens direktøren gik der fin og fjong.
Lidt mindre, men saa dyrt ble ˈét med laksˈ,
saa straks man mærkede den skarpe Sachs.

Og bifferne blev mer og mere smaa,
men dyrere, kan De da vel forstaa.
ˈFor: smaat og dyrt, det er den rette max-
ime for hoteldrift,ˈ mente Sachs.

Paa ˈspeilenˈ spiste man for kroner to,
og maden den var mer og mindre god;
men der var ˈsmørgaasˈ, drammer alle slags,
ˈDen svenske smørgaas skal De ha!ˈ sa Sachs.»

For første innlegg fra Grand, klikk her. For forrige innlegg fra Grand, klikk her. For neste innlegg, trykk her.

Kilde: Mentz Schulerud: «På Grand i hundre år, 1874-1974» (Gyldendal Norsk Forlag, Oslo, 1974), s. 106+108-110.