Mer fra Tove Ditlevsen

  Tove Ditlevsen skrev med selvironi og selvinnsikt. Hun avskydde menneskers selvbedrag og selvforherligelse, uavhengig av deres ståsted. Hun diktet om svik, kjærlighetens forlis og neglisjerte barn. Hun utleverte med andre ord seg selv. Hun skrev rett frem, fredet ingen (forresten, gjerne «vanskelige» barn), og aller minst seg selv. Hun hadde en egen evne til å komme til kjernen av problemstillingen i få verselinjer. Hennes dikt treffer deg bardus som en poesiens «Knock-out». De fremstår mer aktuelle enn tiden de ble til. Det foregående er riktignok bare mine betraktninger.

  Følgende er hentet fra hennes diktsamling «Til en lille pige» utgitt i «Efterladte digte» i 1978 (posthumt). Jeg syntes det har en viss slektskap med «De evige tre». Selv føler jeg meg mer enn i et visst familieforhold med «nogle af os»:

De fleste mennesker

De fleste mennesker
er trofaste
og pålidelige
og tålmodige.
De fleste mennesker
nøjes med livet
som det nu engang er
og er tilfredse
med at overholde
de klokkeslæt
andre har fastsat.

De fleste mennesker
fører en frygtelig
tilværelse
uden nogensinde
at blive klar over det.

Men nogle af os
vil ikke være med
vil ikke være edru
skyr dagslyset
læser ikke aviser
går ikke på arbejde
æder piller for at sove
og piller for at vågne
forlades af de trofaste
og fornuftige
og nøjsomme
mindes
den store kærlighed
som kun få har evne
til at opleve
og som aldri er gensidig.

Vi dør af leverbetændelse
eller af sorg
man siger
vi går til grunde
eller i hundene
man siger ikke uden grund
at vi selv ville det.

Man glemmer os hurtigt
og fortsætter sin
frygtelige tilværelse
med en tapperhed
vi døende ikke ejer.

Kilder: Tove Ditlevsen: «Pigesind, kvindesind og andre dikt i utvalg» i regi av Den norske Lyrikklubben, 2001 (hentet fra Samlede digte, c/o Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København), s. 218-219.

For forrige innlegg, klikk her. For neste, klikk her. For noen av mine egne dikt, klikk eksempelvis her.