I sitt verk om Grand gjennom 100 år, kommer Schulerud også innom forfatteren Oscar Aagard (1855-1936). Aagaard skildret Grand i romanen «Kakerlaker», i en ikke så lite overdreven, men lystig stil. Handlingen foregår delvis i Hans Jægers bohemtid på 1880-tallet og inn i 1890-årene. Følgende er hentet fra romanen, som åpner slik:
«Det var i de Dage, da Romanen ˈGomorrhas Ungdomˈ [mao «Fra Kristiania-bohêmen»] var bleven beslaglagt og dens Forfatter relegeret fra Universitetet.
Skandalen diskutertes overalt.
En Bombe havde exploderet midt i Norges spidsborgerlige Hovedstad.
Dens Knald hørtes over det ganske Land.
Dens giftsvangre Røg trængte sig ud over By og Bygd.
Dens Virkninger sporedes i alle Samfundslag.
Noget ˈNytˈ, noget ˈUhørtˈ, rysted Hjemmenes Sammenføininger, forpested Luften og satte Sindene i Oprør.
ˈGomorrhas Ungdomˈ var Themaet for alle Samtaler i Saloner og Boudoirer som i Kneiper og paa Hybler.
Hvor Bogens Ophavsmand viste sit røde Hode, veg Moralens og al god Samfundsordens Tilhængere til Side - korsed sig i hellig Harme og spidded Synderen med Blik og Tunger.
Damer stirred ham foragteligt ind i Ansigtet, naar hans korte, firskaarne Skikkelse passered forbi - haaned ham høilydt - og slugte Romanens ˈgyselige Detaillerˈ, hvor de kunde komme over dem, paa ensomme Steder og i Nattens kydske Fred.»
Skandalen diskutertes overalt.
En Bombe havde exploderet midt i Norges spidsborgerlige Hovedstad.
Dens Knald hørtes over det ganske Land.
Dens giftsvangre Røg trængte sig ud over By og Bygd.
Dens Virkninger sporedes i alle Samfundslag.
Noget ˈNytˈ, noget ˈUhørtˈ, rysted Hjemmenes Sammenføininger, forpested Luften og satte Sindene i Oprør.
ˈGomorrhas Ungdomˈ var Themaet for alle Samtaler i Saloner og Boudoirer som i Kneiper og paa Hybler.
Hvor Bogens Ophavsmand viste sit røde Hode, veg Moralens og al god Samfundsordens Tilhængere til Side - korsed sig i hellig Harme og spidded Synderen med Blik og Tunger.
Damer stirred ham foragteligt ind i Ansigtet, naar hans korte, firskaarne Skikkelse passered forbi - haaned ham høilydt - og slugte Romanens ˈgyselige Detaillerˈ, hvor de kunde komme over dem, paa ensomme Steder og i Nattens kydske Fred.»
(Hans Jæger)
Og som alle vet, Hans Jæger (1854-1910, norsk forfatter, anarkist og bohem) hadde base på Grand Café, det var hans «stamkneipe». Dersom man tror det var like skinnende rent da, som det (muligens?) er nå, tror feil. I hvert fall i 1891, da Christian Fritzner (1859-1897) skulle fornye kaféen. Aaagaard forteller:
«Den gamle Café nærmet sig det Tidspunkt, da den skulde falde for Periodens Krav paa ˈeuropæisk Komfortˈ og ˈmoderne Indredningˈ.
Men i sin daværende forfaldne Tilstand eied den Stamkneipens hele eiendommelige Charme og øved stærk Tiltrækningskraft paa alle dem, som forstod Traditionernes Værd, og som satte Pris paa Omgivelser, der gav Fantasien Næring.
Der var en vis Duft af ˈKarthagos Ruinerˈ over den i hin historiske Tid. Og mangen en liden ˈMariusˈ søgte hen til den for at drømme og bygge Luftkasteller paa de Tomter, hvor større Aander før ham havde tumlet og tænkt.
Men ˈtidssvarendeˈ var den ikke længer.
Alt aanded Forkrænkelighed.
Gulvet var ophakket. Loft og Vægge tilrøgede og falmede.
Betrækket paa de engang elegante Plüsches Møbler var luvslidt og møllædt. Naar mødige Finaler dumped ned paa Sæderne, stod mildt duftende Støvskyer næsepirrende tilveirs.
Speilene var anløbne - Servicet sprukkent.
ˈSølvtøietˈ plagedes haardt af Tæring og Gulsot:
Dominobrikkerne lignede Kolerapatienter i de sidste Trækninger; og Schackfigurerne var i Aarenes løb blevne mumieagtige og gebrækkelige - fra ˈKongenˈ af helt ned til de usselige ˈBønderˈ
Selv ˈTaarneneˈ stod for Fald.
- Men var Caféens øvrige Inventar i en skrøbelig Forfatning - Kakerlakerne var det ikke.
Disse interessante ˈIndfødteˈ florered i gamle ˈGrandsˈ Slutningsperiode som ingensinde tidligere.
Jo mere ˈdekadentˈ Caféen blev, jo lystigere og jo mere paagaaende færdedes Kakerlakerne mellem de øvrige Stamgjæster.
De havde fordum ført en forholdsvis beskeden og tilbagetrukken Tilværelse i Hotellets Kjøkken og Kjældere, hvor de havde levet sit eget lille Liv i lune Kroge og usporlige Huler og formeret sig rigeligen.
Men lidt efter lidt havde der fundet en Udvandring Sted opad, mod Høiderne.
De første Speidere havde vist sig i Caféen.
Og da disse havde befundet sig saa vel deroppe, at de slet ikke vendte tilbage, aned de Tilbageblevne Uraad; og mange af dem fulgte efter og bygged sig Hjem i det nye Land.
Men, da ˈGomorrhas Ungdomˈ havde valgt caféen til Hovedkvarter og bragte med sig did Duften fra Quartier latins og Montmartres Kneiper, da foregik den egentlige Masseinvasion af Kakerlakerne dernede fra Dybets Regioner.
Dá vaagned ogsaa dé for fuldt Alvor til Bevidsthed om sit personlige Værd og sin Berettigelse til at indtage Plads som Medborgere af et frisindet Samfund
De kom, og de blev.
De havde fundet sit Kanaan.
Og snart var de de egentlige Herrer i Landet.
Fede og glinsende af Velvære krabled de omkring overalt, forbløffende alle ved sine Spilloper og halsbrækkende Akrobatkunster og søgende hver given Anledning til at blive omtalt i Aviserne.
Thi de var fryktelig forfængelige.
At vække Opmærksomhed var for dem Hovedsagen.
Og denne Forfængelighed fulgte dem lige ind i Døden.
I levende Live ynded de at dukke frem netop dér, hvor man mindst havde ventet Æren af deres Visit.
Det kunde hænde, at de plutselig stak sine sortbrune Zulukafferfjæs og gemytlig vinkende Følehorn op paa de utroligste Steder i Lokalet - ja, sogar midt mellem Delikatesserne i en netop serveret Lunch.
Men, at det, naar de som andre gamle, udlevede Bonvivanter ˈfrivillig og i Skjønhedˈ gjorde Ende paa sin Tilværelse, at de da altid valgte de mest aparte Dødsmaader, tyded paa en Trang til offentlig Omtale, der grænsed til Sygelighed.
Hvem mindes ikke fra hine Dage med smerteblandet Vemod de triste Rester af trætte Kakerlaker, man - ret, som det var - fandt flydende lig forladte Vrag i Bouillonens lunkne Fedthav?
Eller hine heroiske Individer, som i filosofisk Foragt for Lidelser havde søgt Martyrdøden og fundet Havn efter Livets Storme og Skuffelser i Kaffekandens skumle, hemmelighedsfulde Tud?
Store Galgenhumorister til det sidste var de.
Fred være med Dem!
- - Men gravitetisk svingende sin veltjente Serviet hinked ˈgamle Østbyˈ, Opvarternes hæderkronede Nestor, omkring mellem Bordene.
Hans Ben var rheumatiske, hans Fødder platte af megen Træk og Vandring.
Hans Mave var rundbuet, hans Vest dekoreret av megen Tilførsel og Overflødighed.
Hans Pande var rynket, hans Øine rødrandede af megen Grublen og Iagttagelse.
Men i hans Lommer klirred meget Sølv. Og om hans fyldige Læber viste der sig stundom en svag Trækning, der kunde ligne et Smil, et skjævt og sfinxagtigt - halvt sarkastisk, halvt medfølende - en Tæners milde Spot over Livets evige Tragikomik.
Ingen kjente som hán Gjæsternes smaa Hemmeligheder, deres financielle Værd og deres Svagheder.
Derfor var hans Blik saa gaadefuldt, hans Smil saa tvetydigt.
Derfor stirred han saa ofte i ledige Stunder i sin sorte Notisbog - især naar han i nogen Afstand øined Kunder, der nærmed sig hans Farvand.
Som en Bankier, der nøie studerer en Laansøgers Konto og gjør op ˈproˈ og ˈcontraˈ, før han paany indlader sig med ham.»
Men i sin daværende forfaldne Tilstand eied den Stamkneipens hele eiendommelige Charme og øved stærk Tiltrækningskraft paa alle dem, som forstod Traditionernes Værd, og som satte Pris paa Omgivelser, der gav Fantasien Næring.
Der var en vis Duft af ˈKarthagos Ruinerˈ over den i hin historiske Tid. Og mangen en liden ˈMariusˈ søgte hen til den for at drømme og bygge Luftkasteller paa de Tomter, hvor større Aander før ham havde tumlet og tænkt.
Men ˈtidssvarendeˈ var den ikke længer.
Alt aanded Forkrænkelighed.
Gulvet var ophakket. Loft og Vægge tilrøgede og falmede.
Betrækket paa de engang elegante Plüsches Møbler var luvslidt og møllædt. Naar mødige Finaler dumped ned paa Sæderne, stod mildt duftende Støvskyer næsepirrende tilveirs.
Speilene var anløbne - Servicet sprukkent.
ˈSølvtøietˈ plagedes haardt af Tæring og Gulsot:
Dominobrikkerne lignede Kolerapatienter i de sidste Trækninger; og Schackfigurerne var i Aarenes løb blevne mumieagtige og gebrækkelige - fra ˈKongenˈ af helt ned til de usselige ˈBønderˈ
Selv ˈTaarneneˈ stod for Fald.
- Men var Caféens øvrige Inventar i en skrøbelig Forfatning - Kakerlakerne var det ikke.
Disse interessante ˈIndfødteˈ florered i gamle ˈGrandsˈ Slutningsperiode som ingensinde tidligere.
Jo mere ˈdekadentˈ Caféen blev, jo lystigere og jo mere paagaaende færdedes Kakerlakerne mellem de øvrige Stamgjæster.
De havde fordum ført en forholdsvis beskeden og tilbagetrukken Tilværelse i Hotellets Kjøkken og Kjældere, hvor de havde levet sit eget lille Liv i lune Kroge og usporlige Huler og formeret sig rigeligen.
Men lidt efter lidt havde der fundet en Udvandring Sted opad, mod Høiderne.
De første Speidere havde vist sig i Caféen.
Og da disse havde befundet sig saa vel deroppe, at de slet ikke vendte tilbage, aned de Tilbageblevne Uraad; og mange af dem fulgte efter og bygged sig Hjem i det nye Land.
Men, da ˈGomorrhas Ungdomˈ havde valgt caféen til Hovedkvarter og bragte med sig did Duften fra Quartier latins og Montmartres Kneiper, da foregik den egentlige Masseinvasion af Kakerlakerne dernede fra Dybets Regioner.
Dá vaagned ogsaa dé for fuldt Alvor til Bevidsthed om sit personlige Værd og sin Berettigelse til at indtage Plads som Medborgere af et frisindet Samfund
De kom, og de blev.
De havde fundet sit Kanaan.
Og snart var de de egentlige Herrer i Landet.
Fede og glinsende af Velvære krabled de omkring overalt, forbløffende alle ved sine Spilloper og halsbrækkende Akrobatkunster og søgende hver given Anledning til at blive omtalt i Aviserne.
Thi de var fryktelig forfængelige.
At vække Opmærksomhed var for dem Hovedsagen.
Og denne Forfængelighed fulgte dem lige ind i Døden.
I levende Live ynded de at dukke frem netop dér, hvor man mindst havde ventet Æren af deres Visit.
Det kunde hænde, at de plutselig stak sine sortbrune Zulukafferfjæs og gemytlig vinkende Følehorn op paa de utroligste Steder i Lokalet - ja, sogar midt mellem Delikatesserne i en netop serveret Lunch.
Men, at det, naar de som andre gamle, udlevede Bonvivanter ˈfrivillig og i Skjønhedˈ gjorde Ende paa sin Tilværelse, at de da altid valgte de mest aparte Dødsmaader, tyded paa en Trang til offentlig Omtale, der grænsed til Sygelighed.
Hvem mindes ikke fra hine Dage med smerteblandet Vemod de triste Rester af trætte Kakerlaker, man - ret, som det var - fandt flydende lig forladte Vrag i Bouillonens lunkne Fedthav?
Eller hine heroiske Individer, som i filosofisk Foragt for Lidelser havde søgt Martyrdøden og fundet Havn efter Livets Storme og Skuffelser i Kaffekandens skumle, hemmelighedsfulde Tud?
Store Galgenhumorister til det sidste var de.
Fred være med Dem!
- - Men gravitetisk svingende sin veltjente Serviet hinked ˈgamle Østbyˈ, Opvarternes hæderkronede Nestor, omkring mellem Bordene.
Hans Ben var rheumatiske, hans Fødder platte af megen Træk og Vandring.
Hans Mave var rundbuet, hans Vest dekoreret av megen Tilførsel og Overflødighed.
Hans Pande var rynket, hans Øine rødrandede af megen Grublen og Iagttagelse.
Men i hans Lommer klirred meget Sølv. Og om hans fyldige Læber viste der sig stundom en svag Trækning, der kunde ligne et Smil, et skjævt og sfinxagtigt - halvt sarkastisk, halvt medfølende - en Tæners milde Spot over Livets evige Tragikomik.
Ingen kjente som hán Gjæsternes smaa Hemmeligheder, deres financielle Værd og deres Svagheder.
Derfor var hans Blik saa gaadefuldt, hans Smil saa tvetydigt.
Derfor stirred han saa ofte i ledige Stunder i sin sorte Notisbog - især naar han i nogen Afstand øined Kunder, der nærmed sig hans Farvand.
Som en Bankier, der nøie studerer en Laansøgers Konto og gjør op ˈproˈ og ˈcontraˈ, før han paany indlader sig med ham.»
Sannelig min hatt, Grand Cafés interiør ligner mer og mer på beskrivelsen av en «stamkneipe» nær meg! Den eneste forskjellen må være kelneren! Og muligens at det har gått nærmere 130 år siden den gang ...
For første innlegg om Grand, trykk her. For forrige innlegg om Grand, trykk her. For neste innlegg, trykk her.
Kilde: Oscar Aagaard: «Kakerlaker : af gamle Optegnelser» (Gyldendalske Boghandel, København og Kristiania, 1904), s. 1-7.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar