På Grand Café - kampen om likestilling!

Det var ikke bare bohemer, kakerlakker og kelnere som preget Grand Café før oppussingen i 1891. I Aasgaards småvittige roman fra 1904, får man også innblikk i halvfilosofiske betraktninger. Her er sakset fra en passiar mellom to av bokens hovedpersoner, handelsmannen Nils Aas og den lutfattige litterat Hans Christian Mack, etternavn som av merkverdige grunner får meg til å tenke på øl. Riktignok er Grand i mellomtiden behørig staset opp, men uansett, i det de to studerer tre fnisende unge frøkener som spaserer forbi ute på Karl Johan, bringes selvfølgelig likestillings-problematikken opp.

Det er Mack som fører an, han er i harnisk, og vet å bruke metaforene: «ˈDer grasserer en ˈFrigjørelsesˈ og ˈLigestillethedsˈ-Epidemi i Hønsegaarden? - kom der skarpt. ˈKyllingen vil være Høne og Hanen Høne! Naar Hanen slaar med Vingerne, galer og er vigtig, hvorfor skal saa Hønen ikke gjøre det samme? ˈEr jeg kanske ikke mindst ligesaa god som Hanen?ˈ - siger Hønen. Og saa flagser den omkring og kagler, alt det den orker, bruser med Fjærene og tror, den er Hane. Den gjør sig jo bare latterlig ved alt Sprællet og Kaglingen; men vigtig er den tilgavns. I den Henseende overgaar den endogsaa selv den hovneste Herr Kokiliko. - Naar nu Kyllingerne ser, hvad Mutter og Tante Tiptop og andre høit begavede Høner bedriver, hvorfor skal saa ikke dé gjøre det samme? ˈEr vi kanske ikke ligesaa gode som Hønerne?ˈ - siger Kyllingerne. Og saa sprætter de med Vingestubberne, vrikker med den vesle Stjærten, stikker Næbbet tilveirs og siger: ˈPipip! Her kommer vi!ˈ - Det er jo nærmest til at le af, naturligvis. De skjønner jo ikke bedre. Kyllinghjerner er, som bekjendt, ikke særlig udrustede fo skarpere Tænkning. Havde Hanerne kroet sig lidt mindre og Hønerne havt mere Selvkritik, havde de søde Smaakyllingerne nok holdt sig i Skindet, de ogsaa.ˈ

  ˈDet er altsaa nærmest Hanernes Skyld?ˈ - smiled Aas.
  ˈMest Hønernes!ˈ snerred Mack. ˈDe faar jo ikke Stunder hverken til Ægfabrikation eller Barneopdragelse af pur Iver for at efterabe Hanernes mindre heldige Manerer og gaa dem i Næringen, saagodt de formaar. - Hønernes Skaal!ˈ
  Aas lo:
  ˈDen Skaalen kom vist fra Hjertet, du uforbederlige Spottefugl! Du er sandelig ikke videre galant mod det smukke Kjøn.ˈ
  ˈJeg har, som du ved, aldrig været anlagt for Sportˈ - sagde Mack. ˈSmiger og flaue Komplimenter overlader jeg til dem, som har Tid og Lyst til slik Humbug. Jeg har altid havt alvorligere Ting at tænke paa.ˈ
  ˈDet véd jegˈ - sagde Aas. ˈMen der findes vel en Mellemting mellem tom Smiger og hadsk Spot? Er Kvinderne blit dig mere usmagelige i det sidste?ˈ
  ˈJeg har aldrig havt Smag for søde Sagerˈ - sagde Mack. ˈDe vamler mig.ˈ
  ˈDet var leitˈ - smiled Aas. ˈMen, naar du ser slige velskapte Klippere som de Damerne derude krydse op gjennem Strøget - hvad siger du dá?ˈ
  ˈKryds væk!ˈ hvæsed Mack. ˈJo fortere, jo bedre!ˈ
  ˈSe paa deres strålende Øine, H. C.!ˈ
  ˈBelladonna, Far!ˈ
  ˈDeres krusede Lokker -ˈ
  ˈKrøljernskunst!ˈ
  ˈDeres smilende, røde Læber -ˈ
  ˈPomade!ˈ
  ˈDe skinnende, hvide Tænder -ˈ
  ˈPorcellain!ˈ
  ˈDeres stolte Reisning, da - ?ˈ
  ˈIndbilskhed!ˈ
  ˈAu, au!ˈ - lo Aas. ˈMen Formernes delikate Afrundethed: Barmens Bølgelinnier - Finalens svulmende, stærkt udstillede, Yppighed - Hofternes vuggende ynde - ?ˈ
  ˈBehagesyde, Kjødslyst og ˈAufforderung zum Tanzˈ, Høistærede! - Frækhed og Falskhed, alt tilhobe!ˈ
  ˈHuha!ˈ knægged Aas. ˈDette skulde Damerne høre! De knuste dig til plukfisk, H. C.!ˈ
  ˈJa, de taaler jo ikke at høre Sandhedenˈ - sagde Mack tørt. ˈDumme Mandfolk har altfor længe smisket for dem. Det er din og andre ˈKavallerersˈ Skyld, at Fruentimmerne er blit slige hovmodige Oppustetheder, som de er.ˈ
  ˈJa, jeg hører til deres Beundrereˈ - smiled Aas.
  ˈVærsaagod, ˈbeundrˈ væk!ˈ - snerred Mack. ˈDet er netop denne kritikløse ˈBeundringˈ, de attraar, disse kneisende Gadeseilere! Mig er de ligegyldige!ˈ

For første innlegg om Grand, klikk her. For forrige innlegg om Grand, klikk her. For neste innlegg, trykk her.

Kilde: Oscar Aagaard: «Kakerlaker : af gamle Optegnelser» (Gyldendalske Boghandel, København og Kristiania, 1904), s. 68-70.