Jeg har skrevet litt om Obstfelder (og Henrik Ibsen) tidligere (klikk her). I det følgende skal jeg i hovedsak sitere enkelte passasjer fra hans brev. Helge Rode (1870-1937, dansk dikter, forfatter og kritiker) kalte en gang 1890-tallets diktning for «Det sjælelige Gennembrud». Og som Arne Hannevik (1924-2001, norsk professor i allmenn litteraturvitenskap) skriver i sin innledning i «Brev fra Sigbjørn Obstfelder», skulle «dette passe på noe forfatterskap i denne perioden, måtte det være på Sigbjørn Obstfelders». Alt han skrev var uttrykk for et søkende menneskesinn.
Hannevik: «Som brevskriver var ikke Obstfelder artist, slik bysbarnet Alexander Kielland var det. Bortsett fra brevene fra ungdomstiden skrev Obstfelder om det han hadde på hjertet, ofte nakent selvutleverende.»
Jeg må innrømme, å lese Obstfelders brev var ikke alltid like givende. Det er kanskje ikke så rart, hans sinn var ganske dystert og springende. I hvert fall under og etter USA-oppholdet 1890-1891. Allikevel har det totalt sett vært givende, samlet blir inntrykket pussig nok nesten likedan, og allikevel totalt annerledes enn å lese eksempelvis Anne Franks dagbok. Likedan fordi begge er tragiske skjebner, og annerledes fordi omstendighetene var så forskjellige. Man kan kanskje si det handler om indre og ytre krefter som river i stykker to individer fra to forskjellige tidsepoker. Og så handler det om ensomhet.
Jeg har anført et minimum av biografiske data for de av Obstfelders korrespondenter jeg klarte å oppspore, eller som var å finne i Hanneviks utgave. Jeg har også beholdt språkbruken (ellers blir det jo ikke sitater), det er mulig at man vil finne det vanskelig tilgjengelig å lese «norsk-dansk». Men det er vel nynorsk også, og det er offisielt språk. I vår tid.
Til Peder Blix (1866-1938, norsk skolemann, barndomsvenn av Sigbjørn fra oppveksten i Stavanger). Fra Sole (Sola ved Stavanger), hvor han var huslærer en stund for to gutter på 14 og 12 år hos familien Benetter. Datert 29.01.1886
«Du må undskylde, men jeg må desværre beklage, at jeg ikke kan fylde arket så godt som du, mit hjerte er tomt, min hjerne er tom, min sjæl er tom, de er allesammen fulde av gloser og grammatikk. - Hvis jeg skal være subjektiv, så kunde jeg fortælle, at jeg i dag har været aldeles fortvivlet; jeg synes nemlig at have lagt mærke til at man spionerer på min undervisning, og det tåler hverken min stolthed eller min fred ellers; sligt er også gyselig forargeligt. - Gud, hvor jeg er tør, hvor litet jeg ved at sige.»
Til Peder Blix. Fra Stavanger. Datert 07.05.1886
«Hvorledes er det? Sværmer du endnu for theologien? Jeg har begyndt at læse bibelen og synes, det er en græsselig bok. - Jeg tror, at jeg er anlagt for skolemesteriet. Jeg blir aldrig sint - og overser aldrig børnenes vilje og selvstændighet. - Jeg kan ikke begripe doktrinen om den legemlige revselse, og synes, at det er en skamplet på den nuværende pædagogik både på skole og i hjem. - Jeg vet indvendingen: ˈDu er endnu en uerfaren grønskolling, kom på en offentlig skole &c. &c.ˈ Jeg synes ikke den indvendingen siger det spøt.»
Til Andreas Nielsen Rygg (1868-1951, norsk-amerikansk redaktør, reiste 1888 til USA sammen bla Obstfelders bror Herman). Datert 14.02.1889
«Lad mig ligesågodt side det til dig, - du fortæller ingen det, - Jeg hader disse, som har sat mig fast og vil gjøre mig lykkelig, - jeg hader at modta gaver, hader det af ganske mit hjerte, sjel og sind, så at det opsluger hver evne, hver tanke hos mig - jeg blir ond og fordærvet af dette had; jeg blir magtstjålen af at gå og hade min egen ˈlykkeˈ. - Det er det hele, jeg har ikke mer at sige - det er mit livs indhold.»
Til Bertha Malene Obstfelder (1857-1927, norsk lærerinne, Sigbjørns eldre søster). Datert «?89» Sigbjørn hadde det ikke så greit i klesveien heller:
«Du spør, om jeg mangler tøi. Ja, jeg har bare 1 underbukse, som jeg kjøbte i sommer i Magdeburg. Det andre er bare filler. Men jeg får se til at lægge mig noen til her bortefter. Strømper har jeg i massevis. Jeg har sendt 2 par til en kone, jeg fandt, for at påspødes.
Fotografiet var det meningen, at dere skulde hænge op eller noget sligt. Jeg har ikke råd til at sende til hver enkelt. Der er så mange jeg skal bytte med.»
Fotografiet var det meningen, at dere skulde hænge op eller noget sligt. Jeg har ikke råd til at sende til hver enkelt. Der er så mange jeg skal bytte med.»
Til Kathinka Josefine Korsvig (evt Korsvik, 1873-1950, gift med Haakon Nyhuus, 1866-1913, norsk bibliotekar og leksikonredaktør), en venninne på denne tiden. Datert ca. 15.05.1890
«Jeg kunde ikke få nogen rede på af det brevet dit, om du vilde ha noget brev fra mig eller, hvad du vilde. Du så helst ud til helst at ville slippe fri for både mig og brevene mine, og det gjorde du ret i, for jeg er en tosk. Ja, du ler du. Men faktum er, at jeg er en tosk. Unge, smukke dame! hvordan lever du - du og din mørkøiede veninde, min svorne dødsfiende til døden - hexen, den falske hex -? Går dere på udstillingen? spiser Dere drops?»
Før Obstfelder dro til USA hadde han utdannet seg til ingeniør. Til Peder Blix. 01.07.1891, fra Milwaukee
«Grunden til at jeg ikke har skrevet har du naturligvis allerede anet, - at jeg ikke holder det ud længer herborte. Jeg holder ikke landet ud, siden jeg ikke interesserer mig for faget. Vi var jo allerede nogenlunde på det rene med det, før jeg reiste herbort. Nu har jeg prøvet sågodt jeg kan, ½ år, i Milwaukee og Chicago, både inde- og udearbeide. Det er mig en pine. -»
Da Obstfelder kom hjem ble han deprimert og endte på sinnsykehus en kortere periode. Til Peder Blix. Fra Frogner 18.11.1891
«Asylet er forfærdeligt kjedeligt. Tullinger, som hver har en liden ende, som de spinder på stadig, og som trætter en ud at høre på. Også mat alt i ét.
Jeg sover nu såatsige regelmæssig, og har regelmæssig afføring. Mine reflexbevægelser er forsvundne, både om natten og om dagen, de er nu indskrænket til de samme som alle kultiverede mennesker har. Skulde jeg endnu ha nogen slags fix idé, galskab, vansind, sindsygdom, afsind, forrykthed, eller hvad man nu kalder det, så skulde det være det, at jeg med megen interesse ser på fugle, istapper, dryssende sne, solskjær, elven, ølrøyk og sånt noe, men herregud, det har jeg altid gjort, og det har andre gjort før mig, og jeg må sige, jeg vilde heller se nogen af de mennesker jeg længted så efter at se under min sygdoms kulmineringsstadier. Jeg har jo altid været glad i naturliv, men ingen menneskefiende.»
Jeg sover nu såatsige regelmæssig, og har regelmæssig afføring. Mine reflexbevægelser er forsvundne, både om natten og om dagen, de er nu indskrænket til de samme som alle kultiverede mennesker har. Skulde jeg endnu ha nogen slags fix idé, galskab, vansind, sindsygdom, afsind, forrykthed, eller hvad man nu kalder det, så skulde det være det, at jeg med megen interesse ser på fugle, istapper, dryssende sne, solskjær, elven, ølrøyk og sånt noe, men herregud, det har jeg altid gjort, og det har andre gjort før mig, og jeg må sige, jeg vilde heller se nogen af de mennesker jeg længted så efter at se under min sygdoms kulmineringsstadier. Jeg har jo altid været glad i naturliv, men ingen menneskefiende.»
Til Jens Peter Thiis (1870-1942, norsk kunsthistoriker, konservator og museumsdirektør). Fra Studenthjemmet, Kristiania. Datert 14.03.1892
«Dennegang kan jeg ikke skrive meget til dig, hjernen er træt og tom. - Jeg har havt en trist tid hjemme i Stavanger. Nu er jeg reist herind, og bor, som du ser på Stud.hj., hvor jeg lir det mindre end nogensinde. Jeg har næmlig længtet så længe efter hjemlige, sluttede, familiære forholde. Her er det så barakke-aktig. - Imidlertid, min fattigdom nøder mig til at ta det, som det sig falder. Jeg skulde på landet, jeg skulde ha det godt, spise svert godt, hvile, ha ro, ikke tænke, ha intet om mig, som støder, ha det vakkert om mig, slippe at tænke på fremtiden - men til alt det svares der: du er fattig.» [...] Du husker det, vi fabled, og som bandt os sammen, det vi ikke kunde gi ord - om glede. Den tid, før jeg blev gal og, som måske gjorde mig gal, fordi det var for dybt, for sjelerystende for et enkeltvæsen - da leved jeg op om nætterne i sorg og savn og suk dette om livssvulmen.
Kommer det nogen gang igjen? Jeg levet op et kunstens evangelium. - Det kan være det samme. Sån ribbet som jeg her sidder kan jeg ikke få de ægte ord.»
Kommer det nogen gang igjen? Jeg levet op et kunstens evangelium. - Det kan være det samme. Sån ribbet som jeg her sidder kan jeg ikke få de ægte ord.»
Til Kristian Martin Eckhoff (1850-1914, norsk teolog) og Ada Northote Eckhoff (1858- ?). Fra Brugge, Belgia etter et opphold i Paris. Datert 22.10.1892
«Sagen er, at Paris har virket forfærdelig nedstemmende på mig - jeg er blit så trist og træt, at jeg tænker på at slutte tren og reise min vei hjem igjen. Siger Dere så: Det menneske blir jo trist af alting? Dere har kanske ret. Jeg vet ikke. Skal jeg aldrig komme over denne følelse af indre visnen, indre død? Nei, jeg kan ikke skrive, tilgi mig. Det bedste i Paris var Notre Damen - så hellig, så ædel, så stille, og det kosted ingen drikkepenge!»
Til Ragna Vilhelmine Dons (1870-1939, gift 1895 med Jens Thiis). Fra Brüssel hvor han oppholdt seg med Jens Thiis, oktober 1892
«Jeg synes, jeg begynder at bli så gammel, på samme tid som jorden synes mig at bli så ung. Så gammel og grå. Ingen lidenskaber, ingen stormende længsler mod sommer eller jubel over lys. Jeg er vist ikke noget tess. Jeg er vist en dårlig udgave.»
Til frøken Synnøve Marie Nicolaysen (sendt 1893?), venninne av Obstfelder (1867-?, gift Brinchmann)
«I dag vil jeg gjøre testamente. Jeg vil skrive til alle, som har nogensinde ofret mig tanke, ord eller smil, for at de, når jeg går bort, kan sætte violer på min grav og beskytte den mod høstvinden. Det morer mig at tænke, at en og anden af jer når han (hun) blir trist og træt af at sidde på Grand, til afveksling går ud på kirkegården og mumler hen over mine græsstrå: ha kunde have blevet noget, men han fattedes penge.
Når jeg i dag vil gjøre testamente, så er det nemlig, fordi sidste sou forsvant i går. Da jeg beder alle mine venner og qvasi-venner fjern og nær om at skaffe mig en 1ste kautionist til et lån, vil jeg også bede Dem derom. Kvinderne skal jo ligge så brilliant for finansoperationer.»
Når jeg i dag vil gjøre testamente, så er det nemlig, fordi sidste sou forsvant i går. Da jeg beder alle mine venner og qvasi-venner fjern og nær om at skaffe mig en 1ste kautionist til et lån, vil jeg også bede Dem derom. Kvinderne skal jo ligge så brilliant for finansoperationer.»
Til Ragna Dons fra København, januar 1894 (etter utgivelsen av «Digte»)
«Jeg har været meget nedslagen, og er det. Jeg har aldrig følt som nu, at jeg har evner - evner til med tiden at frembringe det underlige, der omplantet til menneskers hjerner forædler dem og giver dem indhold. Jeg har aldrig været så nedslagen som nu.
Jeg behøver vist ikke at fortælle, at hvad av materiel sorg, livet kan udtænke, har jeg havt fra barndommen.
Men jeg troede, at jeg skulde opdra mig selv til at bli sterk og glemme min barndoms skjælvinger.
- - Og så, og så - er det, - jeg har gået og troet og håbet og ventet, at livet i sin skjønhed skulle komme til mig. Jeg trode, at når jeg selv havde snser, så dygtige til at føle smerte, så vilde en gang jubelen tændes.
Og angsten er kommen, den frygtelige, og den kolde, - ikke for døden eller vanviddet - men for, at jeg ikke skal få leve livet her på jorden.
Og det hjelper ikke, at jeg ser mot den kolde blå himmel og de kolde, hvide stjerner. For angsten forfølger mig.
Thi stundom er det som den forfærdelig klarhed kommer over mig, at jeg selv ikke kan få leve det rige jordens liv, fordi min organisme er styg og syg.
Mer og mer er min ånd blevet kræsen, jeg tåler ikke længer mig selv. Jeg finder mig selv ækel.
Mit indre liv har måske ikke siden jeg blev voksen, været så rent, så skyldfrit, som disse måneder hernede.
Og dog skjærpes smerteknivenes ægge.
Jeg ved ikke om jeg kan holde det ud.» [...]
«Jeg sidder her, - jeg forsøker at skrive til en, for hvem mine ord måske vil være klingklang - jeg ved ikke noget sted på jorden at gå med mit syge, forpinte hjerte.
Jeg ved ikke noget sted at lægge mit hode, jeg ved ikke nogen at tale med. Jeg har øvet mig op i at elske den ˈstolte ensomhedˈ. Men der er øieblikke - - -
Jeg sidder her, - jeg vil ikke hjem, - jeg vil længer ud i verden, - og jeg føler savn større end de faderløse, hjemløse barn, fordi mit øie har set mere, og mit sind har drømt mere.
Mine ord lyder måske for Dem svulstige, som poesi, de er for mig en bitter virkelighed.
Ja angsten - jeg føler med skræk rynker tegne sig i min pande, mit bli bli gammelt, - - og endnu er ei ungdommen kommet!»
Til frøken Anna Johanson (gift 1896 med Max Dauthendey, 1867-1918, tysk dikter og maler), fra Stockholm 1894
Jeg behøver vist ikke at fortælle, at hvad av materiel sorg, livet kan udtænke, har jeg havt fra barndommen.
Men jeg troede, at jeg skulde opdra mig selv til at bli sterk og glemme min barndoms skjælvinger.
- - Og så, og så - er det, - jeg har gået og troet og håbet og ventet, at livet i sin skjønhed skulle komme til mig. Jeg trode, at når jeg selv havde snser, så dygtige til at føle smerte, så vilde en gang jubelen tændes.
Og angsten er kommen, den frygtelige, og den kolde, - ikke for døden eller vanviddet - men for, at jeg ikke skal få leve livet her på jorden.
Og det hjelper ikke, at jeg ser mot den kolde blå himmel og de kolde, hvide stjerner. For angsten forfølger mig.
Thi stundom er det som den forfærdelig klarhed kommer over mig, at jeg selv ikke kan få leve det rige jordens liv, fordi min organisme er styg og syg.
Mer og mer er min ånd blevet kræsen, jeg tåler ikke længer mig selv. Jeg finder mig selv ækel.
Mit indre liv har måske ikke siden jeg blev voksen, været så rent, så skyldfrit, som disse måneder hernede.
Og dog skjærpes smerteknivenes ægge.
Jeg ved ikke om jeg kan holde det ud.» [...]
«Jeg sidder her, - jeg forsøker at skrive til en, for hvem mine ord måske vil være klingklang - jeg ved ikke noget sted på jorden at gå med mit syge, forpinte hjerte.
Jeg ved ikke noget sted at lægge mit hode, jeg ved ikke nogen at tale med. Jeg har øvet mig op i at elske den ˈstolte ensomhedˈ. Men der er øieblikke - - -
Jeg sidder her, - jeg vil ikke hjem, - jeg vil længer ud i verden, - og jeg føler savn større end de faderløse, hjemløse barn, fordi mit øie har set mere, og mit sind har drømt mere.
Mine ord lyder måske for Dem svulstige, som poesi, de er for mig en bitter virkelighed.
Ja angsten - jeg føler med skræk rynker tegne sig i min pande, mit bli bli gammelt, - - og endnu er ei ungdommen kommet!»
Til frøken Anna Johanson (gift 1896 med Max Dauthendey, 1867-1918, tysk dikter og maler), fra Stockholm 1894
«Hvor det er trist at vente - på den, som måske kommer, måske ikke kommer. Jeg tror, mine hænder er faste og stø, de er ikke det nu, - jeg vet ikke hvad det er, de er ikke det. Og pilenes blade og grene, de er ikke længer som dit opløste hår om morgenen, når du træder ud af sengen, nei de er dit opløste hår, de er dit flakkende øie, - når du græder, når du krummer hele dit legeme sammen i en sansfuld masse. Og poplerne!
Poplerne som ellers står rolige og gir mig hvile, fordi de peger op i blå ren luft, jeg ved ikke, hvad det er, - jeg ved ikke længer hvad de er, poplerne - de siger os alt begynder at røre sig, som for at flygte sig fra sorg og fra brusten håb, og så kan det ikke flygte, og så står det jo fast i jorden.»
Poplerne som ellers står rolige og gir mig hvile, fordi de peger op i blå ren luft, jeg ved ikke, hvad det er, - jeg ved ikke længer hvad de er, poplerne - de siger os alt begynder at røre sig, som for at flygte sig fra sorg og fra brusten håb, og så kan det ikke flygte, og så står det jo fast i jorden.»
Til Herr og fru Garborg (Arne Garborg, 1851-1924, norsk forfatter og intellektuell, Hulda Garrborg, 1862-1934, norsk forfatter og kulturarbeider), fra Stockholm 04.02.1895
«Det er et fælt liv dette digterlivet, og jeg drives sterkt til at søge anden beskjæftigelse. De ledige tider da man går og samler sig og gjærer og forarbeider sit stof er så onde, man føler sig som jordens elendigste lus. I går da jeg gik forbi en skøitebane, hvor de glade og friske, i par og enkeltvis svang sig, kom jeg til at tænke på, at såne melankolske digtere som jeg gjør igrunden ikke såmegen nytte som 1 par skøiter.»
Til Christopher Brinchmann (1864-1940, norsk historiker, arkivar og redaktør), februar 1895 fra Stockholm
«Det er så besynderligt med skrivekunst - man kan ikke befale sig til det. Men så kommer det en skjønne dag, og da væver der sig ind i det hvad man har oplevet og tænkt de dage man ikke skrev.
Når jeg begynder, så blir jeg meget energisk. Jeg arbeider hver dag meget. Jeg har nu arbeidet så at sige hver dag i over en måned - og nu agter jeg at styrte om igjen den hele fortælling - (allerede engang har jeg skrevet den om) og skrive den annerledes.
Det er så mange tvilsdage, da man synes det ikke er noget det man gjør. Jeg er også red den norskhedsiver man begynder at få i litteraturen hjemme om igjen. At det skal være så norsk også i småtingene. Man kan jo ikke godt det uden lexikon og grammatik og dialekter. Og efter min mening heller ikke det - man må ligge i norske bygder og leve sig sammen med folket. Jeg vilde så gjerne det, jeg. Men det har endnu ikke faldt sig så - og jeg er bange for at min stil i denne fortælling kommer at bli lidt for meget salonstil for den norske smag.»
Når jeg begynder, så blir jeg meget energisk. Jeg arbeider hver dag meget. Jeg har nu arbeidet så at sige hver dag i over en måned - og nu agter jeg at styrte om igjen den hele fortælling - (allerede engang har jeg skrevet den om) og skrive den annerledes.
Det er så mange tvilsdage, da man synes det ikke er noget det man gjør. Jeg er også red den norskhedsiver man begynder at få i litteraturen hjemme om igjen. At det skal være så norsk også i småtingene. Man kan jo ikke godt det uden lexikon og grammatik og dialekter. Og efter min mening heller ikke det - man må ligge i norske bygder og leve sig sammen med folket. Jeg vilde så gjerne det, jeg. Men det har endnu ikke faldt sig så - og jeg er bange for at min stil i denne fortælling kommer at bli lidt for meget salonstil for den norske smag.»
Til Klas Walter Fåhræus (1863-1944, svensk kunstskribent og kunstsamler), mars 1895 fra København
«Menneskene her i Danmark interesserer ikke os nordmænd og svensker, som overmennesker går vi blant dem, med større kraft, mere ˈlordlikeˈ, mere lukket og stængt og stolt.
Og dog, træffe vi de riktig civiliserede dansker, - så har de en finhed, en reserverthed, som neppe nogen kan måle sig i. Da blir også deres sprog fordrageligt. Thi da blir deres sprog det bedste konversationssprog: dette innrømmende: jeg behøver ikke at holde taler (som svensken), jeg behøver ikke at komme med argumenter (som nordmanden), jeg forudsætter at du ved, hvad jeg vil si, at du allerede har tænkt det, at du har set det af mit ansigt. Da er dansk, et fint, overmåde høfligt sprog.»
Og dog, træffe vi de riktig civiliserede dansker, - så har de en finhed, en reserverthed, som neppe nogen kan måle sig i. Da blir også deres sprog fordrageligt. Thi da blir deres sprog det bedste konversationssprog: dette innrømmende: jeg behøver ikke at holde taler (som svensken), jeg behøver ikke at komme med argumenter (som nordmanden), jeg forudsætter at du ved, hvad jeg vil si, at du allerede har tænkt det, at du har set det af mit ansigt. Da er dansk, et fint, overmåde høfligt sprog.»
Til Fru Signe Maria Hansen (1869-1915, født Altin, gift Thiel i 1897), 20.03.1895 fra Berlin
Jeg er rolig, jeg føler mig sterkere, bedre tilmode end jeg har gjort på længe, jeg vet ikke hvorfor. Jeg oplever intet - jeg går næsten ikke ud - jeg skyr helst mine venner kunstnerne, thi den dumme sidden og vrøvlen på kaféer er jeg led og kjed af, har desuden ikke råd. - Men jeg er blit så glad ved blot at være til, ved at vente atter noget nyt, opleve noget, sterkere skal jeg ta imod det. De tykkes mig så sælsomt. Og jeg har denne behagelige følelse af at være sterk, frisk, ren. Når jeg står op om morgenen og greier mit hår foran speilet, da kan jeg så trygt se mit ansigt deri, der er intet jeg er bange for at se, mit liv er klar som en vanddråbe. Det er en ny følelse for mig, og den er behagelig ved sin nyhed. Jeg har ikke faldt på at ha den før, jeg pleier at ha lettest for at finde noget at sørge over hos mig.
Og så er jeg morsomt spændt på hvad der skal komme. Hvordan vil det gå, når jeg ingen penge har mer?
Og så glæder jeg mig til sommeren. Jeg vil være lykkelig i sommer, ja jeg vil. Jeg vil ikke sån som det altid pleier bli til med mig lære noget, bli klogere - jeg vil nyde.
Jeg er å træt af at lære, jeg er så træt af at samle menneskekundskab, og af ad udvikle mig selv i alle retninger.»
Og så er jeg morsomt spændt på hvad der skal komme. Hvordan vil det gå, når jeg ingen penge har mer?
Og så glæder jeg mig til sommeren. Jeg vil være lykkelig i sommer, ja jeg vil. Jeg vil ikke sån som det altid pleier bli til med mig lære noget, bli klogere - jeg vil nyde.
Jeg er å træt af at lære, jeg er så træt af at samle menneskekundskab, og af ad udvikle mig selv i alle retninger.»
Til Andreas Aubert (1851-1913, norsk kunsthistoriker), 25.04.1895 fra Berlin (etter utgivelsen av «To novelletter», «Liv» og «Sletten»
«Måske er jeg slet ikke forfatter. Man skal være født til forfatter. Man skal ikke opdrage sig dertil. Man skal ikke ved selvkritik og reiser få noget at sige, andre ikke har sagt. Og er jeg ikke født til digter, så vil jeg ikke gå for det.»
Til Ernest Jacques Thiel (1859-1947, svensk bankmann, industrialist og kunstsamler), 24.10.1998 fra Brügge
«Det er blevet mig vanskeligere og vanskeligere at skrive breve. Et tørt og conventionelt brev har jeg ingen glæde af at skrive, og jeg har ligeoverfor Deres frue [Signe Thiel] haft det princip at skrive et brev, hvergang jeg befinder mig i et refugium, - såatsige at lade hende følge mine stadier. Sålænge jeg er inde i et stadium, er det mig umuligt at gribe pennen. Dennegang har det varet længe, jeg har i mellemtiden giftet mig, reist til Paris, levet urolig. Jeg befinder mig for første gang på lang tid ene, er i den lille vidunderlige by Brügge. - - - - - - - - - - -» Obstfelder giftet seg samme år med Helga Ingeborg Maria Weeke (1876-1930, dansk sanger)
Til Signe Thiel (se Signe Hansen over), juli 1900 fra Randers, Danmark
«Så stængt for mig til alle kanter, som nu har det aldrig været. Da efter dag må jeg ligge tilsængs eller på en sofa, til feberen går over, - men den trækker i langdrag. Og så bare den tanke: Bogen! Hvorfor denne nye hindring? Jeg, som ikke kunde andet end, måtte, måtte, måtte arbeide. Fordi der er intet andet for mig, indtil den er færdig. Og nu rædselen for at sygdommens helbredelse skal vare længe, længe, måneder.
Å, når man vil arbeide, og har tanker, og føler, at produktionsevnen i en har fundet frem til en stor, dyb eiendommelighed fremfor de fleste andre kunstneres, - da at måtte sidde og lænkes til sine små smerter, der ikke gir en ro!» Obstfelders «En prests dagbok» ble utgitt posthumt høsten 1900. Han døde i København 29.07.1900, og datteren Lill ble født den dagen han ble gravlagt på Frederiksberg kirkegård.
Å, når man vil arbeide, og har tanker, og føler, at produktionsevnen i en har fundet frem til en stor, dyb eiendommelighed fremfor de fleste andre kunstneres, - da at måtte sidde og lænkes til sine små smerter, der ikke gir en ro!» Obstfelders «En prests dagbok» ble utgitt posthumt høsten 1900. Han døde i København 29.07.1900, og datteren Lill ble født den dagen han ble gravlagt på Frederiksberg kirkegård.
(Vigelands byste av Obstfelder)
Kilde: Wikipedia, Norsk biografisk leksikon, Sigbjørn Obstfelder: «Brev fra Sigbjørn Obstfelder» (medvirker Arne Hannevik, Oslo, Gyldendal, 1966)
For forrige innlegg, klikk her. For neste innlegg, klikk her.
For forrige innlegg, klikk her. For neste innlegg, klikk her.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar