Hans Jægers «Fra Kristiania-Bohêmen» skapte sensasjon, avsky, sinne og rabalder fra det tidspunkt, 11. desember 1885, den kom ut. Det gikk én time etter utgivelsen, så var den beslaglagt. Jæger ble dømt til bøter og 60 dagers fengsel (saken kom helt opp i Høyesterett), han mistet også arbeidet som stortingsstenograf. Boken ble forbudt i vårt demokratiske Norge i 65 år. Nå for tiden hadde vel knapt noen leet på øyelokket av innholdet. Men da den kom ut, vakte de mange scenene fra hovedpersonens og hans venns (kadett Jarmann) omgang med prostituerte som sagt oppstyr. Senere gjorde både Mykle og Bjørneboe kanskje noe tilsvarende, men de ble jo lest. Alle har hørt om Jæger og hans roman, men få har lest den. «Fra Kristiania-Bohêmen» er en særs utleverende selvbiografi, den har vel knapt sett sitt sidestykke frem til vår tid.
(Edvard Munchs Kristiania-boheme fra 1895)
Nå skal ikke dette handle veldig mye om boken eller forfatteren, men jeg ønsker å gjengi enkelte passasjer relatert til Grand, hvor hovedpersonen, Herman Eek (dvs Hans Jæger), i det følgende befinner seg i begynnelsen av 1880-tallet sammen med Jarmann:
«Vi gik ned i Grand Hôtel, satt os i hjørnevinduet og spiste vor frokost og drak saa vort morgenøl med en cigar til, mens vi glodde ud på den søndagsklædte almue ude paa Karljohan og talte om det jeg burde sige dernede i arbejdersamfundet.
Da øllet var drukket og cigaren røgt ud, tændte vi en ny og gik - jeg hjem for at gjøre talen færdig, han ut ad spasere og se paa publikum.»
Da øllet var drukket og cigaren røgt ud, tændte vi en ny og gik - jeg hjem for at gjøre talen færdig, han ut ad spasere og se paa publikum.»
Noe senere er Eek alene ute og vandrer i byen, mens han, som vanlig er fraværende etter et møte med en ung dame: «Jeg havde ingen tanke paa hvor jeg gik, før jeg pludselig opdagede mig selv gaaende og stirre op paa de kjendte vinduer i Grand Hôtel. - Jeg gik derinde og satte mig i sofaen, og bad Paalsen om et par stykker smørrebrød og en halv øl og dram. Tørred saa lorgnetten af og saa mig mekanisk om i kafeen.
Der var ingen, jeg kjendte.
Gudskelov, det var i grundet det bedste; jeg havde ingen trang til at se eller tale med nogen nu. Jeg havde ligesom opgit det hele og sad bare der og lod tomheden fryse igjennem mig.
Saa kom Paalsen med det jeg havde forlangt, og jeg gav mig ganske mekanisk til at spise og drikke, mens jeg sad der og saa paa ingenting og tænkte paa ingenting. - Men saa begyndte øllet og drammen at virke, jeg fik ordentlig varme i kroppen, og blev strax bedre tilmode. - Gudskelov, at brændevinet kunde varme, ikke bare kroppen men sjælen med! . . .» [...]
« - - - Jeg var igjen faldt tilbage i denne frysende tomhedsstemning hvor tanke og følelse staar stille, frosset stive og ubevægelige, og hvor den modbydelige lidelse bare bestaar i en klam kraftesløs længsel efter at bli ˈinnerlichˈ bevæget.
Men saa tog jeg mig voldsomt sammen -: Fy for fanden! - pst! Paalsen! En Hennesy-pjolter! - Gudskelov, at der dog var brændevin til i verden; der var s'gu brug for det af og til - for at tø op hjerter og hjerner . . .
Paalsen kom med grejerne, jeg heldte nervøst Hennesyen i glasset mens han tog op seltersen, og da han saa havde skjænket seltersen opi, greb jeg glasset og begyndte med en veldig slurk -: aah, hvor jeg længted efter virkningen! - Gud bevare mig vel hvor brændevin kan være godt? . . .
En Stund efter dilled jeg opover Karljohan med et par pjoltere i livet - glad, halvfuld og glad. Ikke glad over noget, bare glad, simpelthen glad, halvfuld og glad . . .» Eek (eller Jæger) gikk selvfølgelig ikke hjem, han gikk innom neste stambule («Faldgruben») hvor han traff gamle kjente. Jeg skal ikke gjengi noe særlig derfra, kun at kapittelet og oppholdet ender slik: «Saa dingled jeg hjemover fuld som en fille. -»
Der var ingen, jeg kjendte.
Gudskelov, det var i grundet det bedste; jeg havde ingen trang til at se eller tale med nogen nu. Jeg havde ligesom opgit det hele og sad bare der og lod tomheden fryse igjennem mig.
Saa kom Paalsen med det jeg havde forlangt, og jeg gav mig ganske mekanisk til at spise og drikke, mens jeg sad der og saa paa ingenting og tænkte paa ingenting. - Men saa begyndte øllet og drammen at virke, jeg fik ordentlig varme i kroppen, og blev strax bedre tilmode. - Gudskelov, at brændevinet kunde varme, ikke bare kroppen men sjælen med! . . .» [...]
« - - - Jeg var igjen faldt tilbage i denne frysende tomhedsstemning hvor tanke og følelse staar stille, frosset stive og ubevægelige, og hvor den modbydelige lidelse bare bestaar i en klam kraftesløs længsel efter at bli ˈinnerlichˈ bevæget.
Men saa tog jeg mig voldsomt sammen -: Fy for fanden! - pst! Paalsen! En Hennesy-pjolter! - Gudskelov, at der dog var brændevin til i verden; der var s'gu brug for det af og til - for at tø op hjerter og hjerner . . .
Paalsen kom med grejerne, jeg heldte nervøst Hennesyen i glasset mens han tog op seltersen, og da han saa havde skjænket seltersen opi, greb jeg glasset og begyndte med en veldig slurk -: aah, hvor jeg længted efter virkningen! - Gud bevare mig vel hvor brændevin kan være godt? . . .
En Stund efter dilled jeg opover Karljohan med et par pjoltere i livet - glad, halvfuld og glad. Ikke glad over noget, bare glad, simpelthen glad, halvfuld og glad . . .» Eek (eller Jæger) gikk selvfølgelig ikke hjem, han gikk innom neste stambule («Faldgruben») hvor han traff gamle kjente. Jeg skal ikke gjengi noe særlig derfra, kun at kapittelet og oppholdet ender slik: «Saa dingled jeg hjemover fuld som en fille. -»
For første innlegg om Grand, klikk her. For forrige innlegg om Grand, klikk her. For neste innlegg, klikk her. For innlegg om Hans Jæger i føljetongen «I Henrik Ibsens kjølvann», trykk her.
Kilde: Hans Jæger: «Fra Kristiania-Bohêmen : roman», Del 1, «Eget forlag», Kristiania, 1885, s. 224-225+255-256+262-264.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar