Louise var datter av ølbrygger Ole Gulbrandsen Spor (1798-1875) og hustru Ingeborg Olsdatter England (1800-1865), og vokste opp på Smørsalmenningen i Bergen. Louise Brun hadde den kvinnelige hovedrolle i nesten alle de stykker som ble spilt under den tiden hun var knyttet til teateret i Bergen (1850-1857), og hun behersket alt fra tragedier til komedier, selv om hun nok kunne virke noe tung og alvorlig for de lettere, humoristiske rollene. Dessuten var hun en ypperlig sangerinne, som gjorde en god figur i de mange vaudevillene, som var så populære i tiden.
Louise var relativt høy og slank med smalt renskåret ansikt og dype, mørke øyne. Hun la seg til en dannet eleganse som gjorde henne til en selvskreven innehaver av de sentrale damerollene. Publikum trodde hun var vokst opp i de høyere sosiale sjikt, mens de som kjente hennes egentlige bakgrunn undret seg på hvor hun tok det fra. I januar 1851 giftet hun seg med Johannes Finne Brun (1832-1890, norsk skuespiller).
Henrik Ibsen var ansatt som sceneinstruktør ved Det norske Theater omtrent samtidig som ekteparet Brun. Sammen dro de tre på en studiereise til København, Dresden og Hamburg fra april 1852. Blant roller som Louise spilte i Ibsens skuespill i Bergensperioden, var «Anne Berg» i «Sancthansnatten» (1853), «Blanka» i «Kjæmpehøien» (1854), «Fru Inger» i «Fru Inger til Østeraad» (1855), «Margit» i «Gildet på Solhoug» (1856), «Alfhild» i «Olaf Liljekrans» (1857), alle med premiere på Det norske Theaters åpningsdato, 2. januar.
Ekteparet Brun forlot Bergen 1857 og begynte ved Christiania Theater. Her ble de værende, bortsett fra et halvår ved Kristiania norske Theater 1862-63. Også i hovedstaden fikk Louise Brun straks en posisjon i første rekke. Spesielt ble det den franske salongkomedien hun utfoldet seg i. Her var hun, ifølge Bjørnstjerne Bjørnson (se under forrige innlegg), glitrende. Louise spilte også bla i rollen som «Signe» i «Gildet paa Solhoug» fra november 1861 på Christiania Theater.
I løpet av Louise Bruns 15-årige ekteskap fødte hun 11 barn, hvorav fire døde tidlig. Man vet ikke så mye om barna, men de var Didrik Reahl Caspar Brun (1851-1880, døde av hjernesvulst), Johanna Louise Brun (1853-?), Hans Brun (1854-? USA), Ole Gulbrandsen Brun (1858-?, etter 1875), Johannes Finne Brun (1859-?), Svend Busch Brun (1861-1916, oppleser), Yngvar Brun (1862-?, etter 1910, lærer), Fredrik Brun (ukjente leveår), Johan Koren Brun (1864-?). Den 9. januar 1866 nedkom så Louise med tvillingene Aksel og Louis Brun (1866-?, etter 1875), de ble født snaue to uker før moren Louise Brun gikk bort 21. januar.
Louise Brun vil bli stående som en av de fremste norske skuespillerinner på 1800-tallet, en pioner som banet vei for norsk scenekunst med norsk - og bergensk - tale.
Den 30. januar 1866 ble Bjørnstjerne Bjørnsons dikt «Til Erindring om Fru Louise Brun», med musikk av Ludvig Mathias Lindemann (1812-1887, norsk komponist, organist og folkemusikksamler), oppført på Christiania Theater:
Kor (bag scenen)
Farvel, farvel
fra ven, fra folk, fra fædreland!
Nu er det endt, dit stille virke,
dit ord, din sang til åndens pris
i kunstens glade kirke.
Herre-kor
Tak, for du kom med ungdoms-mod,
der den forsagte skare stod,
som skulde prøve første gang!
Dame-kor
Tak, for du kom i morgengry
med kvinne-takt og kvinne-ly
til kunstens ungdoms-viltre trang!
Alle
Tak for hvert vår-skud i dit bryst,
tak for din tones milde lyst,
tak for det fine, blege skær,
som farved alt, du rørte her.
Tak for din ædle, tause færd,
tak, tak,
tak, for du gav vor gærning værd.
Tak, tak!
Epilog.
Farvel, farvel
fra ven, fra folk, fra fædreland!
Nu er det endt, dit stille virke,
dit ord, din sang til åndens pris
i kunstens glade kirke.
Herre-kor
Tak, for du kom med ungdoms-mod,
der den forsagte skare stod,
som skulde prøve første gang!
Dame-kor
Tak, for du kom i morgengry
med kvinne-takt og kvinne-ly
til kunstens ungdoms-viltre trang!
Alle
Tak for hvert vår-skud i dit bryst,
tak for din tones milde lyst,
tak for det fine, blege skær,
som farved alt, du rørte her.
Tak for din ædle, tause færd,
tak, tak,
tak, for du gav vor gærning værd.
Tak, tak!
Epilog.
Vi have nylig seet gå forbi
et billede af livet, strengt, alvorligt,
en sjæl, til fangetagen af begær;
dens hele liv blev til et arbejds-fængsel.
Religionen synger ind sin salme,
og poesien, kunsten spreder sol;
men sjælen træller, intil håret blegner.
Hun, om hvis minne vi er samlet her,
har følt det tidlig under hårde vilkår,
som stængte livet, og som mørkned sjælen, -
hvorledes menneskene gik i berg!
Og hun oprørte sig imod det; ti
af store kræfter fødes lysets længsler:
hun vilde frelses og få frelse andre!
Hun søgte udad med urolig ånd
til folk, til bøger; men blev tankefuld,
som den, der fant ej; - innesluttet
som den, der tør ej; - alt intil en dag
han, som af æventyr og kæmpe-sagn
fik den forunderlige trylle-bue,
stod op og spillede mod dal, mod fjæld:
stig frem, stig frem, af folke-dybet frem,
du skabermagt, som alt i folkets morgen
dets billed løftede til skræk, til storhed
i asa-drømmen og i tursers værk!
Som fjældet luder over eget afspejl,
vi så vort liv i dette tanke-hav,
med vår, med vinter og med vår igen. -
Vort billed gav du tit i sang og sagn
i mørke tider og i lyse med,
vort billed møder os, hvorhen vi går, -
men folket ser det ikke, ser ej op
fra arbejds-tanken og fra vane-gangen! -
O, væk det, løft det, lad det se sig selv!
ti før det ejer ej sin egen ævne!
Og det gav genlyd! Scenens alver
frem myldred om ham, der han stod og spilled!
De tændte lamperne, de rejste grotten,
de støved dragterne fra Holberg af
og spøgte i dem under pudder-skyen, -
fór op på fjældet i en sommer-nat
og fanged sæterjenten, mens hun sov,
og skræmte livet af den gamle frier!
De dansed nisse-dans i tusmørk vinter
og legte tag-fat med sin egen skygge.
De dypped hykleren i sukke-dampe,
de bandt lov-trækkeren i spinnel-tråde;
de strødde pengene, en gerrig samled,
de spænte fødder und-af bygde-paven!
De sanked tårer, den forførte græd,
og lagde dem på altaret som perler.
De smælted hadet i den hårdes bryst,
det faldt som regn på fiendens tørre ager;
de bandt bagtaleren til halen af
de vilde rygter, som rundt landet pisked, -
beregneren, som løb, hvergang det kneb,
de skød på havet i en åben båd, -
men han, som ofrede sig selv, sit eget,
de bar mod himlen på sin glade latter.
Snart slog de trylle-ring om to, der elsked,
og drog dem rødmende helt frem til altret;
snart drog de skikkelser af kæmpe-grave
og lod dem skride mellem nutids-myldret.
- Der var ej nogen, som fik længer fred,
sig selv, sin dårskab, fædrelandets krav,
det heles sejer og det halves ynk,
ja, troens folkemagt og tvilens slaphed
snart folket følte i sit eget billed,
da skarpt i scene-lyset det blev stillet.
Men hun var kommen med! Den første tone
traf hendes bryst og vakte tusen minner
om noget, som hun aldrig havde vidst!
Den første aften, tæppet rulled op,
kom frem med bange skridt en hvid-klæd en
og bad om hjemstavns-ret for Norges kunst,
den unge scene-kunst; - men var så ræd,
den bløde stemme skalv og øjet svigted:
dog ud af stemme, øjne, skikkelse og gang
klang en forjættelse i al sin blyhed;
ti hun, som sagde disse første ord,
hin mørke pige med det dybe øje,
se, det var hende!
Hendes kunst gik snart
i milde stråler gennem aften-stunden. -
I magisk blinken alve-let den lyste
på skjulte længsler og på halv-gemt sorg,
men dæmpet, sagte. Rørte hun ved glæden,
kom samme varhed. Men vi alle følte
så rigt et væld, at hvis hun bare havde
en ubevogtet stund det ladet stråle
i al sin innerlige mægtighed,
det havde båret hende selv fra jorden.
Ja, hendes stille gang igennem livet
var ikke svaghed, men behersket styrke,
var ikke frygt, men dyb ærbødighed
for disse sjælens mægtige: - eksempel
for ædle kvinner, som for stærke mænd,
og det skal kranse hendes rene minne. -
Men det hun tidlig havde lært sig selv,
hun lærte andre. Når hun stod på scenen
og gav et billede af kvinnens kamp
mod råhed, hæftighed, mod vildt begær,
så, - skønt hun brugte kun en kvinnes våben,
den tause værdighed, det fine smil,
den lette spot, den sejers-sikre latter, -
de spilled blinkende i åndens dag-skær,
og bragte sejren under silke-fanen.
Hun rejste skranker om den svage kvinne,
(som stødes, trænges i et halv-bygd samfund),
hun opstod her og talte foran tusen
aften på aften om en kvinnes værd.
Var det ej hendes kald fuldt at befri
alt det, som drømmer i et kvinne-hjærte,
hun kunde værne det i al sin skønhed.
Hun fik af kampen noget skarpt og taust; -
men undertiden kunde hun i sang
udsende lifligt bud, forløst og fri
og af sit fulde hjærte! Da fornam vi
en sådan længsel efter hel, fuld fred,
at tanken grebes af vemodig anen. -
- Nu er den opfylt! - Sørgefloret hænger
om hendes navn, og klokken har alt kimet.
Nu har hun kaldet os for siste gang
hid til sin scene, at vi her kan takke
for det, hun gav os. Ti som hun har givet,
har ingen anden! Hun gav af sin smærte,
mens hjærtet blødte under fine smil.
Hun bød på tårer af sin egen kamp
og gav os glansen af sin egen sejer.
En rørt, af bønnen båret tak, du ædle,
fra dine brødre, dine søstre alle!
Fra Norges unge kunst bestandig tak!
Fra kvinnerne, hvis rene tolk du var,
farvel og tak! - Fra alle dem, du løfted
på åndens vinge-par mod skønhed op,
endnu en gang en krans, - det er den siste.
(lægger den foran bysten)
et billede af livet, strengt, alvorligt,
en sjæl, til fangetagen af begær;
dens hele liv blev til et arbejds-fængsel.
Religionen synger ind sin salme,
og poesien, kunsten spreder sol;
men sjælen træller, intil håret blegner.
Hun, om hvis minne vi er samlet her,
har følt det tidlig under hårde vilkår,
som stængte livet, og som mørkned sjælen, -
hvorledes menneskene gik i berg!
Og hun oprørte sig imod det; ti
af store kræfter fødes lysets længsler:
hun vilde frelses og få frelse andre!
Hun søgte udad med urolig ånd
til folk, til bøger; men blev tankefuld,
som den, der fant ej; - innesluttet
som den, der tør ej; - alt intil en dag
han, som af æventyr og kæmpe-sagn
fik den forunderlige trylle-bue,
stod op og spillede mod dal, mod fjæld:
stig frem, stig frem, af folke-dybet frem,
du skabermagt, som alt i folkets morgen
dets billed løftede til skræk, til storhed
i asa-drømmen og i tursers værk!
Som fjældet luder over eget afspejl,
vi så vort liv i dette tanke-hav,
med vår, med vinter og med vår igen. -
Vort billed gav du tit i sang og sagn
i mørke tider og i lyse med,
vort billed møder os, hvorhen vi går, -
men folket ser det ikke, ser ej op
fra arbejds-tanken og fra vane-gangen! -
O, væk det, løft det, lad det se sig selv!
ti før det ejer ej sin egen ævne!
Og det gav genlyd! Scenens alver
frem myldred om ham, der han stod og spilled!
De tændte lamperne, de rejste grotten,
de støved dragterne fra Holberg af
og spøgte i dem under pudder-skyen, -
fór op på fjældet i en sommer-nat
og fanged sæterjenten, mens hun sov,
og skræmte livet af den gamle frier!
De dansed nisse-dans i tusmørk vinter
og legte tag-fat med sin egen skygge.
De dypped hykleren i sukke-dampe,
de bandt lov-trækkeren i spinnel-tråde;
de strødde pengene, en gerrig samled,
de spænte fødder und-af bygde-paven!
De sanked tårer, den forførte græd,
og lagde dem på altaret som perler.
De smælted hadet i den hårdes bryst,
det faldt som regn på fiendens tørre ager;
de bandt bagtaleren til halen af
de vilde rygter, som rundt landet pisked, -
beregneren, som løb, hvergang det kneb,
de skød på havet i en åben båd, -
men han, som ofrede sig selv, sit eget,
de bar mod himlen på sin glade latter.
Snart slog de trylle-ring om to, der elsked,
og drog dem rødmende helt frem til altret;
snart drog de skikkelser af kæmpe-grave
og lod dem skride mellem nutids-myldret.
- Der var ej nogen, som fik længer fred,
sig selv, sin dårskab, fædrelandets krav,
det heles sejer og det halves ynk,
ja, troens folkemagt og tvilens slaphed
snart folket følte i sit eget billed,
da skarpt i scene-lyset det blev stillet.
Men hun var kommen med! Den første tone
traf hendes bryst og vakte tusen minner
om noget, som hun aldrig havde vidst!
Den første aften, tæppet rulled op,
kom frem med bange skridt en hvid-klæd en
og bad om hjemstavns-ret for Norges kunst,
den unge scene-kunst; - men var så ræd,
den bløde stemme skalv og øjet svigted:
dog ud af stemme, øjne, skikkelse og gang
klang en forjættelse i al sin blyhed;
ti hun, som sagde disse første ord,
hin mørke pige med det dybe øje,
se, det var hende!
Hendes kunst gik snart
i milde stråler gennem aften-stunden. -
I magisk blinken alve-let den lyste
på skjulte længsler og på halv-gemt sorg,
men dæmpet, sagte. Rørte hun ved glæden,
kom samme varhed. Men vi alle følte
så rigt et væld, at hvis hun bare havde
en ubevogtet stund det ladet stråle
i al sin innerlige mægtighed,
det havde båret hende selv fra jorden.
Ja, hendes stille gang igennem livet
var ikke svaghed, men behersket styrke,
var ikke frygt, men dyb ærbødighed
for disse sjælens mægtige: - eksempel
for ædle kvinner, som for stærke mænd,
og det skal kranse hendes rene minne. -
Men det hun tidlig havde lært sig selv,
hun lærte andre. Når hun stod på scenen
og gav et billede af kvinnens kamp
mod råhed, hæftighed, mod vildt begær,
så, - skønt hun brugte kun en kvinnes våben,
den tause værdighed, det fine smil,
den lette spot, den sejers-sikre latter, -
de spilled blinkende i åndens dag-skær,
og bragte sejren under silke-fanen.
Hun rejste skranker om den svage kvinne,
(som stødes, trænges i et halv-bygd samfund),
hun opstod her og talte foran tusen
aften på aften om en kvinnes værd.
Var det ej hendes kald fuldt at befri
alt det, som drømmer i et kvinne-hjærte,
hun kunde værne det i al sin skønhed.
Hun fik af kampen noget skarpt og taust; -
men undertiden kunde hun i sang
udsende lifligt bud, forløst og fri
og af sit fulde hjærte! Da fornam vi
en sådan længsel efter hel, fuld fred,
at tanken grebes af vemodig anen. -
- Nu er den opfylt! - Sørgefloret hænger
om hendes navn, og klokken har alt kimet.
Nu har hun kaldet os for siste gang
hid til sin scene, at vi her kan takke
for det, hun gav os. Ti som hun har givet,
har ingen anden! Hun gav af sin smærte,
mens hjærtet blødte under fine smil.
Hun bød på tårer af sin egen kamp
og gav os glansen af sin egen sejer.
En rørt, af bønnen båret tak, du ædle,
fra dine brødre, dine søstre alle!
Fra Norges unge kunst bestandig tak!
Fra kvinnerne, hvis rene tolk du var,
farvel og tak! - Fra alle dem, du løfted
på åndens vinge-par mod skønhed op,
endnu en gang en krans, - det er den siste.
(lægger den foran bysten)
Nu glæder Gud dig i sin lyse himmel,
og vi vil glæde dig med god erindring.
Kor (dæmpet bag scenen)
Farvel, farvel!
Nu i din grav
hvert savn er glemt,
men hvad du gav,
skal være gemt.
Skud af din ånd
skal spire her:
en liljevånd
i smærtens skær.
Farvel, farvel
du længsels-sjæl,
nu har du fred
og smiler ned,
nu har du fred
i evighed.
Gid vi må gå
så glad did ind,
gid vi må nå
en tro som din!
Farvel, farvel.
og vi vil glæde dig med god erindring.
Kor (dæmpet bag scenen)
Farvel, farvel!
Nu i din grav
hvert savn er glemt,
men hvad du gav,
skal være gemt.
Skud af din ånd
skal spire her:
en liljevånd
i smærtens skær.
Farvel, farvel
du længsels-sjæl,
nu har du fred
og smiler ned,
nu har du fred
i evighed.
Gid vi må gå
så glad did ind,
gid vi må nå
en tro som din!
Farvel, farvel.
Kilder: Wikipedia, Norsk biografisk leksikon, Henrik Ibsens Skrifter (Digital versjon).
For første innlegg, klikk her. For forrige innlegg, trykk her. For neste innlegg, trykk her. For første innlegg i Ibsen-kronologien, trykk her.
#Ibsen
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar